Nævnet stadfæstelse i juli 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Khorramshah, Mohammara, Iran. Ansøgeren har været aktivt medlem af Den Arabiske Befrielsesfront (AFLA) i en periode på syv år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling på livstid eller henrettelse af de iranske myndigheder. Til støtte for asylmotiver har ansøgeren oplyst, at hun har været aktivt medlem af AFLA. Ansøgeren mødtes med 16 andre etnisk arabere på universitetet fire eller fem dage før sin udrejse fra landet. Ansøgeren og de andre arabere blev angrebet af syv civilklædte personer, der slog dem og sprøjtede med tåregas på dem. Ansøgeren blev herefter af sin fætter bragt til øen Meeno, hvor hun fik behandling for sine skader. Da ansøgeren skulle til at tage hjem, ringedes hendes fars fætter og oplyste, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl. Efterretningstjenesten havde to foldere, en bog et Ahwazi flag med sig fra bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og givet divergerende oplysninger på væsentlige punkter, ligesom hun har svaret afglidende og usammenhængende på flere spørgsmål, herunder om sine aktiviteter for AFLA. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til, at ansøgeren efter samtalen [i foråret] 2016 via Dansk Flygtningehjælp [i vinteren] 2016 har sendt et brev til Udlændingestyrelsen, hvori der over fire håndskrevne sider bliver redegjort for hendes opfattelse af fejl i og mangler ved referatet af samtalen, og at ansøgeren ved indledningen af samtalen den [i foråret] 2017 gjorde opmærksom på uoverensstemmelser mellem hende og tolken i forbindelse med samtalen den [i foråret] 2016. Ansøgeren har blandt andet forklaret forskelligt om, hvornår de 3 demonstrationer, hun skulle have arrangeret, fandt sted. Under samtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at den første demonstration fandt sted i 2006, mens den sidste fandt sted to måneder før, hun kom til Danmark. Denne oplysning i referatet fra samtalen har ansøgeren ikke korrigeret i brevet fra [vinteren] 2016. Ansøgeren har heroverfor under samtalen [i foråret] 2017 og for nævnet forklaret, at den første demonstration fandt sted i 2004 eller 2005, at den næste fandt sted i 2006, mens den sidste fandt sted ca. 2 måneder før episoden med angrebet ved universitetet. Det kan – især i lyset af de øvrige oplysninger i brevet fra [vinteren] 2016 – ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren efter at være foreholdt divergensen har oplyst, at tolken læste referatet meget hurtigt og sagde til hende, at hun bare skulle skrive under. Ansøgeren har i øvrigt for nævnet forklaret udbyggende om demonstrationerne, idet hun for nævnet først har forklaret, at hun arrangerede tre demonstrationer på de oven for angivne tidspunkter. Hun har derefter forklaret, at det var de demonstrationer, som hun selv deltog i, men at hun i øvrigt har arrangeret demonstrationer ca. hvert halve år siden 2008 med undtagelse af en periode efter hendes mands død i 2012. Ansøgerens forklaring om arbejdet med at tilrettelægge demonstrationerne har i øvrigt været præget af mangel på detaljer og fremstår ikke som selvoplevet. Ansøgeren har endvidere oplyst forskelligt om, hvem der skulle stå bag angrebet på hende og flere andre arabere foran universitetet. I sit asylansøgningsskema af [vinteren] 2015 har ansøgeren oplyst, at efterretningstjenesten angreb dem, mens hun under asylsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at hun ikke vidste, hvem de syv civilklædte mænd, der overfaldt hende og de øvrige arabere, var. Ansøgeren har ikke i brevet fra [vinteren] 2016 gjort opmærksom på, at denne del af referatet fra asylsamtalen skulle være ukorrekt, men har gentaget, at der kom ca. 7 personer, der begyndte at sprøjte noget i øjnene på dem. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om, hvor mange personer der skulle være blevet overfaldet. Ansøgeren har således både i sit asylansøgningsskema, under samtalen [i foråret] 2016 og i brevet fra [vinteren] 2016 nævnt en gruppe på ca. 20 personer, som skulle være blevet udsat for angrebet. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren derimod forklaret, at der alene var tale om 16 personer, idet tre personer fra gruppen ikke var dukket op på stedet, mens en sidste opholdt sig inde i klassen. For nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at der var 20 personer, som blev angrebet, idet der var fire personer uden for gruppen, som sluttede sig til de 16 personer fra gruppen, da de stod uden for universitetet. Ansøgeren har herudover forklaret udbyggende om, hvad de 7 personer skulle have sagt i forbindelse med angrebet. Under asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at de talte farsi og sagde, at de nok skulle få ansøgeren og de øvrige arabere i gruppen ud af Iran. Denne del af referatet har ansøgeren ikke korrigeret i brevet fra [vinteren] 2016. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at mændene også spurgte hende, om hun ikke havde lært af det, der var sket med hendes bror og far. Ansøgeren har tillige under gennemgangen af referatet tilføjet, at hendes fætter så angrebet på afstand og kom løbende for at hjælpe, ligesom der var en række arabiske taxachauffører, der hjalp hende og de øvrige arabere i gruppen, og at de pågældende taxichauffører kendte dem i forvejen. Desuden har ansøgeren først under samtalen [i foråret] 2017 oplyst, at myndighederne efter episoden ved universitetet har opsøgt hendes bopæl og hendes fars hjem for at lede efter hende, hvilket hun fik at vide via sin fætter, da hun ville tage hjem fra den ø, hvor hun skulle have fået behandling. Hun har endvidere forklaret, at myndighederne også har opsøgt hendes mor og bror og sagt til ham, at hun skulle melde sig til myndighederne. Dette må anses for væsentlige oplysninger i forhold til ansøgerens asylmotiv, som det – også henset til ansøgerens høje uddannelsesniveau – ville have været oplagt at oplyse om straks i forbindelse med udfærdigelsen af asylansøgningsskemaet eller i hvert fald under den første samtale hos Udlændingestyrelsen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema har anført, at hun tog hjem igen efter at være kommet til bevidsthed. Nævnet finder det herudover påfaldende, at ansøgeren efter at være kommet i besiddelse af fire indkaldelser til at møde i kriminalretten i Khorrammshar i perioden fra [vinteren] 2016 til [vinteren] 2017, vedrørende behandling af anklage for handlinger imod landets sikkerhed, uromageri blandt Irans forskellige etniske folk, udgivelse af publikation(er), at føre Khuzistans arabisktalende ungdom på afveje og gentagen flugt fra politiet, ikke har taget initiativ til at undersøge, om hun i overensstemmelse med angivelserne på indkaldelserne om muligheden for at blive dømt in absentia ved manglende fremmøde er blevet idømt en sanktion for anklagen ved kriminalretten. Nævnet har i øvrigt tillagt det en vis betydning, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for årsagen til, at hun i sit asylansøgningsskema har oplyst, at hendes mor er født [i vinteren] 1937, og at hendes ægtefælle er født [i vinteren] 1957, mens det af de fremsendte og oversatte identitetsdokumenter fremgår, at ansøgerens mor og ægtefælle er født henholdsvis [sommeren] eller [efteråret] 1944 og [foråret] 1956. Efter nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed kan den fremlagte erklæring af [sommeren] 2016 fra AFLA, Arab Front for Liberation of Alahwaz, om ansøgerens aktiviteter og flugt ikke føre til en anden vurdering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Fact-finding report fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp om ”Issues concerning persons of ethnic minorities, Kurds and Ahwazi Arabs” fra februar 2018, kan de generelle forhold for arabere i Ahwaz heller ikke i sig selv medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for behandling i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/TBP/230
