iran201833

Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk perser fra [bynavn] by i Markazi provinsen, Iran. Han har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han den [nærmere angiven dato i foråret] 2015 mødte en skolekammerat, der er armener og kristen. Han tror, at kammeraten, der hedder [A], er protestant. Efter ca. to måneder begyndte de at tale om kristendommen. Ansøgeren fik et trækors af [A]. Han købte også et armbånd med et kors. Ansøgeren havde også en kæde med et kors. Fra sin barndom havde han endvidere en kniv med et kors. Ansøgeren søgte tillige informationer om kristendommen på internettet. Han så på nettet en film om Jesus og læste Matthæusevangeliet. [A] læste også op af biblen for ham. Efter et par måneder blev ansøgeren gradvis kristen. Det fortalte han ikke sin familie og kæreste, men hans mor mærkede hans interesse, og hun så jo hans kors. Han blev ikke døbt i Iran. Den [nærmere angiven dato i sommeren] 2015 mødte ansøgeren, efter tilsigelse, på efterretningstjenestens kontor, hvor han blev afhørt om, hvorfor han var blevet kristen samt udspurgt om sine kristne kontakter. Han blev beskyldt for at have været i huskirke, hvilket han imidlertid aldrig havde været. Ansøgeren nægtede alt. Det fremgik ikke, hvilke oplysninger, der havde gjort efterretningstjenesten interesseret i ham. Tjenesten nævnte ikke Arnold. Under tilbageholdelsen blev han flere gange slået. Han blev løsladt den [samme dato] 2015 mod at skrive under på erklæring om, at han ikke måtte have forbindelse med kristendommen. Ellers ville han ifølge erklæringen blive kendt skyldig. Omkring en uge senere ringede ansøgers far og oplyste, at ansøgerens værelse var blevet ransaget af efterretningstjenesten, som havde taget ansøgerens computer med link til Matthæusevangeliet. Jesusfilmen var også på computeren. Myndighederne tog også hans trækors samt nogle print af dele af Matthæusevangeliet. Ansøgeren udrejste derefter den [fem date efter løsladelsen] 2015 illegalt til Tyrkiet. 15-20 dage efter indrejsen i Danmark begyndte han at gå i kirke. Efter seks måneders undervisning blev han den [nærmere angiven dato i foråret] 2016 døbt i overværelse af en række andre asylansøgere, herunder nogle der ikke er kristne. Som det fremgår af skriftlige erklæringer, deltager han i Danmark regelmæssigt i kirkelige sammenkomster. Han går stadig til kristendomsundervisning hver onsdag. Om søndagen går han til gudstjeneste. Han deltager også i en bibelgruppe om lørdagen. Han vil følge det kristne missioneringspåbud. Hvis han kommer til Iran, vil han fortsætte med at leve et aktivt kristent liv. Han vil bl.a. tale om kristendommen med venner og bekendte. Han vil opsøge personer, der har syndet samt tilstræbe at hjælpe og vejlede de pågældende. Det vil blive opdaget, og myndighederne vil derefter formentlig dødsdømme ham. Ansøgeren har i Flygtningenævnet demonstreret betydelig viden om kristendommen og hans forklaring om hans konversion er fremstået overbevisende og troværdig. Nævnet lægger endvidere i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran vil leve et aktivt og åbent kristent liv i kontakt med andre. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han herefter vil være i risiko for, at myndighederne vil blive bekendt hermed og udsætte ham for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren inden udrejsen var i myndighederne søgelys og måtte underskrive erklæring – hvis indhold ansøgeren på overvisende måde har kunnet gengive under nævnsmødet – om, at han ikke fremover ville have forbindelse med kristendom. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/33/MJM