”Ansøgerne er etniske lor bakhtiari og fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet med piskeslag, fængsling eller henrettelse, fordi han er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, tilbageholdt og måske henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i foråret 2015 havde en tæt samtale med sin fætter, [A], som havde fået meget succes i livet. Han anbefalede ansøgeren at se filmen, Les Misérables, og da ansøgeren havde set filmen, inviterede fætteren ham med hen til et sted, som viste sig at være en huskirke. Ansøgeren kom første gang i huskirken i [foråret] 2015. Det var først ved andet besøg 10 til 14 dage senere, at ansøgeren fandt ud af, at det var en huskirke. Omkring slutningen af [sommeren] 2015 blev huskirken flyttet til kælderen under ansøgerens forretning. [I efteråret] 2015 følte ansøgeren sig overbevist om, at han var kristen, og han fortalte det derfor til sin ægtefælle. [Senere i efteråret] 2015 var ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og deres datter i [X] for at kigge på bil. Samme dag stormede myndighederne ansøgerens forretning og tog ansøgerens bror med, som blev tilbageholdt i to til tre dage, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl, ansøgerens mors bopæl og ansøgerens forretning, hvor de har spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev introduceret for kristendommen af sin ægtefælle [i efteråret] 2015. Hun vidste ikke før denne dag, at ægtefællen havde interesseret sig for kristendommen. Ansøgeren begyndte herefter at interessere sig mere for kristendommen. Efter et par måneder i Danmark besluttede ansøgeren sig for, at hun ville være kristen, og hun blev døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes som utroværdige, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Den mandlige ansøger har således blandt andet forklaret divergerende om antallet af ransagninger og om, hvor der først blev ransaget. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han allerede i den første samtale med broren, der dengang angiveligt ikke kendte til hans kristne aktiviteter, fik at vide, at myndighederne havde taget kristne effekter med fra kælderen eller denne oplysning først kom frem efter, at han havde fået en bekendt til at undersøge kælderen. Den mandlige ansøger har også forklaret forskelligt om, hvorvidt retsmødeindkaldelserne blev smidt væk af familien blandt andet for at moren ikke skulle se dem og senere at et eksemplar var blevet gemt, dog i iturevet tilstand. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om, hvorvidt hun allerede før mandens fødselsdag, hvor hun fik oplyst, at han angiveligt var blevet kristen, havde bemærket tydelige forandringer i hans personlighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgernes konversion er reel. I den forbindelse bemærkes, at der ved vurderingen er taget hensyn til det ovenfor anførte om ansøgernes generelle troværdighed, det meget korte tidsforløb op til dåben og den kvindelige ansøgers særdeles beskedne kendskab til kristendommen på tidspunktet for afholdelse af asylsamtalen, som fandt sted omkring otte måneder efter dåben. Det forhold, at ansøgerne er blevet døbt og efterfølgende har vist et vist kendskab til den kristne religion medfører ingen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/261/SLH
