Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er oprindeligt shia-muslim, men har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter sin ven [A’s] familie, fordi han har forsøgt at overtale [A] til at konvertere. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født ind i en shia-muslimsk familie, men at han er vokset op i et område i Teheran, hvor der bor mange kristne armenere, og at han derfor har været interesseret i kristendommen siden barnsben. Da ansøgeren var cirka 14-15 år, introducerede hans ven [B] ham for kristendommen. [B] var iransk armener og kristen, og sammen læste de i biblen. Omkring 2010 begyndte ansøgeren at gå i huskirke. På daværende tidspunkt var ansøgeren cirka 17 år. Ansøgeren har oplyst, at han herefter – bortset fra en periode på et halvt år efter han blev opsøgt og tilbageholdt af [A’s] familie – gik regelmæssigt i huskirke indtil udrejsen. Han har også oplyst, at han, efter at være kommet i en huskirke i omkring et år, blev døbt i Iran. Ansøgeren har forklaret, at en af hans muslimske venner, der hed [A], blev interesseret i kristendommen, da han hørte ansøgeren fortælle om sin religion, og ansøgeren gav ham derfor en bibel. I efteråret 2012 eller 2013 havde ansøgeren og [A] aftalt at mødes, men da ansøgeren ringede til [A], var det hans bror, der tog telefonen. Han sagde, at [A] var syg. Broren hentede ansøgeren og under påskud af, at han skulle hente nogle dokumenter, standsede de ved moskéen, hvor ansøgeren gik med indenfor. På første sal i moskéen blev de mødt af yderligere to personer. De slog ansøgeren og trak ham med ind i et baglokale, hvor de bandt ham. Ansøgeren fik bind for øjnene og kunne mærke, at han blev placeret i bagagerummet i en bil. Da bindet blev fjernet, blev ansøgeren sparket af [A’s] far, der anklagede ham for at have forsøgt at overtale [A] til at konvertere til kristendommen. [A’s] bror stak ansøgeren adskillige gange med en kniv, mens [A’s] far slog ham med en kæp, og de sagde, at de ville slå ham ihjel. Herefter blev ansøgeren slæbt ud i en bil og kørt til et ukendt sted, hvor de efterlod ham på en øde vej ved midnatstid. En kvinde tilkaldte hjælp, og ansøgeren blev indlagt på hospitalet, hvor han til politiet sagde, at han var blevet forsøgt kidnappet på grund af penge. I det efterfølgende år modtog ansøgeren adskillige opkald fra [A’s] far og bror, der sagde, at han skulle passe på. Idet ansøgeren skiftede SIM-kort, ophørte kontakten. Efter at have set en tv-udsendelse, hvor en kvinde, der var flygtet fra Iran, fortalte, hvad islam havde gjort ved hende, begyndte ansøgeren at uddele løbesedler og CD’er. Ansøgeren har oplyst, at materialet skulle illustrere forskellene mellem islam og kristendommen. Ansøgeren arbejdede som taxachauffør, og han delte materialet ud til sine passagerer. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte at dele materiale ud cirka ét år inden udrejsen. En aften i [efteråret] 2015 kørte ansøgeren taxa, da han blev ringet op af sin mor. Moren fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne, og at de havde spurgt efter ansøgeren og anholdt hans far. Hun sagde også, at ansøgeren ikke skulle komme hjem, men rejse væk. Samme aften forlod ansøgeren Teheran, og et par dage senere udrejste han af Iran. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren gået regelmæssigt i kirke, og [i vinteren] 2016 blev han døbt på ny. Herudover har han lagt diverse budskaber om kristendommen på Facebook og youtube. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på centrale punkter indeholder udbygninger og divergenser. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema hverken har anført, at han af [A’s] familie skulle have været udsat for overfald med kniv og slagvåben, men alene at han er blevet truet eller nævnt, at familiens bopæl blev opsøgt af personer, der ledte efter ham og tilbageholdt hans far, uanset at den sidstnævnte begivenhed var den umiddelbare årsag til, at ansøgeren forlod Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var myndighederne eller blot ukendte personer, der opsøgte bopælen og om, hvorvidt han holdt pause i sine kirkebesøg i seks måneder eller halvandet år efter den angivelige konflikt med [A’s] familie. Han har også forklaret divergerende om antallet af de uddelte løbesedler og CD’er. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om omkostningerne ved udrejsen og blandt andet i en artikel har oplyst, at han blev hjulpet ud af en mand, der ikke ville have penge. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes herved, at ansøgerens konversion ikke findes at være reel, dels under hensyn til det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, dels under hensyn til det oplyste om længere perioder uden kirkegang, ligesom det bemærkes, at ansøgerens dåb i Danmark fandt sted få måneder efter ankomsten til landet, hvor han kun i et ganske kort tidsrum havde fulgt gudstjenester og undervisning på andet end dansk. Det bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter på sociale medier som youtube og Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke findes at have sandsynliggjort, at disse aktiviteter har profileret ham overfor de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/257/thv
