Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af religiøs overbevisning fra [by], Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, mens den mandlige ansøger er sympatisør, men ikke medlem af KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbror i 1991 blev slået ihjel af myndighederne på grund af sine aktiviteter for KDPI. Omkring en måned senere blev hele ansøgerens familie fængslet i to måneder. I marts 2007 blev ansøgerens far slået ihjel af myndighederne som følge af farbrorens relationer til KDPI, og fordi faren nægtede at samarbejde med myndighederne. I august 2015 blev ansøgeren opsøgt, tilbageholdt og udsat for vold af de iranske myndigheder, idet de påstod, at ansøgeren var i kontakt med KDPI, ligesom de forsøgte at få ansøgeren til at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren imidlertid nægtede. Ansøgeren blev løsladt efter tre til fire timer. Kort tid efter - omkring [efteråret] 2015 - blev ansøgerens bopæl ransaget af agenter fra den iranske efterretningstjeneste, som ledte efter beviser på ansøgerens medlemskab og aktiviteter for KDPI. Ansøgeren var ikke selv til stede på bopælen, men hans ægtefælle blev udsat for vold og spurgt ind til, hvor ansøgeren befandt sig. I forbindelse med ransagningen konfiskerede efterretningstjenesten ansøgerens bærbare computer, et fotoalbum og en dagbog, som indeholdt regimekritisk materiale og materiale om yarsan. Herefter valgte ansøgeren ikke at vende tilbage til sin bopæl, idet han i stedet opholdte sig hos forskellige familiemedlemmer frem til sin udrejse af Iran omkring [efteråret] 2015. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens mor blevet indkaldt og udspurgt af efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han i Danmark har oprettet en Facebook-profil, hvor han har postet politiske budskaber (KDPI) samt budskaber om yarsan og kristendommen. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringerne forekommer divergerende på flere centrale punkter, udbyggende og utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne skulle slå ansøgerens far ihjel 16 år efter, at farbroren blev slået ihjel henset til, at ansøgerens far ikke var politisk aktiv, og at han ikke på noget tidspunkt havde samarbejdet med myndighederne, selvom han angiveligt havde givet tilsagn om dette i forbindelse med familiens løsladelse samme år, som farbroren blev slået ihjel. Det forekommer tillige utroværdigt, at efterretningstjenesten skulle have interesse i ansøgeren i 2015 henholdsvis 24 år og 8 år efter, at ansøgerens farbror og far var døde, og uden at ansøgeren selv havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om den begivenhed, der førte til udrejsen fra Iran. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger indvilligede i at samarbejde med myndighederne under tilbageholdelsen. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den mandlige ansøger fortalte hende, at han blev løsladt med besked om, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han løj for myndighederne om at ville samarbejde for at blive løsladt. Til sin asylsamtale forklarede den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger havde svaret, at han ikke ville samarbejde og dernæst, at hun ikke vidste, hvad den mandlige ansøger præcist svarede til, at de ville have ham til at samarbejde. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at efterretningstjenesten foreslog ham, at han skulle samarbejde med myndighederne, og at han svarede, at han ikke ville gå med til det, mens han på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han under tvang accepterede at samarbejde med myndighederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at myndighederne ikke var voldelige overfor ægtefællen, mens han var tilbageholdt, mens hun til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de havde slået hendes ægtefælle hårdt, mens de tilbageholdt ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han efter løsladelsen var hjemme i ca. en halv time, før han forlod bopælen, mens den kvindelige ansøger på mødet først forklarede, at hendes ægtefælle var hjemme i omkring fem timer, og efterfølgende – da hun blev foreholdt denne divergens – at hun ikke kan huske det. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklarede, at han fik en pose/bind for øjnene, da efterretningstjenesten tog ham med, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han fik både en hætte over hovedet og håndjern på. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger først til sin advokat har forklaret, at han efter løsladelsen skulle komme tilbage til efterretningstjenesten samme dag eller den følgende dag. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne begge til deres asylsamtaler forklarede, at de ikke havde telefonisk kontakt i perioden mellem ransagningen og udrejsen, mens de under mødet i Flygtningenævnet begge har forklaret, at den mandlige ansøger ringede til ægtefællen flere gange i denne periode. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, der efter sin forklaring ikke var politisk aktiv, skulle have en computer, hvor han efter sin forklaring alene havde materiale vedrørende KDPI – samt noget materiale vedrørende yarsan – og at han i givet fald efter sin løsladelse ikke traf forholdsregler for at fjerne dette materiale fra bopælen, idet han efter sin forklaring udelukkende tænkte på at gå under jorden. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgernes forklaring om deres asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved bedømmelsen af ansøgernes troværdighed ikke har taget hensyn til den i sagen foreliggende anonyme anmeldelse. De generelle forhold for kurdere i Iran kan ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det forehold, at den mandlige ansøger har oprettet en Facebook-profil, hvor han i Danmark har lagt politiske budskaber samt budskaber om yarsan og kristendommen, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han, der efter det ovenfor anførte, ikke kan anses for at have været profileret ved udrejsen, nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/300/TLNJ
