Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og har angivet at være konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren kommer fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og tilbageholdt af myndighederne, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere sin tidligere forlovedes eksmand samt myndighederne på baggrund af en konflikt med sin tidligere forlovedes eksmand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han fik interesse for kristendommen i 2013. Ansøgeren havde en kristen ven ved navn [A], og ansøgeren var tilknyttet en huskirke, som han besøgte med sin mor og nogle af hendes veninder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han lærte sin tidligere forlovede, [B], at kende på et ukendt tidspunkt i 2014. [B] var fraskilt, hvilket ansøgeren fandt ud af fem til seks måneder efter, at de to var begyndt at ses. [B]s eksmand, [C], arbejdede for efterretningstjenesten, og i [efteråret] 2014 opsøgte [C] ansøgeren på hans arbejdsplads efter fyraften. [C] ønskede ikke, at ansøgeren skulle forloves med [B], idet han ikke accepterede deres skilsmisse. Den [nærmere angivet dato i foråret] 2015 blev ansøgeren fyret fra sit arbejde. En måned forud herfor var ansøgeren blevet opsøgt på sin arbejdsplads af repræsentanter fra efterretningstjenesten, kaldet Herazat, som også var ansat på ansøgerens arbejdsplads, idet ansøgeren havde missioneret for kristendommen på sin arbejdsplads. Den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015 blev ansøgeren forlovet med [B]. Under forlovelsesfesten kom [C] og tre for ansøgeren ukendte personer til ansøgerens families bopæl, hvor de bad ansøgeren følge med. Ansøgeren flygtede fra bopælen og overnattede en nat hos sin onkel, hvorefter han tog videre til en af sin fars venner i [Iransk by], hvor han opholdt sig i to nætter, hvorefter han tog til [anden Iransk by] og udrejste af Iran til Tyrkiet. Den [nærmere angivet dato i vinteren] 2015, efter ansøgerens udrejse, blev hans familie i Iran opsøgt af efterretningstjenesten, som kom med en tilsigelse til retten til ansøgeren. I [foråret] 2016 blev familien igen opsøgt af efterretningstjenesten, som spurgte ind til, hvor ansøgeren befandt sig, og hvad han foretog sig. Ansøgeren er den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015, efter ankomsten til Danmark, blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vil grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter for sit asylmotiv har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svækket sin troværdighed ved at fremlægge en tilsigelse til retten i Iran, som af Den Danske Ambassade i Irans juridiske sagkyndige er vurderet falsk. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor han vidste, at de tre mænd, der ankom sammen med [C] til forlovelsesfesten, var fra efterretningstjenesten. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at de tre mænd identificerede sig ved at vise et id-kort, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blot regnede ud, at de måtte være fra efterretningstjenesten, da de ankom sammen med [C]. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen, mens han var i Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst om sin interesse for kristendommen, selv om kristendommen ifølge hans forklaring for Flygtningenævnet også havde meget stor betydning for ham, mens han var i Iran, at han allerede inden sin udrejse følte sig som kristen, og at hans interesse for kristendommen havde givet ham problemer på arbejdspladsen og var medvirkende årsag til, at han blev afskediget. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet ansøgeren først for Flygtningenævnet har forklaret, at han deltog i møder i to forskellige huskirker, nemlig hos sin mors veninde og hos [A]s bekendte, mens han tidligere kun har forklaret om møder hos sin mors veninde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren ikke fortalte sin forlovede om, at han var kristen, selv om han ikke lagde skjul på det over for sine arbejdskolleger, som han i øvrigt missionerede for. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der deltog i møderne hos moderens veninde, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke måtte tage nogen med udefra, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han også nogle gange inviterede sin ven [A] med, selv om ingen andre i gruppen kendte [A]. Ansøgeren er i Danmark blevet døbt og har vedvarende deltaget i en række kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder i imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det, der ovenfor er anført. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren blev døbt kun halvanden måned efter, at han i Danmark fik kontakt til en kirke, og at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren for Flygtningenævnet har kunnet redegøre for det kristne budskab og har dokumenteret sine kirkelige aktiviteter ved fremlæggelse af udtalelser fra flere præster mv., kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/339/MJM
