Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt kristen af trosretning fra [mindre by], Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at myndighederne har fået kendskab til hans konversion til kristendommen, og at han som følge heraf vil blive fængslet, tortureret og henrettet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet af sin familie og naboer som følge af hans konversion. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han kommer fra en religiøs familie og selv var shia-muslim, før han konverterede til kristendommen, Ansøgeren fulgte sharia-lovgivningen, var meget religiøs og fulgte religionens forskrifter nøje. Omkring et år inden ansøgeren konverterede, frafaldt ansøgeren islam, dog således, at han fortsat troede på Gud. I 2005 flyttede ansøger fra Iran til Tadsjikistan, hvor han boede indtil omkring slutningen af [sommeren] 2015. I Tadsjikistan, blev han mellem 2005 og 2006 introduceret til kristendommen gennem sin ven, [A], som var kristen. I 2006 konverterede ansøgeren fra islam til kristendommen og blev døbt i 2007 i kirken, [B], i Tadsjikistan. Ansøgerens venner fik kendskab til konversionen og fortalte det til ansøgerens familie og venner i Iran, og på den måde fik de iranske myndigheder kendskab til det. I 2012 fandt den iranske konsul i Tadsjikistan også gennem andre iranere ud af, at ansøgeren var blevet kristen. I 2014 blev ansøgeren to gange i Tadsjikistan svinet til, slået og truet på livet som følge af, at han var konverteret. I [sommeren] 2015 vendte ansøgeren hjem til Iran, hvor han boede hos sin mormor. Halvanden måned efter, slog ansøgerens far hånden af ansøgeren under et besøg hos ansøgerens mormor. En uge til 10 dage herefter opsøgte ansøgerens morbror ansøgeren på gaden og truede ham på livet. Omkring den [nærmere angiven dato i vinteren] 2015 blev ansøgerens forældres bopæl stormet og ransaget af de iranske myndigheder, og i [vinteren] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt han missionerede eller ej. I asylskemaet har ansøgeren forklaret, at han foretog forkyndelse i et tadsjikisk samfund, samt til venner og bekendte, der var iranere. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han primært missionerede i kirken og til de af hans venner, der interesserede sig for kristendommen, og til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke var med til at missionere, og at kristendommen var en privat sag. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kontakt til andre iranere/muslimer i Tadsjikistan eller ej. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke havde kontakt til muslimer i Tadsjikistan, da han ledte efter den rette vej. Senere under samme samtale forklarede ansøgeren, at han fortalte nogle iranere i Tadsjikistan, at han var konverteret. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han havde kontakt til alle andre iranere, bortset fra en tidligere rejsefælle, [C]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. I asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at myndighederne har fået kendskab til hans konvertering til kristendommen, og at han som følge heraf vil blive fængslet, tortureret og henrettet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han frygter både myndighederne, hans morbror og hans naboer vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren – på trods af, at han har oplyst, at de iranske myndigheder og hans familie efterstræber ham på grund af hans angivelige konversion til kristendommen, har været tilbage i Iran ca. 3 gange, efter at han er konverteret. Endvidere genindrejste ansøgeren i [sommeren] 2015 uden at opleve problemer med sin familie, naboer eller myndighedspersoner indtil hans udrejse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til det kirkelige samfund, han har været tilknyttet i Tadsjikistan, herunder om organiseringen og ledelsen heraf, forekommer meget begrænset, på trods af at han angiveligt havde været tilknyttet kirken i mange år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til forholdene for de kristne i Tadsjikistan, i den periode han opholdt sig der, forekommer meget begrænset. Flygtningenævnet har på baggrund af ovenstående vurdering af ansøgerens generelle troværdighed afvist ansøgerens forklaring om hans asylmotiv, herunder at hans konvertering til kristendommen er reel, idet det i den forbindelse bemærkes, at ansøgerens forklaring omkring baggrunden for hans angivelige konvertering til kristendommen forekommer ureflekteret og ikke forekommer som udtryk for en indre overbevisning. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til et andet resultat. Endeligt bemærkes, at ansøgerens aktivitet på internettet ikke kan antages at gøre ham profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/199/JABP
