Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (K-status)] til et ægtepar samt medfølgende barn statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og tilhører Yarasan religionen. Den mandlige ansøger er født i Kalar, Irak af iranske forældre, men har siden han var 5 år gammel boet i Iran. Den kvindelige ansøger er fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv, idet han på sin arbejdsplads har organiseret demonstrationer, der udviklede sig i politisk retning, mod det iranske regime. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han bliver fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været med til at få daglejerne i det firma, han arbejdede for, til at demonstrere og nedlægge deres arbejde. De iranske myndigheder har sigtet ham for at bringe landets sikkerhed og økonomi i fare og beskyldt ham for at samarbejde med regimefjendtlige grupperinger. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han i Iran arbejdede som funktionær for firmaet […] i et grænseområde mellem Iran og Irak. Firmaet stod for at omlaste lastbiler med varer på vej ind og ud af Iran. Ansøgeren blev opmærksom på en række uretfærdigheder i den måde, firmaet behandlede deres løse medarbejdere på, idet der blandt andet blev diskrimineret med hensyn til løn- og ansættelsesvilkår. I 1390-1391 (2011-2012) drøftede ansøgeren uretfærdighederne med nogle ældre kollegaer. Ansøgeren arrangerede den første demonstration/strejke sammen med nogle kolleger, og den fandt sted på et ukendt tidspunkt i 1391 (2012) foran guvernørens repræsentants kontor. Den anden demonstration/strejke fandt sted i [slutningen af] 2013. Ved denne demonstration, der varede tre dage, opstod der lange lastbilkøer i området, hvilket blev omtalt i flere medier. Guvernøren mødte op og lovede, at der ville blive gjort noget ved tilstandene i virksomheden, og at han ville drøfte forholdene med amtslederen. Ti personer blev anholdt i forbindelse med, at de havde råbt slagord, da guvernøren kom. Ansøgeren var også med til at arrangere denne demonstration. Den tredje demonstration fandt sted [i foråret] 2015. Ved denne demonstration blev chefen for amtet og Irans præsident svinet til. Denne demonstration varede én dag. Ansøgeren var også indblandet i organiseringen af denne demonstration. Det var et fællestræk for ansøgerens rolle i alle tre demonstrationer, at han ikke deltog aktivt, men alene var med til at arrangere. Udover disse tre demonstrationer var der på virksomheden mindre protester, der varede omkring en halv til en hel time. [I foråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af myndighederne. Han blev tilbageholdt og udsat for tortur i forbindelse med, at han blev afhørt om sin rolle i organiseringen af demonstrationerne, og om hvilke grupperinger han samarbejdede med. Ansøgeren skrev under på en erklæring om, at han havde samarbejdet med grupperinger, der var imod regeringen, at han havde fået andre arbejdere til at strejke, at han havde medvirket til oprør på arbejdspladsen og medvirket til, at eksportarbejdet blev ”uordnet”. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage og blev den syvende dag fremstillet for en dommer hos Revolutionsdomstolen. Dommeren beskyldte ham for at være årsagen til oprøret på arbejdspladsen, at have truet landets sikkerhed og økonomi og for at have samarbejdet med antirevolutionære grupperinger. Ansøgeren blev løsladt, efter at hans far havde kautioneret for ham. Efter løsladelsen blev han fyret fra sit arbejde. [I foråret] 2015 modtog ansøgeren en indkaldelse til at møde op til en undersøgelse af sagen hos Revolutionsdomstolen. Ansøgerens advokat mødte for ham. Forinden havde advokaten foreslået, at ansøgeren skulle gå under jorden i en periode. Ansøgeren udrejste sammen med sin ægtefælle til Tyrkiet [i sommeren] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til ægtefællens asylmotiv. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle har været til en række demonstrationer på sin arbejdsplads i perioden fra 1392 (2013) til 1394 (2015), og at han i den forbindelse blev anholdt [i foråret] 2015. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen har været konsistent, detaljeret og uden væsentlige divergenser, ligesom forklaringen om ansøgerens ansættelse i den omhandlede virksomhed og demonstrationen i 2015 og baggrunden herfor er underbygget af de fremlagte adgangskort og omtalerne af demonstrationerne på KOMALAS og KDPI´s hjemmesider. Flertallet lægger derfor til grund, at den mandlige ansøger for sin rolle i demonstrationerne har været anholdt og tilbageholdt af de iranske myndigheder, og at han efter at have været udsat for fysiske overgreb har underskrevet en tilståelse, hvor han blandt andet har erkendt, at han har samarbejdet med udenlandske grupperinger, der var imod det iranske styre, og at han ved at medvirke til demonstrationerne har truet landets sikkerhed og økonomi. Idet flertallet videre har lagt vægt på, at den mandlige ansøger efterfølgende er udrejst af Iran og har undladt at møde op hos Revolutionsdomstolen, efter at han modtog en tilsigelse, finder flertallet, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor den mandlige ansøger, og i konsekvens heraf også den kvindelige ansøger og parternes barn, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/258/FAM
