Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer men har deltaget i en demonstration mod styret i 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for chikane, tortur samt at blive henrettet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han gennem en veninde, [A], lærte en kvinde ved navn [B] at kende. [B]s far var en kendt imam og leder af Sepahs ideologiske afdeling i ansøgerens hjemby. Ansøgeren og [B] indledte et forhold, som de holdt skjult. Otte måneder efter, at de indledte deres forhold, opdagede [B]s bror, at de talte sammen over telefonen og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ringede igen. Efter noget tid kontaktede [B] ansøgeren igen telefonisk og fortalte, at hendes far og bror var blevet bekendte med, at de havde haft seksuelt samvær, idet de havde læst deres sms korrespondance. Tre uger herefter mødtes ansøgeren og [B] ved hendes skole, og de aftalte at mødes den efterfølgende dag på ansøgerens brors bopæl, som stod tom. Den efterfølgende dag, mens ansøgeren og [B] lå nøgne sammen, blev døren sparket op af fire mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Broren tvang [B] med sig. De tre øvrige mænd udøvede vold mod ansøgeren, hvilket resulterede i, at ansøgeren brækkede sin næse og kæbe. De tre mænd forlod herefter lejligheden, og ansøgeren ringede til sin far, som bragte ansøgeren til hospitalet, hvor han blev indlagt. Fem måneder herefter modtog ansøgeren et opkald fra [A], som opfordrede ham til at flygte fra Iran, idet hans liv var i fare. Ansøgeren besluttede som følge heraf at udrejse illegalt af Iran. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han i 2005 deltog i en demonstration mod regimet. Demonstrationen endte i slagsmål mellem politiet og demonstranterne. Ansøgeren blev fængslet to år senere, da han var 17 år gammel. Han var fængslet i fem år og blev udsat for tortur. Regeringens soldater har efterfølgende truet ansøgeren på Facebook. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt i 2017. Ad det oprindelige asylmotiv om forholdet til [B]: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har derved lagt vægt på, at ansøgeren – uanset det ret enkle asylmotiv - på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] havde været kærester i halvandet år, da hendes bror opdagede deres forhold, mens han til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det skete otte måneder efter, at de var begyndt at se hinanden. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] mødtes cirka tre uger senere i ansøgerens brors lejlighed, hvor døren blev slået ind af tre mænd, hvoraf den ene var [B]s bror. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at det var fire personer, der brød ind i lejligheden, hvoraf den ene var [B]s bror. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at mændene, der brød ind i lejligheden, var maskerede, mens han til nævnsmødet har forklaret, at mændene havde fuldskæg og ikke bar masker. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev ringet op af [B]s veninde [A], som fortalte, at den iranske efterretningstjeneste ville komme efter ham, idet [B]s far havde sørget for at ”ordne” en sag mod ansøgeren, som gjorde, at ansøgeren ville blive anholdt af efterretningstjenesten. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at [A] ringede efter fem måneder og sagde, at han skulle flygte, idet hans liv var i fare, hvorefter hun lagde på. Hun sagde ikke andet. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene ved tolkeproblemer eller ved ansøgerens psykiske vanskeligheder, som nævnet har taget hensyn til. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har fået gennemgået samtalereferaterne og underskrevet disse uden korrektioner. Nævnet finder hertil, at det forekommer påfaldende, at [B]s bror skulle have fundet ud af, hvor ansøgerens brors nye lejlighed var beliggende, og at det ikke forekommer troværdigt, at den angivelige episode i lejligheden var led i en konspiration, som [B] var en del af. Det forekommer endvidere påfaldende, at [B]s familie ikke gennem fem måneder skulle have fundet ansøgerens opholdssted hos søsteren også henset til, at de angiveligt havde hans ID-kort. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det påvirker ansøgerens troværdighed, at han flere gange til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ikke er i Danmark for at få asyl som sådan, men mere for at få hjælp til behandling for sin psykiske sygdom. Det forhold, at ansøgeren har haft en Facebook-profil, hvor der – uden datering med årstal - er lagt beskeder af truende indhold, kan ikke føre til et andet resultat, henset til at det er uvist, hvem ansøgeren har kommunikeret med, og at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på denne baggrund er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren i Iran har fået tatoveringer, kan – uanset at dette ikke er tilladt i Iran – ikke anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Ad asylmotivet vedrørende fængslingen i 2007: Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som 15-årig blev fængslet og udsat for overgreb i de første seks måneder. Henset imidlertid til at ansøgeren efter sin forklaring har fået dom og er blevet løsladt fra fængslet i 2012 og derefter ikke har været udsat for forfølgelse eller overgreb, finder nævnet, at der er tale om et afsluttet forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet finder imidlertid, at de overgreb, som ansøgeren har forklaret om, ikke kan anses for at have betydning for den øvrige del af hans asylmotiv, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet bemærker, at ansøgeren har haft anledning til at forklare herom under sagens behandling for Udlændingestyrelsen, og at han i dag har afgivet forklaring om fængslingen og overgrebene. Ad sur place motivet: Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren både under sin oplysnings- og motivsamtale og sin asylsamtale forklarede, at han er shia-muslim af trosretning og ikke er interesseret i andre religioner, og at han først er blevet døbt efter at have fået afslag på asyl i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde givet en forklaring på baggrunden for sin konversion, og han har udvist meget begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren, der under mødet forklarede, at han ikke ønskede at tale om sin tro og ikke har fortalt sin familie i Iran om sin konversion, ved en tilbagevenden til Iran skulle have behov for åbent at praktisere sin tro og missionere. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en to-instansbehandling. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/255/MJM.
