Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er etnisk kurder, har siden han var 4 år boet med sin familie i Sarpol-e Zahab i Kermanshah provinsen. Som asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han frygter en langvarig fængselsstraf for at have deserteret og udtalt sig kritisk om regimet. Han har herom nærmere oplyst, at han i 2009 blev tilbageholdt i 10-15 dage, hvor han blev slået og senere idømt en straf for at have skrevet regimefjendtlige slogans. Straffen blev gjort betinget af, at han ikke senere begik lignende forseelser. Myndighederne har ikke siden rettet henvendelse til ham vedrørende dommen. To dage efter han, den [dato i efteråret] 2015, påbegyndte afviklingen af sin værnepligt, underskrev han en tilmeldingsblanket om udstationering i Syrien, så hans tjenestetid kunne blive reduceret. Senere samme dag fortrød han, men fik at vide, at blanketten var sendt videre, og at ansøgeren måtte tage til sit nye tjenestested og der søge om alligevel ikke at aftjene sin værnepligt i Syrien. Næste dag fik ansøgeren orlov fra kl. 09 til 19. Han tog til Kermanshah by sammen med to andre for ham ukendte menige, til hvem ansøgeren udtalte sig kritisk om det iranske regime, herunder militæret. Derefter tog ansøgeren hjem og dagen efter på fisketur. På vejen fik han et telefonopkald af sin søster, som fortalte, at deres bopæl var blevet opsøgt af civilklædte myndighedspersoner. Ansøgeren tog hen til sin farbror, der boede i nærheden, i […]. Farbroren oplyste, at ansøgeren var efterlyst. Ansøgeren fik endvidere at vide, at myndighederne havde foretaget ransagning af boligen og konfiskeret hans computere og dokumenter. Farbroren gemte ansøgeren hos farbrorens ægtefælles morbror i Kermanshah by i en uges tid. Derefter sørgede farbroren og en menneskesmugler for at få ansøgeren illegalt til Tyrkiet. Ansøgeren blev efter sin indrejse i Danmark af farbroren gjort bekendt med, at ansøgeren in absentia i Iran var blevet dømt en længere fængselsstraf samt en bøde. Ansøgeren har intet sikkert kendskab til, hvad han er dømt for eller den præcise strafudmåling. Han ved ikke, om farbroren har set en udskrift af dommen. Farbroren oplyste, at der eksisterende en lydoptagelse, hvor ansøgeren udtalte sig kritisk om det iranske regime. Han har kun udtalt sig kritisk om regimet til omtalte to menige, der må have optaget det, han sagde. Ansøgeren ved ikke, hvordan farbroren er blevet bekendt med optagelsen. Ansøgeren er ikke bekendt med, at myndighederne skulle have opsøgt hans bopæl senere end ved omhandlede lejlighed i [måned i efteråret] 2015. Ansøgeren mener ikke, at den reelle straf for desertering isoleret set er så streng. Ofte kommer desertører slet ikke i fængsel, men får i stedet deres tjenestetid forlænget. For ham forholder det sig anderledes alvorligt, da han havde underskrevet anførte erklæring samt da myndighederne har optagelser, hvor han har udtalt sig regimekritisk. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2009 er idømt en betinget straf for at have udtalt sig regimekritisk, samt at myndighederne ikke siden 2009 har rettet henvendelse til ansøgeren vedrørende dommen, og at ansøgeren ikke siden har haft problemer på grund af dommen. Den betingede dom kan herefter ikke isoleret set begrunde meddelelse af asyl. Vedrørende oplysningerne fra 2015 om militærtjenesten og ansøgerens kritiske udtalelser til to menige, optagelsen heraf og dommen in absentia må disse efter nævnets opfattelse ses i sammenhæng som et samlet begivenhedsforløb. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om udtalelserne til de andre menige har været præget af betydelig usikkerhed og ikke er fremstået selvoplevet og troværdigt. Forklaringen om, at han for første gang i lang tid udtalte sig regimekritisk til to personer, som han ikke kendte, er i øvrigt i sig selv mindre sandsynlig. I Flygtningenævnet har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende om udtalelserne til de andre menige ved nu at oplyse, at han først udtalte sig efter, de to andre fremkom med regimekritiske bemærkninger. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring til styrelsen den [dato ultimo] 2016 må forstås således, at farbroren gjorde ansøgeren bekendt med, at der foreligger en optagelse, mens ansøgeren stadig var i Iran, mens han i Flygtningenævnet forklarede, at han var i Danmark, da farbroren oplyste ham herom. Endeligt var forklaringen om dommen in absentia særdeles vævende og ikke troværdig. Det kan i den forbindelse undre, at ansøgeren har forklaret, at han ikke er interesseret i, hvad der nærmere står i dommen, og at han af den grund ikke har udspurgt sin farbror herom. Nævnet kan herefter ikke lægge forklaringen om forløbet i 2015 til grund. Som noget nyt har ansøgeren i Flygtningenævnet fremlagt en erklæring fra 2017, hvorefter ansøgeren skulle være en aktivist vedrørende kurdernes rettigheder. I nævnet har ansøgeren erkendt, at han ikke har været aktivist for særligt kurdernes rettigheder, og erklæringen kan herefter ikke tillægges betydning. Ligeledes som noget nyt har ansøgeren i Flygtningenævnet henvist til, at han i Iran har haft en webside med regimekritisk indhold. Primo 2017 blev han opmærksom på, at siden er blevet blokeret. Blokeringen må være foretaget af en iransk myndighed eller efter krav fra en iransk myndighed og hænge sammen med dens kritiske indhold. Ansøgeren oplyste, at man ikke på nuværende tidspunkt kan se, at det var ham, der stod for hjemmesiden, da den nu er blokeret, men mener, at dette må kunne afklares ved at foretage efterforskning af relevante servere. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han har haft en webside med et sådant indhold at det kan lægges til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder eller senere risikerer at komme i et sådant. I troværdighedsvurderingen vedrørende webside indgår med en vis vægt, at nævnet har måttet tilsidesætte andre væsentlige dele af ansøgerens forklaringer. Under nævnsmødet har ansøgeren tillige henvist til sin Facebook-profil, hvor han angiveligt fra 2011 har foretaget uploads om samfundsrelevante emner. Ansøgeren må dog afslutningsvist forstås således, at han ikke på Facebook har udtalt sig kritisk på en sådan måde, at dette kan tillægges særlig betydning. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i reel og konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/216/DH
