Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim, men konverterede til kristendommen i 2000, fra Baneh, Iran. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for det kurdiske parti [parti A] i perioden fra 1998 til 2006 og igen i perioden fra 2008 frem til hans udrejse af Iran i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for det politiske parti [parti A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi hans tidligere ægtefælle har oplyst myndighederne om ansøgerens konvertering til kristendommen. Til støtte for konflikten afledt af sine politiske aktiviteter har ansøgeren henvist til, at han i 1998 rejste fra Iran til Irak og tilsluttede sig partiet [parti A]. Ansøgeren blev peshmerga, men arbejdede udelukkende som vagt. I 2003 besøgte ansøgerens forældre ham i partiets hovedkvarter og bad ham vende tilbage til Irak, hvilket ansøgeren accepterede. Da ansøgeren vendte tilbage til Iran, tog de iranske myndigheder kontakt til ham og bad ham give møde på deres kontor. Ansøgeren blev afhørt af efterretningstjenesten, der efterfølgende bad ham melde sig til afhøring hos dem hver dag den følgende måned. Ansøgeren fik derefter en dom på to års ubetinget fængsel for at have udført politiske aktiviteter for KDPI og [parti A], men afsonede kun tre måneder. Efter løsladelsen blev ansøgeren vred over, at han ikke kunne få en tilladelse til at køre taxa, hvorfor han i 2004 rejste tilbage til Irak og igen tilsluttede sig [parti A]. Ansøgeren fik denne gang en højere rang og blev bedt om at læse partiets nyheder højt i radioen og levere politisk materiale til Iran. Under en rejse i 2006, hvor ansøgeren, forklædt som varesmugler, forsøgte at transportere et USB-stik med politisk materiale til Iran, blev han stoppet ved grænsen. Ansøgeren nåede at smide USB-stikket fra sig og fik derfor kun én måneds fængsel og en bøde for illegal udrejse. Efter løsladelsen blev ansøgeren i Iran, og han genoptog først sine politiske aktiviteter to år senere, i 2008. I 2015 blev ansøgeren ringet op af sin ægtefælle, der fortalte, at efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derefter af Iran. Til støtte for sin konversion har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interesse sig for kristendommen i Irak i 2000, da han mødte en person ved navn [A], der fortalte ansøgeren om kristendommen. [A] introducerede ansøgeren for nogle præster, og ansøgeren blev døbt i starten af 2000. Ansøgeren gik efterfølgende i kirke hver søndag frem til sin udrejse af Irak i 2003. Under sine ophold i Iran praktiserede ansøgeren alene sin tro ved at bede privat. De eneste, der var bekendte med ansøgerens religion i Iran, var hans ægtefælle og hans søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom dele af ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig. Dertil kommer, at et centralt dokument, som ansøgeren har fremlagt i sin asylsag, ikke er ægte. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at en ægthedsvurdering har fastslået, at den af ansøgeren fremlagte dom, som han modtog i 2003, er en forfalskning. På denne baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, at myndighederne havde identificeret ham som peshmerga og afsagt dom overfor ham i 2003, utroværdig. I den forbindelse kan nævnet heller ikke lægge vægt på den af ansøgeren for nævnet fremlagte kopi af ansøgerens straffeattest. Nævnet har herved lagt særlig vægt på, at dokumentet omtaler dommen fra 2003. Ligeledes finder nævnet det utroværdigt, at ansøgeren skulle have indhentet straffeattesten i 1386 til brug for opnåelse af taxatilladelse, når ansøgeren vidste, at det krævede en ren straffeattest. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan myndighederne fik kendskab til ansøgerens aktiviteter som peshmerga. Først til gensamtalen [i foråret 2017] har ansøgeren forklaret, at hans bodyguard angav ham til de iranske myndigheder, hvilket han ikke har forklaret om til hverken oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2015] eller asylsamtalen [i starten af 2017]. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende og usammenhængende om baggrunden for, hvorfor hans forældre bad ham komme tilbage til Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de bad ansøgeren komme tilbage, fordi de havde mistet én søn og ikke ønskede at miste endnu en søn. Senere under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de iranske myndigheder pressede ansøgerens forældre til at hente ansøgeren tilbage. I den forbindelse har ansøgeren også forklaret divergerende om, hvordan hans forældre blev presset til at hente ansøgeren tilbage. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvilke partier han har arbejdet for, hvilket sprog han lavede radio på, og om sine aktiviteter for [parti A] i Irak fra 2004 til 2006. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem han uddelte materiale sammen med. Endvidere finder Flygtningenævnet, at dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Nævnet finder således, at det forekommer mindre sandsynligt, dels at ansøgeren skulle have truet efterretningstjenesten med, at han ville blive peshmerga igen, hvis han ikke fik en taxatilladelse, dels at det ikke fik konsekvenser for ansøgeren. Ligeledes finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren uddelte løbesedler midt om natten, uden at tage nogen forholdsregler mod at blive opdaget, herunder maskere sig. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og Irak som konstruerede og utroværdige, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter, har nævnet ligeledes afvist grundlaget for ansøgerens ophold i Irak, hvor han skulle være konverteret. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om baggrunden for beslutningen om at konvertere, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/336/MAH
