Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og kristne af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, tortureret eller henrettet af det iranske regime på grund af hans ægtefælles konflikt med myndighederne. Han har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder på grund af sit religiøse tilhørsforhold, da han ikke har aftjent militærtjeneste, og da han er udrejst illegalt af Iran. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ægtefællen havde en konflikt med de iranske myndigheder, da hun i gymnasiet kritiserede Koranen, og da hun blev anklaget for at have haft samleje uden for ægteskab. Videre har han henvist til, at hans religiøse tilhørsforhold har skabt problemer for ham i det iranske samfund, herunder ved at han antageligt på grund af sin tro medio 2005 blev bortvist fra det iranske landshold i roning, at han ikke var berettiget til sundhedsforsikring og pension gennem sine ansættelser, ligesom han ikke havde ret til at studere på universitetet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han under sin skolegang blev chikaneret af sine skolekammerater og lærere, såvel som lokalbefolkningen generelt på grund af hans religion. Efter sin udrejse har han fået udstedt et dokument, som bekræfter hans religiøse tilhørsforhold fra […], som i Iran er en ulovlig organisation. Endelig har han henvist til, at han ved ikke at melde sig til militæret har unddraget sig militærtjeneste, og at han udrejste illegalt af Iran, hvilket kan straffes med fængsel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet i et år og modtage 85 piskeslag af de iranske myndigheder, fordi hun tidligere er blevet idømt denne straf. Hun frygter tillige at blive fængslet i yderligere et til to år på grund af hendes illegale udrejse. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor henvist til, at hun blev smidt ud af gymnasiet i 2010, fordi hun nægtede at overholde muslimske regler og ritualer. I denne forbindelse blev hun anholdt, men hun blev senere løsladt, da hendes stedfar kautionerede. Samme år blev hun anholdt efter at have overnattet hos en veninde. Hun blev anklaget for at have haft et seksuelt forhold til hendes venindes far og bror, samt at være involveret i salg af narkotika. Hun var tilbageholdt i tre dage, og under tilbageholdelsen blev hun voldtaget af en soldat i fængslet. Hun blev løsladt mod kaution stillet af venindens bedstefar, og hun flyttede kort tid efter til Kermanshah. En til to måneder efter ringede hendes mor og fortalte, at ansøgeren var blevet indkaldt til at møde i retten, fordi venindens bedstefar havde tilbagekaldt kautionen, men hun mødte aldrig op i retten. I 2013 fik hun at vide, at der var blevet afsagt dom i hendes sag, og at hun var blevet idømt et års fængsling samt 85 piskeslag. Ansøgerne har endvidere som asylmotiv henvist til, at de i Danmark er konverteret til kristendommen. De har til støtte for deres konversion oplyst, at de [i foråret] 2016 begyndte at gå i kirke og deltage i kristne arrangementer og bibelundervisning. Ansøgerne og deres børn blev døbt i […] Kirke [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2017, og [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2017 fik ansøgerne deres ægteskab kirkeligt velsignet i […]. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer ikke lægge til grund, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive dræbt eller på anden måde forfulgt eller efterstræbt af de iranske myndigheder eller andre som følge af den kvindelige ansøgers konflikt med de iranske myndigheder. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger er dømt til fængsel og piskeslag som følge af, at hun under et ophold hos en veninde, hvis far og bror var narkomaner, blev anholdt og beskyldt for at indgå i et seksuelt forhold til faderen og broderen og for at være narkoværtinde. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om flere forhold blandt andet, hvornår den mandlige ansøger fik kendskab til dommen, ligesom ansøgerne angivelig opholdt sig i Iran i en længere periode efter dommens afsigelse og herunder har været i stand til at indgå ægteskab uden at opleve problemer. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse, fordi de oprindeligt tilhørte yari-troen, idet det oplyste herom ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det oplyste om krænkelser og chikane er således ikke udtryk for, at ansøgerne er konkret og individuelt efterstræbt af de iranske myndigheder eller den iranske befolkning. Heller ikke ansøgernes illegale udrejse af Iran eller den omstændighed, at den mandlige ansøger er udeblevet fra militærtjeneste, kan begrunde asyl efter oplysningerne om de iranske myndigheders forventede sanktioner over for disse forseelser. Nævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af konversion til kristendommen. Selvom ansøgerne og deres døtre er blevet døbt i [sommeren] 2017, selvom ansøgernes vielse er blevet kirkeligt velsignet i [vinteren] 2017, og selvom både den mandlige og den kvindelige ansøger under nævnsmødet har demonstreret et kendskab til kristne forhold, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er udtryk for et reelt, religiøst ønske. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne først har oplyst om deres konversion efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl fra [primo] 2017. Ingen af ansøgerne har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2016 forklaret om en interesse for kristendommen, selvom de blev spurgt til deres trosretning, og selvom de på det tidspunkt gennem flere måneder havde deltaget i kristne aktiviteter. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgerne – som på det tidspunkt havde færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse i flere måneder – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med deres ansøgning om asyl. Den omstændighed, at de i løbet af 2017 og 2018 har haft gavn af at indgå i fællesskaber i kirkelige kredse i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/245/JABP
