Nævnet stadfæstede september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religion fra Sanadaj, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har været aktiv for nogle NGO’er. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, henrettet eller udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder, fordi de betragter ham som modstander af regeringen og islam. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke tror på islam, og at han vil bekæmpe den fjendtlighed, der er mod arbejdsklassen, kvinder og børn i Iran. Mens han gik på gymnasiet og universitetet, blev han truet og udsat for fysiske overgreb af lærere, skoleledere og klassekammerater, fordi han var aktiv for nogle NGO’er og udtalte sig om kvinders rettigheder og religion. I sommeren 2010 blev ansøgeren i en park opsøgt af fem personer fra Basij-gruppen ”De 14 brødre”. De tilbageholdt ansøgeren i en park i omkring syv timer, hvor de truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke stoppede med sine udtalelser. Otte måneder før ansøgerens udrejse af Iran, blev han og hans kollega løbende opsøgt af myndighedspersoner i deres forretning. De chikanerede dem og beskyldte dem for at være medlemmer af PJAK, fordi nogle af deres kunder var kritiske over for regeringen. På omtrent samme tidspunkt kom der en person ind i deres forretning. Ansøgeren fortalte ham om sine holdninger, og personen truede ansøgeren ved at fortælle, at det var nemt at likvidere folk med enten en kniv eller syre. Ansøgeren opholdt sig herefter ikke længere på sin bopæl, men tog i stedet ophold hos forskellige bekendte, hvorefter han udrejste illegalt af Iran i [efteråret] 2015 ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Efter han var udrejst, blev hans forældres bopæl opsøgt af to personer, som spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Der er således i ansøgerens forklaring ikke holdepunkter for at antage, at han i Iran skulle have udført aktiviteter eller udtalt sig på en måde, der sætter ham i risiko for asylbegrundende overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Ansøgerens angivelige udtalelser og aktiviteter for forskellige NGO’er har ifølge ansøgeren været kendt af myndighederne længe, men er ikke ført til anholdelse, afhøring eller andre reaktioner fra myndighedernes side ud over muligvis en vis chikane. De trusler, som ansøgeren oplyser at have været udsat for i 2010 og 2015, er helt enkeltstående og forekommer efter ansøgerens forklaringer tilfældige og uden sammenhæng med ansøgerens angivelige aktiviteter. Den første trussel blev således fremsat i 2010 af gruppen ”De 14 brødre”, som ansøgeren imidlertid ikke siden har modtaget trusler fra. Den seneste trussel, som ansøgeren skulle have modtaget 8 måneder forud for sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015, blev fremsat af en person, som ansøgeren ifølge sin forklaring for Udlændingestyrelsen selv opfattede som en kunde i sin forretning, og som ansøgeren angiveligt fortalte om sine holdninger. Denne trussel, som tilsyneladende har været udslagsgivende for ansøgerens beslutning om at flygte ud af Iran, opfattede ansøgeren som så alvorlig, at han valgte at fraflytte sin bopæl for op til udrejsen at bo hos venner og bekendte, om end han dog samtidig fortsatte sin daglige gang og arbejde i selvsamme forretning, som han havde modtaget truslen i. Denne adfærd savner sammenhæng med, at ansøgeren på det tidspunkt anså sig for alvorligt udsat for forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders eller andres side. Hertil kommer, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema omtaler en episode, hvor han er blevet truet af en gruppe ekstremister, og at han i 1 år boede i skjul hos venner og bekendte. Oplysningerne i asylansøgningsskemaet, der muligvis ikke er udtømmende, passer dog hverken med oplysningerne om den første trussel, der fandt sted mange år forud for udrejsen, eller den seneste trussel, der blev fremsat af én person, der kom i ansøgerens forretning. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til de iranske myndigheder har nævnet tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, herunder hvorvidt myndighederne beskyldte ansøgeren for at være tilknyttet PJAK. Ansøgeren har således under sin asylsamtale den [dato i begyndelen af] 2017 og for nævnet forklaret, at både ansøgeren og dennes kollega blev beskyldt for at være tilknyttet PJAK, mens han under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i begyndelsen af] 2016 har forklaret, at det alene var kollegaen, der blev sat i forbindelse med PJAK. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer om sin situation i Iran, hvorunder nævnet har inddraget sit indtryk efter ansøgerens forklaring for nævnet, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Nævnet tiltræder, at heller ikke oplysningerne om ansøgerens manglende religion kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har efter sin egen forklaring aldrig praktiseret nogen religion i Iran, hvilket har udsat ham for chikane og angiveligt visse overgreb i hans skoletid, men dog ikke for overgreb i et omfang, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig finder nævnet, at heller ikke ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder hans deltagelse i et religionskritisk teaterstykke og hans angivelige deltagelse i demonstrationer foran den iranske ambassade, kan antages at have bragt ham i de iranske myndigheders søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/281/DH
