Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunnimuslimer fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har smuglet alkohol fra Irak til Iran og har handlet med alkohol i Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle bliver fængslet eller får en dødsdom af de iranske myndigheder, idet han har smuglet og solgt alkohol. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at den mandlige ansøger begyndte at smugle alkohol fra Irak til Iran for otte til ni år siden. Det skete omkring fire gange om måneden. Ansøgeren købte alkohol af en person, [A], i Irak og smuglede det over grænsen ved [X]. Han bestak grænsevagterne for at passere grænsen. Han opbevarede varerne i et hus i [Y] i højest to dage, inden han leverede dem videre. Videreleveringen blev arrangeret af en mand ved navn [B], men modtagerne af varerne var forskellige hver gang. Den mandlige ansøger er blevet indkaldt til afhøringer hos politiet tre til fire gange, hvor han hver gang er blevet løsladt efter afhøringerne, fordi politiet ikke havde nogen beviser imod ham. Omkring to til tre måneder inden udrejsen blev den mandlige ansøger opsøgt af politiet. En ven, [C], havde ringet i forvejen og advaret om, at politiet var på vej. Der kom to politibiler med civilklædte betjente. De afhørte ansøgeren og ransagede huset. Da der ikke var alkohol på bopælen, forlod politiet bopælen igen. I [efteråret] 2015 blev den mandlige ansøger kontaktet telefonisk af sin ven, [D], som arbejdede for politiet. [D] fortalte, at myndighederne var på vej for at anholde den mandlige ansøger. Herefter flygtede familien straks fra bopælen i byen [X], og de udrejste af Iran samme nat. Den mandlige ansøger har efterfølgende fået at vide af sin mor, at hun er blevet opsøgt af politiet to til tre gange. Den mandlige ansøger er efter sin egen forklaring over en længere periode blevet indkaldt til afhøring hos myndighederne, der mistænkte ham for at smugle alkohol, men at han blev løsladt med det samme, da han benægtede, og der ikke var beviser mod ham. Den mandlige ansøger har ligeledes forklaret, at myndighederne kort tid før udrejsen ransagede bopælen, uden at finde beviser mod ham, hvorfor de igen forlod bopælen. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at han heller ikke den dag, de flygtede, opbevarede alkohol på sin bopæl, hvorfor det forekommer usandsynligt, at der nu skulle være fremkommet beviser, der ville medføre domfældelse og straf for ansøgeren, og at ansøgerne derfor ved udrejsen skulle være i en risiko, omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/220/SLH
