Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og født shia muslim fra Gorgan, Golestar, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far eller sin bror, […], idet de mener, at hun har krænket familiens ære, fordi hun blev tvunget til at have samleje med andre mænd af sin tidligere kæreste, som filmede det og sendte optagelserne til hendes far. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hendes tidligere kæreste har lagt filmen på de sociale medier, og at de iranske myndigheder på den måde vil få kendskab til filmen og idømme hende stening som straf for utugt. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun igennem sit arbejde på en plastfabrik i […] blev venner med en mand ved navn [A] i [sommeren] 2011. Han arbejdede som chauffør på fabrikken. Efter to-tre måneder foreslog [A], at han og ansøgeren skulle indlede et seksuelt forhold. Efter han havde spurgt nogle gange, indvillige ansøgeren heri. Ansøgeren og [A] mødtes herefter hjemme hos [A] to gange om ugen i omkring en halv time, hvor de havde samleje. Da forholdet havde stået på i nogle uger, foreslog [A], at ansøgeren skulle have samleje med andre mænd mod betaling. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter [A] fortalte hende, at han havde optaget deres samleje med kamera, og viste hende filmen. [A] truede ansøgeren med at sende filmen til hendes far, og derfor indvilligede hun i at prostituere sig selv. [A] skaffede kunderne og beholdt alle pengene selv, og ansøgeren modtog derfor ikke penge for sit arbejde. Ansøgeren arbejdede herefter som prostitueret for [A] to gange om ugen indtil [foråret] 2012, hvor hun mødte [B]. Ansøgeren kendte [B] gennem sin søster, Atike. [B] havde tidligere friet til ansøgeren, men var blevet afvist af hendes far, idet [B] var blevet smidt ud af universitetet, fordi han var ateist. [B] ønskede fortsat at gifte sig med ansøgeren, og de blev herefter kærester og mødtes i hemmelighed. Efter mødet med [B] meddelte ansøgeren [A], at hun ikke længere ønskede at arbejde for ham, da hun planlagde at blive gift. [A] blev vred og fortalte ansøgeren, at han havde filmet hende, mens hun havde samleje med de fremmede mænd. [A] truede nu ansøgeren med at sende filmen til hendes far, men ansøgeren nægtede at fortsætte med at arbejde for [A]. Han slog hende i ansigtet og på ryggen og sparkede hende i ryggen, hvorefter hun fik lov til at gå. Hun så ham herefter kun på arbejdspladsen. En morgen [i sommeren] 2012 ved ti-tiden ringede ansøgerens søster, [C], til ansøgeren, mens hun var på arbejde, og fortalte hende, at der var blevet smidt en film ind i huset adresseret til ansøgerens far. Ansøgerens forældre og [C] havde set filmen, som viste ansøgeren have samleje med forskellige mænd. [C] advarede ansøgeren om, at hendes far var på vej hen til ansøgerens arbejde. Ansøgeren besluttede sig derfor for at flygte. Ansøgeren ringede til [B] fra busterminalen i Gorgan og fortalte ham, at hun ville flygte ud af landet, uden at forklare årsagen hertil. [B] kom herefter hen til ansøgeren på busterminalen i Gorgan, hvor hun fortalte ham om filmen. [B] ville fortsat gerne giftes med ansøgeren på trods af filmen, og de aftalte at mødes på busterminalen i Teheran samme aften for at flygte sammen. Ansøgeren og [B] mødtes herefter i Teheran om aftenen, hvorfra de sammen tog til Orumieh, hvor de overnattede hos en af [B]s venner, som skaffede en agent, der fik dem ud af landet den næste aften. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen, og at hun blev døbt [i foråret] 2016 i [en dansk kirke]. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun holdt op med at betragte sig selv som muslim for omkring fire år siden, efter at hun, som følge af en kritisk samtale om islam mellem hendes morbrødre og farbrødre til en familiemiddag, havde besluttet sig for at undersøge islam på de sociale medier. Ansøgeren læste koranen på farsi og fandt ud af, at hun ikke delte synspunkterne i koranen, hvorfor hun begyndte at undersøge andre religioner, herunder kristendommen. I 2012/2013 i Iran deltog ansøgeren i fire undervisningsgange om kristendommen sammen med [B], som hun dengang kun var venner med. Den fjerde gang hun deltog, fandt hun ud af, at det medførte dødsstraf at konvertere til kristendommen i Iran, og hun valgte derfor at stoppe med at følge kristendomsundervisningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det svækker ansøgerens og dennes kærestes troværdighed, at de under flere samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret urigtigt om, hvor længe de opholdt sig i Tyrkiet, fordi de troede, at det var afgørende for, om de ville kunne opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan tillægges betydning, at ansøgeren og dennes kæreste uopfordret erkendte dette over for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på ansøgerens kærestes forklaring om, at de rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen efter, at de var blevet bekendt med, at længden af deres ophold i Tyrkiet ikke havde betydning for, om de kunne opnå asyl. Flygtningenævnet har herefter i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens kæreste hver især og indbyrdes har afgivet divergerende forklaringer, ligesom det fremstår som om, at ansøgerne under sagens behandling har søgt at konstruere yderligere asylmotiver. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiver lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun fik forevist den film, der angiveligt var årsagen til hendes konflikt, og om, hvor mange gange hun blev udsat for vold af sin angivelige tidligere kæreste. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i Udlændingestyrelsen eller i Flygtningenævnet har haft et særligt indgående kendskab til kristendommen, ligesom hun ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde til at konvertere til kristendommen efter at være kommet til Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det er påfaldende, at ansøgeren i Tyrkiet angiveligt skulle være gået i kirke næsten hver uge i tre år uden at konvertere til kristendommen og lade sig døbe, og at hun derefter efter at være kommet til Danmark er gået i kirke i nogle få måneder, hvorefter hun påbegynder dåbsforberedelsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan tillægges betydning, at ansøgeren under nævnsmødet har fremlagt erklæringer fra den lokale sognepræst, hvorefter hun i foråret 2018 har deltaget i gudstjenester, undervisning og det kirkelige fællesskab, og en erklæring fra Internationalt Kristent Center om, at hun i sommeren 2018 har deltaget i en summercamp. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens konversion ikke er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/239/SSM
