Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk bakhtiari fra [by], Khuzestan-provinsen, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er konverteret til kristendommen inden sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få en lang fængselsstraf, samt at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [slutningen af] 2014 til [starten af] 2015 begyndte at blive interesseret i kristendommen. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren i fem til syv dage til Tyrkiet for at undersøge mere om kristendommen. Efter sin tilbagevenden fra Tyrkiet betragtede ansøgeren sig for at være kristen. I [sommeren/efteråret] 2015 kørte ansøgeren i en taxa til byen Ahwaz. Han blev dog stoppet og kontrolleret ved en kontrolpost, hvorved myndighederne fandt en bibel tilhørende til ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en politistation, hvor han blev afhørt og tilbageholdt indtil aftenen. I [efteråret/vinteren] 2015 deltog ansøgeren i tre kristne møder i en hemmelig huskirke. Ved det sidste møde kom myndighederne, og ansøgeren flygtede ud af huset over et tag. Ansøgeren flygtede til sin brors ven i byen Ahwaz, hvorfra han efter to dage udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om årsagen til, at han udrejste af Iran. I asylansøgningsskemaet af [slutningen af] 2015 har ansøgeren oplyst, at det blev umuligt for ham at leve sammen med sin religiøse familie, som fandt ud af, at han var kristen. De behandlede ham hårdt og dårligt, og måske vil de slå ham ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016, til asylsamtalen [foråret] 2017 og under nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han udrejste af Iran, fordi han frygtede, at de iranske myndigheder ville henrette ham eller idømme ham langvarig fængselsstraf, fordi myndighederne havde opdaget, at han var konverteret til kristendommen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har anført noget om, at han havde deltaget i hemmelige møder i en kristen huskirke, og at myndighederne en dag var kommet til stede ved et af møderne, hvilket angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Ansøgeren har heller ikke nævnt, at myndighederne havde fundet biblen, som ansøgeren var i besiddelse af, eller at både ansøgeren og ansøgerens far var blevet anholdt. Derudover har ansøgeren i asylansøgningsskemaet anført og under nævnsmødet forklaret, at han i Iran spurgte enhver om kristendommen, og om hvad forskellen var mellem kristendommen og islam, inden han rejste til Tyrkiet, mens ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2017 har forklaret, at han ikke talte med nogen eller spurgte nogen om kristne forhold, inden han rejste til Tyrkiet, og at der ikke var nogen at spørge. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergerende og udbyggende forklaringer. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han fik sin interesse for kristendommen i Iran, og at han var til hemmelige møder i en kristen huskirke, i hvilken forbindelse han skulle være kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har ladet sig døbe i den kristne tro [foråret] 2016, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sin indre afklaringsproces, og at ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kristendommen og fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har en bibel på farsi, at han har læst den fra start til slut, og at han begyndte at læse i biblen, da han ankom til Danmark. Dertil kommer, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et (sur place) asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, pkt. 80 og 88. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/288/TLNJ
