Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring seks til syv måneder forud for sin samtale med sin advokat [i efteråret] 2018 meldte sig ind i [et kurdiske politiske parti]. Ansøgeren har oplyst, at have deltaget i forskellige aktiviteter med partiet, herunder et partimøde, en mindehøjtidelighed i KDPI og et møde, hvor de udtryktes protest mod de seneste henrettelser af unge kurdere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at slå nogle ihjel eller selv at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet de vil have ham til at virke som meddeler for dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at vende tilbage til Iran, idet han er konverteret til kristendommen og har meldt sig ind i [et kurdisk parti] under sit ophold i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den iranske efterretningstjeneste henvendte sig til ham i 2009/2010. De ønskede, at han skulle samarbejde med dem blandt andet ved at indsamle informationer i grænseområdet, hvor ansøgeren havde nogle kontakter. Ansøgeren afslog samarbejdet. En dag, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han overfaldet, slået og tilbageholdt natten over. Efterretningstjenesten bad igen ansøgeren om at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren afslog. Herefter flyttede ansøgeren til en anden by, der lå en times kørsel væk. Omkring foråret 2014 blev tre betjente skuddræbt. Efterretningstjenesten så på nogle billeder, at ansøgeren var til stede på drabsstedet. Efterretningstjenesten mistænkte ansøgeren for at tilhøre et oppositionsparti og spurgte ham, hvad han lavede på drabsstedet. Ansøgeren kunne ikke få fornyet sin tilladelse til at handle i grænseområdet, hvis han ikke samarbejdede med efterretningstjenesten. De lagde et stort pres på ansøgeren, og han besluttede at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. [I sommeren] 2016 blev han døbt. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om dele af sit asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han, da efterretningstjenesten kontaktede ham første gang, blev anmodet om at rapportere, såfremt han i [byen A] fik øje på folk fra Irak. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ved den første henvendelse fra efterretningstjenesten blev anmodet om at samle oplysninger i Irak ved PUK’s baser, og til gensamtalen, at han både skulle rapportere om forhold i Iran og Irak, herunder få folk i Irak til at arbejde for den iranske efterretningstjeneste, finde ud af, hvor Komalas og KDPI’s baser er, hvor store styrker disse har, og hvem der samarbejdede med dem. Henset til ansøgerens baggrund og forudsætninger finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at efterretningstjenesten skulle være interesseret i at anvende ansøgeren til de opgaver, han beskrev under gensamtalen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange han blev kontaktet af efterretningstjenesten op til sin udrejse, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var ca. ti gange, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han de sidste tre måneder før sin udrejse blev kontaktet næsten dagligt. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, har ansøgeren forklaret, at konsekvenserne af, at han ikke ville samarbejde med efterretningstjenesten var, at han to gange mistede sin tilladelse til at færdes og handle i grænseområdet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at da han flyttede fra [byen A], blev han ikke opsøgt af efterretningstjenesten i en periode på ca. 5 år, ligesom ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke frygtede for sit eget liv, at efterretningstjenestens formål ikke var at slå ham ihjel, og at der ikke var en bestemt begivenhed, der udløste hans udrejse, men at han var virkelig træt af sit liv efter presset fra efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med myndighederne havde en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har om sine politiske aktiviteter i Danmark forklaret, at han har arrangeret og deltaget i demonstrationer og KDPI-arrangementer som almindelig deltager, uden at holde taler. Ansøgeren kan herefter ikke betragtes som særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgerens Facebook profil er oprettet i navnet [B], den tidligere profil i navnet [C], og således ikke i ansøgerens eget navn, [D]. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgerens politiske aktiviteter og hans optræden på en You-Tube video er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kundskab. Ansøgeren er blevet døbt [i sommeren] 2016 men har til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2016 oplyst, at han var ikke-religiøs og har interesse for kristendommen men har intet oplyst om sin konvertering eller dåben. Ansøgeren har ikke kunnet huske sin dåbsdato eller navnet på den kirke, hvor han er døbt. Selv om ansøgeren efter sin egen forklaring har deltaget i gudstjenester, kristendomsundervisning og andre kirkelige aktiviteter, har han demonstreret et meget begrænset kendskab til kristendommen og forståelsen heraf, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre fyldestgørende for sin indre overbevisning eller sine overvejelser omkring konvertering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Det forhold, at ansøgeren er analfabet kan ikke medfører et andet resultat. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/324/snd
