Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvangsgift med sin afdøde ægtefælles brors søn. Ansøgeren frygter herudover, at hendes børn bliver taget fra hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun har været gift to gange. Da hendes anden ægtefælle døde, blev ansøgeren boende i parrets hus. Hun oplevede ikke nogen problemer i 8 til 9 år. Derefter fandt ansøgeren ud af, at det var blevet besluttet, at hun skulle giftes med sin afdøde ægtefælles brors søn, [A], hvilket ansøgeren ikke ville. Det var [A’s] far, [B], som fortalte ansøgeren, at hun skulle giftes med [A], og [B] fortalte også ansøgeren, at hendes børn tilhørte ham. [B] opsøgte herefter ansøgeren en række gange i gennem en periode på halvandet år. Han udsatte ansøgeren for seksuelle overgreb tre eller fire gange, og derudover slog han ansøgeren, når hun sagde, at hun ikke ville giftes med [A]. [B] opsøgte også ansøgeren en række gange sammen med to soldater, som forsøgte at tage hendes børn fra hende. Soldaterne fik dog medlidenhed med børnene, hvorfor de ikke tog dem med. Ansøgeren fik på et tidspunkt nok af [B’s] opsøgninger, og kontaktede sin bror, som hjalp hende med at udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig, divergerende og usammenhængende trods det relativt enkle asylmotiv. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og uden skolegang. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet gentagne gange forklarede, at chikanen og truslerne fra [B] begyndte halvandet år efter ægtefællens død og varede frem til udrejsen, hvorefter hun – foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen, hvorefter hun boede alene i otte til ni år uden problemer – forklarede, at det er rigtigt. Ansøgerens forklaring om, at det beror på en misforståelse, forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun havde klaget til myndighederne over tvangsægteskabet med [A] tre gange, sidste gang tre til fire måneder før sin udrejse, men at de ikke ville hjælpe, da de var relaterede til svigerfamilien, hvorimod ansøgeren ikke har oplyst dette til asylsamtalen. Foreholdt dette forklarede ansøgeren først, at hun ikke havde sagt sådan, dernæst at hun gik til myndighederne og fortalte dem om tvangsægteskabet og sidst, at hun klagede til myndighederne over, at [B] ville tage hendes børn fra hende, men at hun ikke havde klaget over tvangsægteskabet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun var blevet opsøgt og tævet på sin bopæl mere end 20 gange, og at hun endvidere var blevet voldtaget tre til fire gange af [B], sidste gang et par måneder før sin udrejse. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt af [B] i alt 10 gange, og at sidste gang var på et tidspunkt i løbet af de sidste fem måneder, hun boede i Iran, hvorefter ansøgeren – foreholdt divergenserne – forklarede, at hun blev opsøgt af [B] 10 gange og blev slået 20 gange, og at hun ikke husker, hvornår hun blev opsøgt sidste gang. Senere under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at [B] opsøgte hende 10 gange for at fjerne hendes børn og derudover 20 gange for at tvangsgifte hende med sin søn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [B] otte til ni år efter ansøgerens anden ægtefælles død skulle ønske ansøgeren tvangsgiftet med hans søn, ligesom det forekommer usandsynligt, at soldaterne kom omkring 10 gange for at tage ansøgerens børn fra hende uden, at dette skete, idet de hver gang fik medlidenhed med børnene. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ventede omkring halvandet år, hvor opsøgningerne og volden angiveligt fandt sted, inden hun udrejste af Iran og uden, at hun har kunnet redegøre for den flugtudløsende begivenhed. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/327/JAH
