Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”at ansøgeren er etnisk kurder fra [landsbyen A ved Sarpole Zahab], Iran. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer mod det iranske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt fængsel på livstid, da han har hjulpet medlemmer af PJAK. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i sommeren 2015 sammen med sin far, søster og bror bragte familiens får til bjergene ved Dalaho, hvor mange medlemmer af de kurdiske modstandsgrupper opholdt sig. Omkring den […] 2015, efter et par ugers ophold i Dalaho, rettede fire for ansøgeren ukendte personer fra PJAK henvendelse til ansøgeren og hans familie. Over de næste 20 dage hjalp ansøgeren og hans familie PJAK-medlemmerne seks til syv gange. De fleste gange lånte mændene ansøgerens brors mobiltelefon, men familien hentede også mad i [landsbyen A] for mændene. Endvidere bad mændene ansøgeren og hans familie fortælle, hvis de så personer fra de iranske myndigheder i Sarpole Zahab. Herefter forsvandt mændene, og ansøgeren tog hjem til [landsbyen A]. To timer efter ansøgeren var kommet hjem, blev han ringet op af sin bror, [B], som fortalte, at familiens nabo i Dalaho havde set, at politiet havde anholdt ansøgerens far uden for familiens telt, mens Ismail havde passet dyrene i bjergene. [B] fortalte videre, at ansøgerens far havde brækket hånden, ligesom der var blevet anvendt peberspray mod ham. [B] havde videre fået at vide, at hele familien var blevet anklaget for at have hjulpet PJAK. Herefter tog ansøgeren en taxa til Kermanshah, hvor han overnattede hos sin søster. Han fik 12 millioner toman af sin søsters ægtefælle, og dagen efter rejste han mod Tyrkiet. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i tre uger, hvorefter han rejste via Italien og andre europæiske lande til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og befolkningen, da han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han tidligere ikke praktiserede Islam til fulde. Han bad ind i mellem, men han fastede ikke altid. Omkring en til to måneder efter ankomsten til Danmark holdt han helt op med at praktisere Islam, da han mistede interessen. I [slutningen af] 2016 begyndte ansøgerens ægtefælle at læse højt af biblen for ham, og han fandt ud af, at det var sådan, han gerne ville leve. [I begyndelsen af] 2017 blev ansøgeren døbt og efterfølgende viet i [en navngiven kirke i Danmark], ligesom ansøgeren lod sin søn døbe. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt en udtalelse fra sognepræsten i [kirken], hvoraf det blandt andet fremgår, ansøgeren i [slutningen af] 2016 begyndte at komme i kirken, og at han fortsat kommer i kirken om søndagen, ligesom han deltager i kirkens kristendomsundersvisning stort set hver torsdag eftermiddag. Ansøgeren har videre fremlagt sin egen og sin søns dåbsattest. I forbindelse med samtalen hos advokaten har ansøgeren endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske regime, idet han i Danmark har deltaget i demonstrationer mod regimet ved den iranske ambassade i Hellerup og i København. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med en demonstration foran ambassaden satte ild til Khameneis billede og at en optagelse heraf efterfølgende er lagt på KDPI’s hjemmeside. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til seks links til Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte mændene fra PAJAK bad ansøgeren og hans familie handle ind for sig, og at ansøgeren har forklaret udbyggende omkring ransagningen af familiens telt i Dalaho. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke forekommer sandsynligt, at særligt ansøgeren skulle være efterstræbt, blandt andet sammenholdt med at ansøgerens bror og søster ikke er blevet opsøgt af myndighederne. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at få kontakt til sin familie for at høre nærmere til deres situation. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ham. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren på sin danske Facebook-profil har delt kristne motiver og tekster, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold, der først er lagt op efter ansøgeren har fået afslag fra Udlændingestyrelsen, fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80, 82, 88 og 124. Det forhold, at ansøgeren også har delt opslag med politiske budskaber mod det iranske regime på sin Facebook-profil, og at han i Danmark har deltaget i to demonstrationer kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren, der må anses for ganske uprofileret ved sin udrejse, anses for at være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han derved er kommet i de iranske myndigheders søgelys og vil være efterstræbt ved en tilbagevenden til Iran. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgerens hustru og barn er meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7 ikke fører til, at ansøgeren som konsekvens heraf meddeles opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens hustru først har mødt hinanden i Danmark, hvor de efterfølgende har fået barn og er blevet gift. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/344/mvln
