Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning født i Ramadi, Irak. Da ansøgeren var fire år, flyttede han til Kermanshah-provinsen i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har sympatiseret med Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af myndighederne, fordi han har hjulpet fire ukendte mænd fra KDPI og derfor er anklaget for at være sympatisør af partiet. Ansøgeren har oplyst, at han [en dag i sommeren] 2014 på familiens plantage mødte fire ukendte mænd, der bad ham om mad. Ansøgeren gav mændene mad, og efter mændene havde spist færdig, gav ansøgeren mændene sit telefonnummer. I [slutningen af] 2014 blev ansøgeren kontaktet af mændene med henblik på at få mad fra ham igen. Ansøgeren gav mændene mad, plastre og forbindinger, og til gengæld herfor fik han et kurdisk flag og et billede af lederen af KDPI, som han havde bedt om. [En dag i sommeren] 2015 blev ansøgeren kontaktet af mændene igen. Ansøgeren aftalte at mødes med de fire mænd på plantagen, hvor de igen kunne få noget at spise. Ansøgeren spiste sammen med mændene indtil midnat. Pludselig advarede en af mændene, der holdt vagt, de øvrige tilstedeværende om, at der var 3-4 biler på vej mod plantagen. Ansøgeren flygtede herefter sammen med mændene mod et bjerg. Da ansøgeren og mændene var kommet væk fra plantagen, fortalte mændene ansøgeren, at de havde efterladt KDPI-materiale på plantagen, og at det derfor ville være farligt for ham at vende tilbage. Næste dag om morgenen havde ansøgeren telefonisk kontakt til sin fætter, der kunne fortælle, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl, hvor de havde anholdt ansøgerens far. I forbindelse hermed havde myndighederne på ansøgerens værelse også fundet det kurdiske flag og det billede, ansøgeren fik af mændene på plantagen. Ansøgerens far blev løsladt efter en uge med opfordring om, at ansøgeren skulle melde sig til sikkerhedstjenesten. Dagen efter farens løsladelse blev ansøgeren kørt til Urmia, hvor han opholdt sig i en uge, inden han udrejste. Efter ansøgerens udrejse er hans far blevet indkaldt nogle gange til afhøring, hvor myndighederne har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at den fremstår som usandsynlig, ligesom ansøgerens forklaring på enkelte punkter er påfaldende og på væsentlige punkter er divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet finder således, at det er usandsynligt, at de iranske myndigheder skulle kunne være bekendt med ansøgerens tredje møde med folkene fra KDPI i skuret på ansøgerens forældres marker. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke havde fortalt nogen om de to forudgående møder med folkene fra KDPI i skuret, ligesom ansøgeren heller ikke fortalte nogen – herunder sine forældre – om, at han skulle mødes med folkene fra KDPI den tredje gang. Nævnet har videre lagt vægt på, at en af mændene, [M], de to gange, hvor han ringede til ansøgeren – henholdsvis forud for det andet og det tredje møde – ringede fra to forskellige telefonnumre, hvilket må antages at have i hvert fald besværliggjort en eventuel aflytning fra myndighedernes side. Nævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at Kaka Ahmad først ringede til ansøgeren kl. 21-21.30 den pågældende aften, at ansøgeren mødtes med folkene i skuret ca. en times tid senere – kl. 22-22.30 – og at bilerne med myndighedspersonerne allerede ankom kort efter midnat. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det er højst usandsynligt, at de iranske myndigheder skulle kunne være bekendt med det tredje møde, og at de – selv hvis de måtte have aflyttet telefonsamtalen – på den korte tid ville kunne nå at finde ud af, at det var ansøgeren, som [M] ringede til, hvor ansøgeren skulle mødes med folkene fra KDPI, og hvor skuret, som de skulle mødes ved, lå. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren ved det første møde med mændene fra KDPI udleverede sit telefonnummer til ham ubekendte personer, som han ingen oplysninger fik om. Nævnet finder det også påfaldende, at mændene fra KDPI uden tilsyneladende at træffe sikkerhedsforanstaltninger ved det første møde lod ansøgeren forlade stedet alene på sin motorcykel, uden at de kunne vide, om de kunne stole på ansøgeren. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet, hvornår [M] oplyste sit navn, hvornår mændene fortalte, at de var fra KDPI, og på hvilket tidspunkt ansøgeren mødtes med mændene fra KDPI den tredje gang, ligesom ansøgeren under nævnsmødet har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorfor han til det tredje møde kørte på traktor og ikke motorcykel som til de to første møder. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
