Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt konverteret til Jehovas Vidner fra [A], Hormuzgan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i demonstrationer mod Den Grønne Bevægelse i protest mod den nye præsident i 2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han begyndte at interesse sig for kristendommen, da han begyndte at tale med sin ven, Amir. Ansøgeren begyndte at deltage i møder sammen med Amir, Amirs bror og to andre personer i en hjemmekirke. Ansøgeren kom i hjemmekirken i omkring tre måneder, hvor han lærte om kristendommen og Jehovas Vidner. Ansøgeren modtog et opkald fra Amirs bror, der oplyste ansøgeren om, at Amir var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren ringede til sin ven, Hamid, der kørte ansøgeren hen til Hamids far. Efter at have boet hos Hamids far i over to måneder, flyttede ansøgeren hen til en lejlighed, hvor hans ægtefælle også skulle opholde sig. Efter omkring en uge ringede ansøgeren til en ven ved navn Wahab, som skyldte ansøgeren nogle penge. Ansøgeren blev kørt hjem til Wahab, hvor politiet var til stede. Ansøgeren blev anholdt og kom for retten. Efter at have været fængslet i tre måneder, blev ansøgeren løsladt mod kaution. Ansøgeren begyndte igen efter sin løsladelse at deltage i kristne møder. Under et møde modtog de et opkald om, at myndighederne havde fået oplysninger om stedet. Ansøgeren flygtede herefter fra stedet. Ansøgeren opholdt sig igen hos Hamids far, hvorefter han udrejste af Iran. Efter ansøgerens udrejse er hans far blevet tilbageholdt af myndighederne en gang. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har forklaret udetaljeret og usammenhængende samt divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om sit kendskab til Amirs religion og om begrundelsen for sin egen interesse for Jehovas Vidner. Han har generelt forklaret unøjagtigt og divergerende om diverse tidspunkter. Han har således forklaret divergerende om, hvornår han og Amir begyndte at tale om Jehovas Vidner og om, hvornår han begyndte at komme i den første huskirke. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe han blev tortureret under sin angivelige tilbageholdelse og om, hvorvidt han fik en dom for at konvertere. Endelig har ansøgeren og hans ægtefælle forklaret indbyrdes divergerende om, hvorfor ansøgeren blev løsladt mod kaution. Ansøgeren har under nævnsmødet tillige forklaret divergerende om datoen for sin udrejse og om, hvad han talte med Daniel om. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han udrejste af Iran [i sommeren] 2015, mens han over for Nævnet har forklaret, at han udrejste [i efteråret] 2015. Han har tillige indledningsvist forklaret over for Udlændingestyrelsen, at han fortalte Daniel alt om sine problemer, da han mødte ham til brylluppet, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke røbede noget til Daniel, fordi han først mistænkte Daniel for at være fra politiet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller komme diverse tidsangivelser nærmere, ligesom han ikke har været i stand til at uddybe sin interesse for Jehovas vidner i Iran eller redegøre for de indre processer og tanker vedrørende Jehovas Vidner, som han påberåber sig i forhold til konverteringen til Jehovas Vidner. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle blive løsladt mod kaution i en måned, efter at Amir havde udpeget ham som frafalden. Det forekommer i forlængelse heraf også mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke flygtede straks efter løsladelsen, men blev i landet, fordi han regnede med, at han skulle i fængsel igen og derefter frifindes og løslades, herved også fordi han har forklaret, at han allerede før tilbageholdelsen var begyndt at forberede sin udrejse. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han udrejste via lufthavnen i Teheran på sin brors pas, og at hans hustru udrejste på sit eget pas, ca. 1/2 år efter han var udeblevet fra den fortsatte fængsling ikke forekommer sandsynlig, henset til den situation som ansøgeren befandt sig i. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren i Iran konverterede til Jehovas Vidner, eller at han af den grund blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han havde konflikter med de iranske myndigheder eller andre i Iran, da han udrejste fra Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet overbevist Jehovas Vidne til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, hvorefter han straks efter indrejsen i Danmark opsøgte Jehovas Vidner uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende Jehovas Vidner på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som Jehovas Vidne henvist til, at han var utilfreds med Islam, og at han hos Jehovas Vidner særligt lægger vægt på den indre ro, som han har fundet og på, at han kan få tilgivet sine synder og få evigt liv. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med dette. Han har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen overbevisning og for sit liv som Jehovas Vidne. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for nogle af de forskelle, der er mellem Jehovas Vidner og den kristne kirke, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans missionering som udøbt forkynder og deltagelse i Jehovas Vidners aktiviteter mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse af et Jehovas Vidne. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse aktiviteter til grund. Efter ovennævnte bevisvurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/331/SEL
