Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et udenomsægteskabeligt forhold til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af kvindens familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med sit arbejde som selvstændig taxachauffør mødte [A] i perioden mellem [ultimo] 2012 og [primo] 2013, og at de indledte et forhold. Ansøgeren har videre oplyst, at de mødtes 1-2 gange ugentligt i et bjergområde, der hed [X]. I perioden mellem [sensommeren] og [efteråret] 2013 blev parret opdaget af en politibetjent i bjergområdet, men fordi ansøgeren betalte bestikkelse til betjenten, skete der ikke yderligere. Da møderne havde fundet sted i cirka ét år, indledte parret et seksuelt forhold. Herefter friede ansøgeren til [A], men hendes familie afslog frieriet, fordi ansøgeren var yarsan, og [A] var shia-muslim. Cirka to måneder efter det første frieri, bad ansøgeren endnu engang familien om [A’s] hånd. Frieriet blev dog igen afvist. Alligevel fortsatte parret med at mødes, og [A] blev gravid. Herefter besluttede de sig for at rejse til Tyrkiet. Omkring én måned efter, at parret havde fundet ud af, at [A] var gravid, overværede en ven til [A’s] storebror, [B], ansøgeren vinke til [A] fra sin bil. [B] ankom efterfølgende i bil til stedet, hvor han stak en stor kniv i kølerhjelmen på ansøgerens bil, mens ansøgeren sad i bilen med låste døre og tilkaldte politiet. Politiet tog både ansøgeren og [B] med på politistationen, hvor ansøgeren anmeldte forholdet. Ansøgeren blev løsladt, og har herefter hørt, at [B] havde sagt, at han ville slå ansøgeren ihjel. En måned senere udrejste parret til Istanbul, Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst, at [A] havde fortalt sin søster om parrets planer, og at [B] opdagede det og tvang søsteren til at afsløre, hvor [A] befandt sig. Herefter rejste [A’s] far og [B] til Istanbul, hvor de kontaktede hende telefonisk. Faren lovede [A], at han ikke ville slå hende ihjel, og hun gav ham derefter parrets tyrkiske adresse og sagde til ansøgeren, at han skulle flygte til Europa, hvilket han gjorde. Herudover har ansøgeren oplyst, at han efter ankomsten til Danmark talte i telefon med sin mor, der fortalte, at [A’s] familie sidenhen havde opsøgt ansøgerens familie, og at [B] havde slået hans far. Ansøgeren har desuden forklaret, at [A’s] far var ansat i efterretningstjenesten, og at moren ligeledes havde fortalt, at ansøgerens far efter udrejsen var blevet afhørt af efterretningstjenesten to gange. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på flere centrale punkter fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [A] i en periode på ca. et år har mødtes en til to gange om ugen og har haft samleje med hinanden, en gang på ansøgerens bopæl, mens hans forældre ikke var hjemme, og i øvrigt i et naturområde, […] der er åbent for offentligheden, og hvor de i øvrigt en gang er blevet opdaget af en politibetjent. Nævnets vurdering bygger blandt andet på, at [A’s] far er ansat i den iranske efterretningstjeneste, hvor han er chef og meget hensynsløs, og at han to gange har afslået ansøgerens anmodning om ægteskab med [A]. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han så [A’s] bror, [B], efter sin løsladelse. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han så [B] dagen efter sin løsladelse, mens han under asylsamtalen og for nævnet derimod har forklaret, at han så [B] en time efter sin løsladelse. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvordan han og [A] blev opdaget, da de begge var var i bazaren. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at en person, som han ikke kendte, så parret sammen, og at denne person fortalte [B] om det, hvorefter [B] kom til bazaren og truede ansøgeren. Under asylsamtalen har han forklaret, at en ven af [B] så ansøgeren vinke til [A], og at vennen tilkaldte [B]. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var [B], der så ansøgeren og [A], mens ansøgeren vinkede og sendte luftkys til [A]. Forholdt divergensen har ansøgeren herefter udbyggende forklaret, at det var [A], der om aftenen fortalte ansøgeren, at en af [B’s] venner havde fortalt [B], at han havde set ansøgeren og [A]. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at indholdet af samtalen mellem ansøgerens advokat og Fereshte kan føre til en anden vurdering, selvom [A’s] forklaring til advokaten i det væsentlige ses at være overensstemmende med ansøgerens forklaring. Det kan herunder ikke anses for at være sandsynliggjort, at [A’s] familie har indgivet en anmeldelse mod ansøgeren for voldtægt af [A]. Det forhold, at ansøgeren er yaresan findes i øvrigt ikke i sig selv at kunne give grundlag for en opholdstilladelse, selvom forholdene for yaresanere i Iran i visse henseender kan være vanskelige. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/233/THV
