Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan af trosretning fra Talasmi Shabazi, nær Sarpol-e Zahab, Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter, at ansøgerens ægtefælle, [A], samt [A’s] familie, herunder ægtefællens bror, [B], og hans forældre vil fratage ansøgeren sin søn og slå hende ihjel, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle er ved at blive skilt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren som 17-årig eller 18-årig blev tvunget til at gifte sig og flytte sammen med sin ægtefælle, [A], i landsbyen [mindre by], Iran. Ansøgerens ægtefælle var stofmisbruger. Ansøgerens ægtefælle begyndte at blive voldelig mod ansøgeren under sin graviditet med deres søn. På en ukendt dato, da ansøgerens søn var to år, indgav ansøgeren en begæring om skilsmisse med sin ægtefælle ved civilretten i Sarpol-e Zahab. Fire dage senere mødte ansøgerens ægtefælle, hans forældre og ægtefællens bror, [C], op på ansøgerens forældres bopæl. De truede ansøgeren med at slå hende ihjel, såfremt ansøgeren ikke udleverede deres søn, [D], hvorfor ansøgeren udleverede deres søn til ægtefællen og ægtefællens familie. Fire dage senere besluttede civilretten, at ansøgerens ægtefælle fik den fulde forældremyndighed over deres søn. Ansøgeren kunne ikke acceptere dette, hvorfor ansøgeren trak sin anmodning om skilsmisse tilbage og flyttede hjem til sin ægtefælle. To måneder senere, på en ukendt dato, henvendte ansøgeren sig på ny til politiet og anmodede om skilsmisse. Ansøgerens ægtefælle dukkede på ny op og fratog ansøgeren deres søn. Politiet orienterede da ansøgeren om, at såfremt begge parter, ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, ikke var enige om skilsmissen, kunne politiet ikke gøre yderligere, hvorfor ansøgerens sag blev henlagt. Ansøgerens ægtefælle udrejste til Danmark med henblik på at blive stoffri samt at generhverve sin opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens svigerforældre ville sende deres søn, [D], til Danmark, til ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens svoger, [E], som er bosat i Danmark, sagde til ansøgeren, at hun ville få mulighed for at få forældremyndigheden over [D], såfremt hun kom til Danmark. På en ukendt dato, tre til fem måneder efter seneste skilsmissebegæring, udrejste ansøgeren legalt af Iran fra lufthavnen i Teheran sammen med ansøgerens søn og svoger, [F], og hans ægtefælle, [G]. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, har ansøgerens ægtefælle og svoger [F], slået ansøgeren og ansøgerens søn et ukendt antal gange. Den [vinter 2016] frafaldt ansøgeren sin ansøgning om asyl, da ansøgerens bror i Iran havde bedt ansøgeren om at vende tilbage til Iran. På en ukendt dato ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgerens bror, [H], i Iran og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren tog ansøgerens og ægtefælles søn tilbage til Iran. Ansøgerens ægtefælle mødte efterfølgende op i [asylcenter] og truede ansøgeren, hvorefter ansøgeren frafaldt sit frafald om ansøgning om asyl henset til de konsekvenser, som det ville have for hendes søn. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det, som ansøgeren har oplyst om årsagen til ansøgningen om asyl, ikke kan føre til, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive udsat for asylbegrundende overgreb fra den tidligere ægtefælle eller dennes familie beror på ansøgerens formodninger og har ikke støtte i sagens oplysninger i øvrigt, ligesom ansøgerens frygt savner sammenhæng med, at ansøgerens ægtefælle og hovedparten af dennes familie opholder sig i Danmark. Hertil kommer, at ansøgeren er udrejst af Iran og indrejst i Danmark på et tidspunkt, hvor den tidligere ægtefælle og størstedelen af dennes familie ligeledes opholdt sig i Danmark. Det må efter ansøgerens forklaring i øvrigt lægges til grund, at selv hvis hendes familie har modtaget trusler fra ægtefællens familie, så er disse trusler fremsat flere år tilbage, og uden at der tilsyneladende er fulgt op herpå. Endelig savner ansøgerens frygt sammenhæng med, at ansøgeren tidligere har frafaldet sin asylansøgning i Danmark. Den potentielle konflikt med den tidligere ægtefælle, der har udtrykt ønske om at rejse hjem til Iran, såfremt ansøgeren rejser dertil med deres fælles barn, kan herefter ikke antages at have en sådan karakter eller intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Heller ikke spørgsmålet om forældremyndighed over ansøgerens og den tidligere ægtefælles fællesbarn kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Der er således tale om en privatretlig konflikt, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig kan det efter oplysningerne for nævnet ikke lægges til grund, at ansøgerens ægtefælles familie har opnået kendskab til ansøgerens udenomsægteskabelige forhold, og i hvert fald kan det ikke lægges til grund, at familien vil have nogen mulighed for over for myndighederne i Iran at kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at et sådant forhold har fundet sted. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/236/GJEY
