Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra Bukan, Iran. Ansøgeren har været medlem af det kurdiske parti Komala siden 2010 og har udøvet politiske aktiviteter for partiet i en årrække. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim fra Bukan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske parti Komala, siden hun var omkring ti år gammel. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, fordi den mandlige ansøger blev idømt fængsel i tre år og bortvisning fra hjemegnen på grund af sine aktiviteter for Komala i Iran. Ansøgerne har som støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger i 2005 rejste sammen med den kvindelige ansøgers fætter til Irak. Den mandlige ansøger skulle besøge en ven, og den kvindelige ansøgers fætter skulle besøge sin søn. Da de var nået til Irak, skiltes de, og fortsatte deres rejser hver for sig. Den kvindelige ansøgers fætter blev anholdt [i] februar 2006. Fætteren fortalte myndighederne, at han havde arbejdet sammen med den mandlige ansøger i Irak. Den kvindelige ansøgers fætter var et aktivt medlem af Komala, og han havde tidligere været i fængslet på grund af sine politiske aktiviteter. Fætteren blev slået, hvilket fik ham til at fortælle alt til de iranske myndigheder. Omkring den […] marts 2006 blev anssøgernes bopæl opsøgt af omkring 15 til 20 personer fra de iranske myndigheder. Bopælen blev ransaget, og den mandlige ansøger blev taget med til en politistation, hvor han blev afhørt af en repræsentant fra efterretningstjenesten omkring sin tilknytning til Komala. Den mandlige ansøger fik nogle lussinger. Han blev herefter fængslet i omkring 25 dage hos efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger blev hængt op og tortureret. Han var under konstant tortur i omkring 25 dage. Den mandlige ansøger blev anklaget for at have udøvet politiske aktiviteter for Komala, men han nægtede. Den mandlige ansøger var fængslet sammen med to andre personer, som havde udført aktiviteter for partiet. Dette var den mandlige ansøgers svigermors mosters søn, [A] og ansøgerens ven [B]. Den kvindelige ansøger besøgte den mandlige ansøger én gang under hans fængsling i Bukan. Den mandlige ansøger blev herefter flyttet til fængslet i Uromiyeh, hvor han fortsat var fængslet med de to førnævnte personer. Under tortur indrømmede de to personer, at de sammen med den mandlige ansøger havde lavet aktiviteter for Komala. Den mandlige ansøger blev også udsat for overgreb i fængslet. Han var fængslet i omkring tre måneder og fem dage. Den mandlige ansøger var efterfølgende i fængslet i Mahabad i 15 dage, indtil hans brødre betalte hans kaution på 80 millioner toman. Den mandlige ansøger havde ikke været i retten, da han blev løsladt mod kaution. Den mandlige ansøgers sag kom for retten i 2006, og han deltog i to retsmøder. I Iran får man sin dom sendt til bopælen, hvorefter man har tre uger til at klage over afgørelsen. Den mandlige ansøger ankede dommen, men den blev stadfæstet. Den mandlige ansøger blev i 2007 eller 2008 idømt tre års fængsling og tvangsflytning til et andet område i Iran. Ansøgerne udrejste sammen med deres tre sønner kort tid herefter. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerne og deres sønner har forklaret indbyrdes divergerende om væsentlige forhold. Dertil kommer, at den mandlige ansøger har fremlagt falske dokumenter i sin asylsag. Flertallet finder således, at ansøgernes generelle troværdighed er væsentligt forringet af, at to særskilte ægthedsvurderinger har fastslået, at tre centrale dokumenter, som den mandlige ansøger har fremlagt vedrørende sit fængselsophold og sin dom, er falske. Konklusionen er, at det samlede sagskompleks, som de tre dokumenter søger at underbygge, ikke er ægte. De af ansøgerne fremlagte nye dokumenter vedrørende kautionsforpligtelsen kan herefter heller ikke lægges til grund. Flertallet har herved også lagt vægt på, at den mandlige ansøger til gensamtalen [i] august 2016 har afvist, at de tre fremlagte dokumenter er falske med divergerende og udbyggende begrundelser. Om det ene af dokumenterne har den mandlige ansøger til sin gensamtale [i] august 2016 således forklaret, at han ikke fik dokumentet fra retten, men derimod fra en advokat, der ikke måtte give det til ansøgeren, hvilket den mandlige ansøger ikke har forklaret om tidligere, hverken i sit asylansøgningsskema af maj 2015, til oplysnings- og motivsamtalen af juni 2015 eller til asylsamtalen af marts 2016. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han har fremskaffet de tre dokumenter, idet han til sin gensamtale indledningsvis flere gange har forklaret, at han fik dokumenterne tilsendt af en ven i Norge. Denne forklaring ændrede den mandlige ansøger under oversættelsen af gensamtalereferatet, idet ansøgeren oplyste, at han fik dokumenterne tilsendt af en mand i Sverige, der er som en bror for ansøgeren, og som ansøgeren stoler på. Derudover har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvordan han kom i besiddelse af sin dom i Iran. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at dommen blev sendt til ham, og at han havde tre uger til at appellere dommen, hvilket ansøgeren gjorde, og at dommen derefter blev stadfæstet. