Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi hendes søn, [S1], har hjulpet tre peshmergaer til grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren har oplyst, at der en dag i [efteråret] 2015 kom tre mænd til hendes bopæl, som ønskede [S1]s hjælp til at nå til den irakiske grænse, hvilket [S1] gjorde samme aften. Morgenen efter blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af efterretningstjenesten. Ansøgeren blev anholdt og kørt til efterretningstjenestens kontor [et sted i Kermanshah-provinsen], hvor hun blev afhørt i en til to timer. Efter afhøringen blev ansøgeren løsladt, og hun fik to dage til at indlevere [S1] til efterretningstjenesten. Samme nat kørte ansøgeren til grænsebyen Urmia, hvor hun mødtes med [S1]. De udrejste herefter af Iran. Efter ansøgerens udrejse af Iran er hendes anden søn, [S2], blevet afhørt af de iranske myndigheder, fordi myndighederne leder efter hende. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens og ansøgerens søns forklaringer taget hensyn til, at de begge er analfabeter, ligesom nævnet har taget hensyn til ansøgerens alder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens og ansøgerens søns forklaringer er divergerende, og ansøgerens forklaring under nævnsmødet er udbyggende og afglidende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens søn vendte tilbage til bopælen, efter at han havde fulgt de to mænd til grænsen, om hvor mange gange ansøgeren blev tilbageholdt og afhørt af de iranske myndigheder, om hvorvidt ansøgeren og ansøgerens søn talte i telefon, mens ansøgerens søn var i Urmia, og om hvem, der kørte ansøgeren til Urmia. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens søn forklaret divergerende – og ansøgeren under nævnsmødet udbyggende og afglidende – om, hvor ansøgeren og ansøgerens søn mødte hinanden i Urmia. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hun blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, og om den frist, som de iranske myndigheder meddelte til, at ansøgerens søn kunne melde sig til myndighederne. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse endvidere påfaldende, at der er flere ting, som ansøgeren i nævnet ikke kunne huske, mens hun angiveligt kunne huske disse, da hun nogle få uger tidligere afgav forklaring til sin advokat. Flygtningenævnet har endelig tillagt det – en mindre – betydning, at ansøgerens herboende datter i 2014 søgte familiesammenføring med ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/200/MGO
