Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim af trosretning fra [X] i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han tidligere blev løsladt ved en fejl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [foråret] 2012 fandt nogle antikke mønter på en frugtplantage sammen med plantagens ejer, [A], og en anden person ved navn [B]. [B] kendte en person ved navn [C], der var interesseret i at købe mønterne, og som ville betale mere for mønterne end en guldsmed. I [foråret] 2012 mødtes ansøgeren og hans kæreste, [D], med [C] i et hus i Isfahan. På et tidspunkt blev huset stormet af personer fra efterretningstjenesten. De pågældende gav ansøgeren bind for øjnene og bandt hans hænder, hvorefter de kørte ham i bil til efterretningstjenestens kontor i Isfahan, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Efter to dage blev han kørt til efterretningstjenestens kontor i Teheran, hvor han blev udspurgt om mønterne og udsat for voldelige overgreb. Omkring 25 dage senere blev ansøgeren kørt tilbage til Isfahan, hvor han blev fængslet. Under sit fængselsophold fik ansøgeren oplyst, at der verserede tre sager imod ham. En sag vedrørende produktion af falske mønter, en sag vedrørende salg af narko og en sag vedrørende ulovligt forhold til kæresten, [D]. Ansøgeren blev idømt 15 år og én dags fængsel i sagen vedrørende produktion af falske mønter, men blev efter tre og et halvt års fængsel løsladt ved en fejl, da han i [efteråret] 2015 var i retten i forbindelse med sagen vedrørende salg af narkotika. I denne sag blev ansøgeren idømt 30 piskeslag, og straffen blev gennemført umiddelbart efter domsafsigelsen. Samtidigt fastsatte retten fejlagtigt et mindre beløb som kaution for ansøgerens løsladelse. Ansøgerens far var dermed i stand til at stille sin ejendom som sikkerhed for kautionen, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Dagen efter blev retten opmærksom på fejlen, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle anholdes. Ansøgerens far blev endvidere anholdt og tilbageholdt en dag, ligesom retten inddrog farens ejendom. Ansøgeren blev efterfølgende idømt yderligere fem års fængsel. Endelig er ansøgeren blev idømt seks måneders fængsel og 50 piskeslag for ulovligt forhold til [D]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit fængselsophold i Isfahan lærte en kristen armener, [E], at kende. [E] intro-ducerede ansøgeren til kristendommen, og ansøgeren begyndte allerede under sit fængselsophold at opfatte sig selv som kristen. I løbet af den første uge efter sin indrejse i Danmark begyndte ansøgeren at gå i kirke. Efterfølgende har ansøgeren deltaget i kristne lejre og andre kristne arrangementer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt i Frederikshavn Kirkecenter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren har oplyst, at han er på metadon efter stofmisbrug, og at han har det psykisk svært. Flygtningenævnet har som følge heraf foretaget en vis lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set bort fra en del af de mange divergenser i sagen og alene tillagt helt centrale divergenser betydning. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sin bror, og at brødrene begge har påberåbt sig, at de hver i sær har været fængslet i Iran, at de begge under fængselsopholdet mødte en medfange, der var kristen og som omvendte dem, hvorefter de begge blev løsladt ved, at deres far stillede en ejendom til sikkerhed, og endelig de begge efter indrejsen i Danmark straks begyndte at gå i kirke og blev døbt, men at deres asylmotiver fra Iran i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, og at de ikke kender til hinandens asylmotiver fra Iran. Flygtningenævnet finder, at dette til en vis grad svækker begge ansøgeres troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet fra Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvordan han blev introduceret til køberen af mønterne, hvordan handlen blev afsløret og om længden af sin fængsling. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at de dokumenter vedrørende fængslingen, som ansøgeren har fremlagt til støtte for sit asylmotiv, efter oplysningerne i sagen er falske. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at indholdet af dokumenterne ikke understøtter ansøgerens forklaring om det passerede. Ansøgeren har således forklaret, at han blev idømt 15 år og 1 dags fængsel for møntsagen, mens han blev idømt en bøde og 30 piskeslag for forholdet til [D] og en bøde og 20 piskeslag for narkotikasagen. Det fremgår imidlertid af dokumenterne, at ansøgeren blev idømt fængsel i 6 måneder og 50 piskeslag for møntsagen og forholdet til [D]. Det kan herefter ikke føre til en anden vurdering, at der efter advokatens oplysning fremgår et ord i Udenrigsministeriets notat, som er forkert. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller ville få det ved en genindrejse, ligesom det efter samme bevisvurdering lægges til grund, at han ikke havde siddet i fængsel, og således ikke var blevet tortureret eller havde stiftet kendskab til kristendom-men. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme ansøgerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt og uden at have stiftet kendskab til kristendommen, og at han straks efter indrejsen i Danmark begyndte at komme i en kirke uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han har svært ved at sætte ord på, og at han har svært ved at forstå indholdet af biblen. Han har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit kristne liv eller sine refleksioner som kristen. Han har således alene kunne genfortælle generelle oplysninger om kristendommen herunder blandt ved forespørgsel om kristendommens budskaber og betydning for ham. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider, de ti bud mv. finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. De kirkelige udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er blevet kristen, eller at han er eller vil blive profileret som kristen over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/295/tps