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han skulle have den af sin advokat, der fik den tilsendt, og at advokaten fortalte ansøgeren, at han først skulle 1-1½ år i fængsel, inden han kunne appellere. Ved vurderingen af ansøgernes asylmotiv har flertallet derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter for Komala i Iran forud for familiens udrejse til Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han uddelte løbesedler og tidsskrifter for partiet og hvervede nye medlemmer, mens han til gensamtalen har forklaret, at han var en del af en hemmelig organisering af Komala, og at de havde specielle mobiltelefoner, der ikke kunne aflyttes, og at ansøgerens arbejde bestod i at meddele partiets ledelse om forskelligt. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret divergerende om sin løsladelse. Til oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvis til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke var i retten, inden han blev løsladt af myndighederne, hvilken forklaring den mandlige ansøger senere ændrede under asylsamtalen. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger ligeledes forklaret, at han var i retten uden advokat to gange efter sin løsladelse, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han var til et retsmøde, og at han fik tildelt en advokat. Endelig har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvornår familien udrejste efter 4½ måneds fængsling. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at familien udrejste to dage før nytårsaften i slutningen af 2007, hvilket han senere ændrede til slutningen af 2008. I asylansøgningsskemaet har den mandlige ansøger oplyst, at han kom i fængsel i Iran i 1384, svarende til [x] marts 2005- [x] marts 2006, hvilket ikke stemmer overens med, at familien først udrejste i slutningen af 2008. Vedrørende ansøgernes og deres sønners indbyrdes divergerende forklaringer har flertallet navnlig lagt vægt på, at familien har forklaret divergerende om, hvad der skete under den mandlige ansøgers tilbageholdelse i Iran. Den mandlige ansøger har forklaret, at han var i stuen sammen med sin ægtefælle, og at deres børn var på deres værelse på 1. sal, da de iranske myndigheder kom, at der kom ca. 15-20 personer til bopælen, og at han blev iført håndjern bag på ryggen efter myndighederne havde ransaget bopælen. Ansøgernes søn, […], har derimod forklaret, at hele familien var i stuen, og at de var ved at spise en slags frø ved bordet, at der kom 5-6 personer, og at den mandlige ansøger blev iført håndjern foran maven, straks da myndighederne var kommet ind i boligen. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at der kom 4-5 personer, mens hun til sin asylsamtale har forklaret, at der kom 20-30 personer. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at flere af myndighedspersonerne var iklædt militæruniformer, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de alle var iklædt civilt tøj. Om den kvindelige ansøgers besøg i fængslerne har hun forklaret, at ansøgerne var adskilt og sad i forskellige rum, og at de talte via en telefon, mens den mandlige ansøger har forklaret, at de sad i samme lokale, og at han kunne røre hende. Derudover har familien forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de var medlem af Komala. Flertallet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. I den forbindelse bemærker flertallet, at der ved vurderingen af de fremhævede divergenser er taget hensyn til, at de beskrevne forhold er foregået nogle år tilbage, og at ansøgernes sønner var mindreårige på daværende tidspunkt. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har flertallet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed. På denne baggrund kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgerne i 2007/2008 flygtede til Irak som følge af, at den mandlige ansøger var blevet dømt for politiske aktiviteter for Komala. Det forhold, at den mandlige ansøgers navn fremgår på nogle lister på nettet som værende sigtet for at have kontakt til kurdiske partier, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de har udført aktiviteter for Komala, herunder i Irak, der har ført til, at de er efterstræbt af de iranske myndigheder. Det forhold, at ansøgerne sympatiserer med Komala, og at den mandlige ansøger er medlem af partiet, samt at ansøgerne har fremlagt fotos, hvor de optræder sammen med ledende medlemmer af Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne vil være efterstræbt af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran som følge af deres aktiviteter for Komala i Danmark. Flertallet har herved lagt vægt på, at aktiviteterne er af begrænset karakter, og at ansøgerne ikke er profilerede. Herefter finder flertallet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet bemærker, at begge ansøgere har forklaret, at de ikke har nogen religion. Ansøgerne har ikke påberåbt sig dette som asylmotiv, og henset til at ansøgerne ikke har forklaret om religionsrelaterede problemer, kan dette forhold ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/304/SME
