Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at have været i besiddelse af politisk og religiøst materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2009 blev anholdt af de iranske myndigheder, fordi han gik ind igennem en demonstration, da han på vej hjem fra arbejde skulle krydse en vej. Da ansøgeren under den efterfølgende fængsling blev udsat for voldelige overgreb, tilstod han medvirken til oprør og forstyrrelse af den offentlige orden samt deltagelse i ulovlig demonstration. Ansøgeren blev idømt otte års fængsel, men blev i 2014 efter fem års fængsel løsladt mod kaution. I forbindelse med løsladelsen blev ansøgeren pålagt meldepligt, ligesom han blev pålagt at meddele myndighederne, hvis han forlod byen. Omkring tre dage forud for ansøgerens udrejse af Iran blev han og hans bror, [A], opsøgt af [A’s] ven, [B], der er kristen, og som boede på samme vej, som ansøgerens familie. [B] bad ansøgeren og [A] om at opbevare en taske på deres bopæl, hvilket de indvilligede i. Dagen efter, da ansøgeren og [A] var på arbejde, blev deres bopæl ransaget af personer fra den iranske efterretningstjeneste, der fandt [B’s] taske. Ansøgerens mor ringede til ansøgeren og [A] og fortalte om episoden, ligesom hun oplyste, at de fremmødte havde taget ansøgerens far med til afhøring. Ansøgeren og hans brødre, [A] og [C], rejste herefter til Teheran, hvor de tog ophold hos deres farbror. Efter to dages tilbageholdelse blev ansøgerens far løsladt. Faren kontaktede herefter ansøgeren og hans brødre og fortalte, at [B] var blevet anholdt, og at [B] havde oplyst ansøgerens og [A’s] navne til myndighederne. Faren fortalte endvidere, at [B’s] taske havde indeholdt politisk og religiøst materiale. Dagen efter udrejste ansøgeren og [A] af Iran sammen med deres bror, [C]. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin far fået oplyst, at myndighederne har været på familiens bopæl et antal gange for at lede efter ansøgeren og hans brødre, ligesom ansøgerens far har været afhørt på ny. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Iran lærte en kristen armener, [D], at kende. [D] introducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. Ansøgeren fik endvidere [D] til at tatovere et kors på ansøgerens skulder. Efter sin løsladelse bad ansøgeren bønner, ligesom han lånte en kristen film af sin ven, [E], der havde en videoforretning. Ansøgeren foretog af frygt for konsekvenserne ikke andre religiøse handlinger. Efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Han har deltaget i kristendomsundervisning, og han taler med andre om kristendommen. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold flere gange blev udsat for voldtægt af sine medfanger. Efter noget tid medvirkede han til seksuelt samvær med medfanger, idet han ikke havde mulighed for at modsætte sig eller anmelde det til fængselspersonalet. I forhold til en eventuel anmeldelse frygtede han, at han ville blive straffet for ”lavat”, som er en seksuel akt mellem to mænd. Straffen herfor er ifølge iransk lovgivning henrettelse. Under sit fem års fængselsophold blev ansøgeren homoseksuel, og han har også under sit ophold i Danmark haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han har været stofmisbruger, og at han indtil for nylig var på afvænning, samt at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf fore-taget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betyd-ning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig er de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og er blevet døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt sad i fængsel, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han trods sin udbyggende forklaring herom under dette fængselsophold blev udsat for visse overgreb, men at der er tale om et afsluttet forhold. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at løsladelsen af ham var betinget, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først til sidst i forløbet har oplyst, at forholdet alligevel ikke var afsluttet, samt at han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på denne udbygning af sin oprindelige forklaring. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt af myndighederne, fordi han og hans bror [A] har opbevaret en taske med politisk og kristent materiale, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af dette asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvor tæt på [B] boede, og han har ikke kunne forklare overbevisende om, hvorfor [B] ikke selv kunne tage sin taske med eller bære den hjem til sig selv. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at [B] skulle bede sin ven og dennes bror om at opbevare tasken og derved udsætte dem for fare uden at advare dem. Endelig har han forklaret divergerende om, hvor [C] arbejdede og om, hvorvidt de mødte ham ved busterminalen eller hentede ham på hans arbejdsplads. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans kristne medfange lærte ham om kristendommen gennem 1 år, eller som forklaret under nævnsmødet gennem 4 år, og om hvorvidt han ikke fik konkret viden om kristendommen i fængslet, eller hvorvidt han som forklaret under nævnsmødet lærte en del af medfangen, som var missionær og fængslet af den grund. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen alene henvist til, at han føler ro og kærlighed. Han har ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og over-bevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Den kirkelige udtalelse, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har et kors tatoveret på den ene skulder, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet homoseksuel. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret om homoseksualiteten i forbindelse med advokatindlægget, og at han ikke har været i stand til at forklare uddybende om sin identitet som sin homoseksuel. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/296/tps
