Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt muslim fra Piranshar, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af den iranske regering, da han havde deltaget i en demonstration i [sommeren] 2009, hvor han protesterede mod regeringen. Ved demonstrationen blev ansøgeren beskudt, og han blev efterfølgende indlagt på et hospital. Han blev hentet på hospitalet af civilklædte myndighedspersoner, hvorefter han blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i lidt over et år, indtil han blev løsladt mod kaution. Ansøgeren modtog en tilsigelse til at møde i retten i [sommeren] 2010, men han mødte ikke op. Ansøgeren udrejste af Iran et par måneder efter løsladelsen. Dette asylmotiv er behandlet ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2012, hvor ansøgerens forklaring om motivet blev tilsidesat i sin helhed blandt andet under henvisning til divergenser i ansøgerens forklaring og til, at ansøgeren under sagens behandling havde afleveret en tilsigelse til at møde i retten, der er vurderet som uægte. Ansøgeren har nu i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra [en nærmere angiven dato i sommeren] 2016 som sur place-asylmotiv henvist til, at han efter udrejsen af Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Under sit ophold i Tyskland fra 2015 kom ansøgeren således i kontakt med kristne frivillige. Han begyndte derefter at deltage i gudstjenester, og fra [efteråret] 2015 til [vinteren] 2016 deltog han i dåbsundervisning. [En nærmere angiven dato i vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt i den protestantiske kirke i [en mindre tysk by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen ved dåben i Tyskland [en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 efter omkring to måneders dåbsundervisning er reel og – også efter ansøgerens fremtræden for nævnet og forklaring om baggrunden for den angivelige konversion – dermed udtryk for en reel indre overbevisning. Nævnet har herunder lagt vægt på det korte tidsrum, hvori ansøgeren efter udrejsen til Tyskland har modtaget dåbsundervisning og i øvrigt udvist interesse for kristendommen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren først og fremmest har henvist til sit kirkelige engagement i Tyskland, hvorimod ansøgeren ikke har udfoldet et tilsvarende kirkeligt engagement under sit fornyede ophold i Danmark, bortset fra at han efter sine egne oplysninger under opholdet i arresten har deltaget i samtaler med en præst og i gudstjenester, ligesom han efter frihedsberøvelsens ophør har deltaget i gudstjenester i en apostolsk kirke i København, når han har haft råd til transporten, men ikke i kirken i sit nærområde. Derimod har ansøgeren oplyst, at han også efter at være tilbagevendt til Danmark har bevaret sin kontakt til kirken i Tyskland. Det af ansøgeren fremlagte dåbsbevis, letter of recommendation af [en nærmere angiven dato i foråret] 2016, og uddrag af et tysk kirkeblad fra [foråret] 2017 med billeder af bl.a. ansøgeren i forbindelse med et kirkeligt arrangement i Tyskland kan efter deres karakter og oprindelse ikke føre til en anden vurdering. Heller ikke den omstændighed, at arrangementet fra kirken angiveligt er blevet behandlet i en tv-udsendelse kan føre til en anden vurdering af sagen, herunder til at ansøgeren skulle være blevet eksponeret som kristen i et sådant omfang, at dette i sig selv vil bringe ansøgeren i en faresituation i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende gælder i forhold til ansøgerens oplysninger om, at han har skrevet om sin dåb på Facebook. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herefter fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Iran/2018/269/JABP
