Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har sympatiseret med den kurdiske sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han har hjulpet personer med tilknytning til Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI) med at finde vej til grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har oplyst, at han har boet i al-Tash-lejren i Irak i 25-26 år, hvorefter han flyttede til Iran, hvor han boede i 10-11 år, indtil han udrejste i 2015. I 2013 eller 2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, som oplyste ansøgeren om, at de var bekendt med, at han havde kontakt til personer i Europa. I forbindelse hermed konfiskerede efterretningstjenesten ansøgerens mobiltelefon. En eftermiddag omkring solnedgang i 2015 kom ansøgeren hjem efter at have haft sine dyr på græs. Ansøgerens mor sagde til ansøgeren, at de havde besøg af ansøgerens nevø, [N] og to andre personer, som ansøgeren senere hen fandt ud af, var medlemmer af KDPI. [N] og medlemmerne af KDPI bad ansøgeren om hjælp til at finde hen til grænsen mellem Iran og Irak. Da det blev mørkt, fulgte ansøgeren de to medlemmer af KDPI til grænsen, og han tog efterfølgende hjem til sig selv. Dagen efter gik ansøgeren som vanligt ud med sine dyr til græsningsområdet. Efter et stykke tid blev ansøgeren mødt af en mand ved navn [M], der kom kørende på motorcykel, og som sagde, at de skulle afsted. [M] kørte ansøgeren til en anden landsby, hvor ansøgeren blev sat af. [M] fortalte ansøgeren, at efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens families bopæl. Ansøgeren tog herefter til Urmia, hvor han var i omkring fem dage. Mens ansøgeren var i Urmia, var han i kontakt med [M], der fortalte ham, at hans mor var blevet taget med i forbindelse med ransagningen, afhørt af efterretningstjenesten og efterfølgende løsladt. Senere kunne [M] fortælle, at ansøgerens mor efter løsladelsen var blevet anholdt og afhørt på ny af efterretningstjenesten, der truede med at fængsle hende, hvis ikke ansøgeren meldte sig selv. Ansøgeren bad [M] om at hjælpe moren til Urmia, og samme aften, som de blev genforenet, udrejste de af Iran. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne en gang opsøgt hans bror og spurgt efter ham. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens og ansøgerens mors forklaringer taget hensyn til, at de begge er analfabeter, ligesom nævnet har taget hensyn til ansøgerens mors alder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens og ansøgerens mors forklaringer er divergerende, og ansøgerens mors forklaring under nævnsmødet er udbyggende og afglidende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens mor har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren vendte tilbage til bopælen, efter at han havde fulgt de to mænd til grænsen, om hvor mange gange ansøgerens mor blev tilbageholdt og afhørt af de iranske myndigheder, om hvorvidt ansøgeren og ansøgerens mor talte i telefon, mens ansøgeren var i Urmia, og om hvem, der kørte ansøgerens mor til Urmia. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens mor forklaret divergerende – og ansøgerens mor under nævnsmødet udbyggende og afglidende – om, hvor ansøgeren og ansøgerens mor mødte hinanden i Urmia. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens mor har forklaret divergerende om, hvornår hun blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, og om den frist, som de iranske myndigheder meddelte til, at ansøgeren kunne melde sig til myndighederne. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse endvidere påfaldende, at der er flere ting, som ansøgerens mor i nævnet ikke kunne huske, mens hun angiveligt kunne huske disse, da hun nogle få uger tidligere afgav forklaring til sin advokat. Flygtningenævnet har endelig tillagt det – en mindre – betydning, at ansøgerens herboende søster i 2014 søgte familiesammenføring med ansøgerens mor. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/202/MGO
