Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst at være kristen fra Qorveh, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fængslet og henrettet af de iranske myndigheder på grund af sin dom for at have krænket retten og islam, sine efterfølgende kritiske udtalelser om regeringen samt sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en for ham ukendt dato og omkring 2 ½ år før sin udrejse af Iran indledte et forhold til pigen [A]. [A]s bror, [B], opdagede deres forhold og opsøgte herefter ansøgeren på hans bopæl, hvor han skar ansøgeren i ansigtet med en hobbykniv. Ansøgeren var indlagt på hospitalet en dag som følge af overfaldet, som han anmeldte til politiet, men han oplevede, at myndighederne trak sagen ud. Ansøgeren har en formodning for, at dette skyldtes, at [B], der arbejdede hos den magtfulde fredagsbønsimam, havde personlige kontakter hos myndighederne, der således var på hans side. Under sagen, der kom for retten på en for ansøgeren ukendt dato og halvandet år efter overfaldet, afhørte dommeren stort set kun ansøgeren, der følte det som om, det var ham, der var den anklagede. Dommeren bad ansøgeren om at sværge på Koranen, men ansøgeren nægtede og sagde, at det var [B], der skulle sværge, idet det var ham, der havde handlet ulovligt, ligesom ansøgeren tilkendegav, at han hverken accepterede retten eller dens sagsbehandling, hvorpå han blev dømt for foragt for retten af dommeren. [Ultimo] 2015 blev ansøgeren idømt 74 piskeslag og 31 måneders fængselsstraf. Samme aften besluttede ansøgeren, der var meget vred på det iranske styre, at slutte sig til et regeringskritisk parti, hvilket han fortalte sine venner, [C], [D] og [E], der besøgte ham hjemme hos ham om aftenen. Ansøgeren talte også dårligt om islam, Khamenei og den iranske præsident og kom på denne baggrund op at skændes med [C], der var rettroende muslim, mens [D] optog skænderiet på sin mobiltelefon. Senere samme aften ringede [E] til ansøgeren og fortalte ham, at [D] havde sendt optagelsen til [C], der havde fortalt [E] og [D], at han ville sørge for, at ansøgeren blev sat på plads ved at videregive optagelsen til myndighederne. Ansøgeren tog herefter med det samme afsted til grænsebyen Marivan, hvorfra han [ultimo] 2015 udrejste til Irak. Efter sin ankomst til Danmark har ansøgeren været i telefonisk kontakt med sine forældre, der har fortalt ham, at politiet på dagen for hans udrejse fra Iran har spurgt efter ham på deres bopæl, og at de har ransaget huset. Efter sin indrejse i Danmark lod ansøgeren sig [i foråret] 2016 døbe. Om sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen har ansøgeren oplyst, at hans sambo og lærling i Iran, [F], var kristen, og at han godt kunne lide at høre, når [F] fortalte om kristendommen, men at han i Iran ikke havde tænkt, at han ville være kristen. Ansøgeren har oplyst, at skønt hans familie var sunni-muslimsk anså, han sig selv om ateist i Iran. Efter sin ankomst til Danmark tog han i kirke sammen med nogle andre unge, og dér besluttede han sig for at blive kristen, idet han godt kan lide måden kristne opfører sig på, ligesom han godt kan lide friheden og kærligheden i kristendommen, der ikke er en firkantet religion, hvor man skal gøre noget bestemt. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark været i kontakt med [F], der har oplyst ansøgeren, at politiet på dagen for hans udrejse af Iran har spurgt efter ham på deres fælles bopæl, og at de har ransaget huset i hvilken forbindelse de har fundet en bibel tilhørende [F], men at denne har oplyst til politiet, at det var ansøgerens bibel. Uanset om ansøgerens forklaring om sit forhold til [A] og om hendes brors, [B]s, overfald på ansøgeren kan lægges til grund, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke efterfølgende er opsøgt af [A]s familie, og at ansøgeren først udrejste af Iran ca. 2 ½ år efter, at det angivne overfald fandt sted. Med hensyn til ansøgerens forklaringer om retsmødet ca. 1 ½ år efter hændelsen med [B], herunder at dommeren havde truet ansøgeren, samt om den efterfølgende dom, finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringerne herom forekommer troværdige, hvorfor disse forklaringer ikke kan lægges til grund. Som følge heraf kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at en af ansøgerens venner har videresendt en video af ansøgeren til myndighederne i Iran, hvor ansøgeren kritiserer myndighederne og islam. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7 på grund af ovennævnte forhold. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til sin konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om sin interesse for kristendommen, da han var i Iran, og om hans efterfølgende konvertering til kristendommen i Danmark, i hvilken forbindelse han er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin konvertering. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. iran/2018/23/MAD
