iran2018204

Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tyrker fra Iran og shia-muslim fra Shiraz i Fars amtet, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt og tortureret af de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle er modstander af det nuværende iranske styre. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun altid har boet i Shiraz, hvor hun også boede, efter hun blev gift med sin ægtefælle i 1990. Ansøgerens ægtefælle var politisk aktiv. Han var imod det iranske regime og kritiserede den islamiske leder. Omkring 20 år før hendes udrejse blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder. De ledte efter hendes ægtefælle, men eftersom han ikke var på bopælen, tog de ansøgeren med til et arresthus, hvor hun blev tilbageholdt omkring en måned. Under tilbageholdelsen blev hun spurgt til sin ægtefælles aktiviteter og udsat for vold. Herefter opholdt ansøgerens ægtefælle sig kun på deres bopæl i korte perioder af gangen. Omkring 10 år før ansøgerens udrejse blev ægtefællens storebror, [A], kontaktet af myndighederne, der bad ham om at afhente ægtefællens anden bror [B]’s lig. Den afdøde bror havde deltaget i politiske arbejde, og ansøgerens ægtefælle blev bange for at opholde sig på bopælen, hvorfor han gik i skjul. Ansøgeren blev herefter jævnligt opsøgt af myndighederne. Ansøgeren har besøgt sine sønner i Danmark i 2011 og 2012. Da hun i 2013 returnerede til Iran, blev hun stoppet af tre politifolk i lufthavnen i Shiraz. De transporterede hende til efterretningstjenesten, hvor hun blev afhørt om sit opholdssted de seneste ni måneder, herunder om hun havde taget ophold hos sin ægtefælle. Samme dag blev hun stillet for en dommer, der beskyldte hende for at støtte sin ægtefælle. Herefter blev hun placeret i et arresthus, hvor hun sad omkring otte dage. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for voldtægt og nedværdigende behandling. Hun blev løsladt, fordi hendes ægtefælles bror stillede sit hus som sikkerhed for kaution. Efter løsladelsen og frem til hendes udrejse opsøgte myndighederne ansøgeren på hendes bopæl to til fire gange om måneden og ledte efter ansøgerens ægtefælle. [A] fortalte ansøgeren, at hun havde udrejseforbud, og ansøgeren begyndte at planlægge, hvordan kun kunne udrejse illegalt. Mens ansøgeren opholdt sig i Danmark, har [A] fortalt hende, at hendes bopæl i Shiraz er blevet konfiskeret af myndighederne, og at han også er blevet opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren efter de lægelige oplysninger i sagen lider af diverse psykiske lidelser og svære hukommelsesmæssige problemer, hvilket også kom til udtryk under ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har som følge heraf foretaget en lempeligere bevisvurdering i forbindelse med ansøgerens troværdighed og har således set delvist bort fra de mange divergenser i sagen og for de generelt manglende tidsfæstelser. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun for ca. 20 år siden var tilbageholdt og fængslet i ca. 1 måned til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i den forbindelse blev udsat for visse overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om et afsluttet forhold, som ikke længere profilerer ansøgeren. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Iran de næste ca. 20 år, og at hun i den periode var i kontakt med myndighederne flere gange i hvert fald i forbindelse med sine pasfornyelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun i dag har et asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren overordnet har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Hun har således forklaret divergerende om antallet af tilbageholdelser og om kontakten med sin ægtefælle, ligesom hendes forklaring fremstår divergerende i forhold til hendes sønners forklaringer. Ansøgerens forklaring er heller ikke understøttet af de faktuelle forhold. Ansøgeren har efter sin egen forklaring, der til dels er understøttet af oplysningerne vedrørende hendes visumansøgninger i sagen søgt om visum i 2009, 2011, 2013, 2014 samt i 2015 til en række forskellige lande. Det må derfor lægges til grund, at ansøgeren i denne periode var i besiddelse af et gyldigt iransk pas udstedt af de iranske myndigheder. Det lægges efter indholdet af visumakterne vedrørende en ansøgning om visum til Danmark fra 2009 til grund, at ansøgerens daværende pas udløb i 2011. Det må som følge heraf lægges til grund, at ansøgeren fik fornyet sit pas hos myndighederne i Iran i 2011, idet hun også har ansøgt om visum efter dette tidspunkt, og at hun i øvrigt har været ud- og indrejst af Iran to gange i den periode, herunder senest i 2013, hvor hendes konflikt angiveligt skulle have fundet sted. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren var i stand til at opholde sig i Iran i en periode fra sin seneste indrejse i 2013 og til sin udrejse i 2015 uanset, at det samtidig må lægges til grund, at hendes mand og sønner havde været politisk aktive og var udrejst på dette tidspunkt. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller, at hun vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at der ikke er grundlag for at imødekomme den mere subsidiære begæring om hjemvisning af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/204/SOL