Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs trosretning. Ansøgeren er født i Romadi-lejren, Irak, men flyttede med sin familie til [byen X], Kermanshah, Iran, da han var ni år gammel. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har en farbror, der er aktiv i KDPI og er bosiddende i KRI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har samarbejdet med KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under et ophold i Kalar i Irak i 2013 blev introduceret til KDP af sin farbror, [A], som spurgte ansøgeren, om han ville hjælpe KDPI med at vise vej for peshmergaer, som kom ind i Iran fra Irak. Ansøgeren indvilligede med det samme i at hjælpe. [A] forklarede, at ansøgeren ville modtage en SMS, når der var brug for hans hjælp. Ansøgeren hjalp efterfølgende flere gange i løbet af nogle år peshmergaer med at finde vej fra grænsen mellem Iran og Irak og til [byen Y]. [I foråret] 2015 havde ansøgeren igen fået til opgave at hente peshmergaer ved grænsen, men da han første gang ankom til mødestedet, var der ingen. Nogle dage efter modtog han på ny besked om at møde op, og da han kom til mødestedet og gemte sig, så han to hvide biler og ti personer, heraf var to af personerne iført civilt traditionelt kurdisk beklædning, og han genkendte disse personer som to pehmergaer, som han tidligere havde hjulpet over grænsen. De to personer blev ved det aftalte mødested, mens myndighedspersonerne gemte sig. Mens ansøgeren gemte sig, ringede et hemmeligt nummer til hans mobiltelefon, men ansøgeren besvarede ikke opkaldet, da han var klar over, at der var noget galt. Derfor flygtede han og efterlod telefonen. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [B], i [byen Y]. Efter nogle dage fik han at vide, at hans families bopæl var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgerens far opsøgte ham, mens han skjulte sig hos [B], og han oplyste, at ansøgeren kunne tage ophold hos nogle venner af familien i byen Shiraz. Ansøgeren opholdt sig herefter i Shiraz til sin udrejse af Iran [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været usandsynlig, udbyggende og afglidende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen anmodede om til den efterfølgende samtale at blive tolket på sorani, men at asylsamtalen desuagtet blev gennemført under medvirken af en farsitalende tolk. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget denne omstændighed i betragtning. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen kan, selvom der kan være opstået misforståelser om tal og betydningen af enkelte ord imidlertid ikke, når den ses som en helhed forstås på anden måde, end at ansøgeren forklarede, at han to gange var med til at hjælpe peshmergaer, idet han gentagne gange har forklaret om to episoder benævnt som første og anden gang. I oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret om fire gange, hvoraf den ene ikke blev til noget. På samme måde har ansøgeren i asylsamtalen flere gange forklaret, at han ikke kunne huske antallet af peshmergaer, han hjalp de enkelte gange, eller hvor lang tid, der gik mellem turene, fordi han var involveret i en periode over 3-4 år, hvorimod han under nævnsmødet har været i stand til nøjagtigt at forklare antallet af peshmergaer, han hjalp hver enkelt gang, og hvor lang tid der var imellem turene. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende i asylsamtalen i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han forgæves mødte op i grænseområdet en gang forud for, at myndighederne kom til stede, ligesom han under mødet i nævnet har forklaret udbyggende i forhold til tidligere forklaringer med hensyn til, at han kommunikerede med sin farbror både direkte via sin fars telefon og via sms den første gang, ansøgeren skulle hjælpe peshmergaerne med at finde vej, med hensyn til købet af et irakisk taletidskort og turen til Kalar for at ringe til farbroren i Erbil for at oplyse nummeret samt endelig med hensyn til, at hans bror udførte de samme aktiviteter for farbroren, som ansøgeren selv gjorde. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han erfarede om brorens aktiviteter ca. en måned efter ankomsten til Danmark og dermed forud for begge samtalerne med styrelsen. Det bemærkes endeligt, at ansøgerens forklaring er usandsynlig og konstrueret med hensyn til, at ansøgeren af sikkerhedshensyn ikke oplyste sin identitet til peshmergaerne men alligevel tog dem med til familiens skur og udpegede familiens jord for dem samt med hensyn til, at myndighederne, hvis det var disse oplysninger, der førte dem til ansøgeren, ikke straks opsøgte ham på bopælen i stedet for at forsøge at fange ham i grænseområdet, for dernæst da dette ikke lykkedes, at opsøge ham på bopælen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerens mistanke blev vakt alene på baggrund af opringningen på mobiltelefonen, idet han fra de tidligere sms´er fra farbroren må have været i stand til at se på telefonen, om det var farbrorens telefonnummer, der blev sms´er fra forud for, at myndighederne kom til stede i grænseområdet. Henset til, at der i ansøgerens telefon sad et uregistreret taletidskort, der ikke kunne henføres til ham, er det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke først forsøge at advare farbroren, før han skaffede sig af med telefonen, ligesom det er usandsynligt, at han heller ikke senere – evt. efter ankomsten til Danmark har forsøgt at advare farbroren. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/342/JEA
