Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Sarpol-e Zahab, Iran. Begge ansøgerne er født i al-Tash-lejren, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter repressalier fra sin far, som har modsat sig hendes ægteskab. Til støtte herfor, har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle ikke havde nogen form for ID-kort, og at parret ikke turde fortælle dette til den kvindelige ansøgers far af frygt for, at han ville forhindre ægteskabet. Ansøgeren blev viet på en ukendt dato i 2012. Omkring tre til fire måneder senere, blev ansøgerens far vred på ansøgerens ægtefælle, idet han ikke straks havde fortalt, at han ikke var i besiddelse af ID-dokumenter. Ansøgerens far slog ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens far ville have, at ansøgeren skulle forlade sin ægtefælle. En uge senere besøgte ansøgeren sine forældre, som dog smed ansøgeren ud af hjemmet. Der gik nogle år. Da ansøgeren fødte sit andet barn kom ansøgerens far på besøg hos familien. Dette var første gang efter episoden, hvor faren slog ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens far spurgte, hvor ansøgerens ægtefælle befandt sig. Ansøgeren svarede, at ægtefællen ville komme hjem igen mellem klokken 11.30 og 12.00, hvorefter ansøgerens far forlod bopælen. Faren kom tilbage igen efter to til tre dage. Han havde medbragt nogle ting, som han bad ansøgeren passe på. Herefter forlod faren igen bopælen. Kort efter bankede politiet på døren, ransagede ansøgerens hus og fandt de ting, som ansøgerens far havde efterladt. Ansøgeren forsøgte at forklare politiet, at det ikke var hendes eller ægtefællens ting. Politiet bad ansøgeren ringe til sin ægtefælle og bede ham komme hjem. Ægtefællen tog dog ikke telefonen. Senere ringede ansøgeren til sin ægtefælle og sagde, at faren havde hævnet sig, at politiet havde været på bopælen, og at ægtefællen skulle flygte. Ansøgeren ringede også til sin far og sagde, at han skulle komme og sige, at det var hans ting, men faren benægtede ethvert kendskab til tingene. Ansøgeren tog sammen med sin ægtefælles ven, [A], hjem til sin far for at tale faren til fornuft. Dette var dog forgæves. Næste morgen kom to civilklædte personer ind i ansøgerens hus for at lede efter ægtefællen. Ansøgeren sagde til personerne, at hun ikke vidste, hvor ægtefællen befandt sig, hvorefter personerne forlod huset igen. De samme to civilklædte personer kom igen til bopælen dagen efter, for at spørge efter ægtefællen. Ansøgeren sagde igen, at hun ikke vidste, hvor ægtefællen befandt sig, hvorefter de igen forlod bopælen. Den følgende nat kørte [A] ansøgeren og hendes børn hen til ægtefællen. Familien udrejste illegalt til Tyrkiet kort tid efter. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svigerfar, som vil hævne, at ansøgeren er blevet religiøst viet med sin ægtefælle, uden at ægteskabet kan registreres. Ægteskabet kan ikke registreres, idet ansøgeren ikke har iranske ID-dokumenter. Til støtte for sit asylmotiv, har den mandlige ansøger oplyst, at han blev religiøst viet med sin ægtefælle i foråret 2012. Ægtefællens far ønskede tre til fire måneder senere, at ægteskabet blev registreret hos myndighederne, hvilket ikke kunne lade sig gøre, da ansøgeren ikke havde iranske ID-dokumenter. Da ansøgeren oplyste dette til sin svigerfar, blev svigerfaren vred og gav ansøgeren en lussing. Svigerfaren ønskede, at ansøgerens ægtefælle igen flyttede hjem til sine forældre, og han brændte ægtefællens ID-papirer. Ansøgerens ægtefælle henvendte sig efter en uge til sin far, men blev dog afvist, og havde ikke kontakt til ham før efter sommeren 2015, hvor ægtefællens far flere gange opsøgte ægtefællen på parrets bopæl. Ansøgerens svigerfar – som var en magtfuld mand i efterretningstjenesten – efterlod ved sit sidste besøg en pose i parrets hjem, som ægtefællen skulle opbevare for ham. Kort efter svigerfaren havde forladt bopælen igen, mødte politiet op på bopælen, spurgte efter ansøgeren og ransagede hjemmet. Politiet fandt posen, som svigerfaren havde efterladt, og denne indeholdt vågen, peshmerga-tøj, et kurdisk flag og løbesedler. Ansøgerens svigerfar benægtede at have noget at gøre med tingene. Ansøgerens ægtefælle advarede ansøgeren, mens han var på arbejde, og ansøgeren tog derfor hjem til en ven, hvor han skjulte sig i fem dage. Politiet opsøgte ægtefællen to gange i dagene efter at have fundet posen. På femte dag kom ansøgerens ægtefælle og børn til Orumieh, hvor ansøgeren befandt sig, og de udrejste sammen i [efteråret] 2015. De udrejste illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerenes forklaringer om deres asylmotiv, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne er efterstræbt af den kvindelige ansøgers far, eller at de er forfulgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgerne på flere centrale punkter har forklaret indbyrdes divergerende under deres oplysnings- og motivsamtaler i [foråret og sommeren] 2016 med Udlændingestyrelsen, hvorefter deres forklaringer fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser til ansøgernes forklaringer om den kvindelige ansøgers fars arbejde og stilling. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans svigerfar er ansat i den iranske efterretningstjeneste. Han er en meget magtfuld mand, der er frygtet af mange. Den kvindelige ansøger har under sin oplysnings- og motivsamtale derimod oplyst, at hendes far er beskæftiget i landbruget, og hun har under den senere asylsamtale også forklaret, at faren både arbejder i landbruget og i efterretningstjenesten, samt at hun formoder, at faren er peshmerga, og at han har forbindelser til Peshmerga. Nævnet henviser endvidere til ansøgernes divergerende forklaringer om indholdet af den pose, som den kvindelige ansøgers far anbragte i ansøgerens hjem. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans ægtefælle har sagt, at der var to våben, peshmerga-uniform, et kurdistan-flag og politiske løbesedler i posen, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at posen indeholdt våben og peshmerga beklædning. Den mandlige ansøger har i den forbindelse forklaret, at politiet kom til bopælen ca. en halv time, efter at svigerfaren havde været på besøg og anbragt posen, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at politiet kom efter få minutter. Ansøgernes utroværdighed understøttes af deres usammenhængende og afglidende forklaringer om tidspunktet for deres vielse, herunder at den kvindelige ansøger for nævnet har forklaret, at hun slet ikke husker, hvornår hun blev gift med sin mand. Den kvindelige ansøger har i øvrigt under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hun har fået udstedt et pas i Iran, men at hun har mistet det i Iran. Under den senere asylsamtale har hun forklaret, at hun aldrig har fået udstedt pas i nogen lande. Flygtningenævnet anser det i øvrigt for usandsynligt, at den kvindelige ansøgers far først i 2015 har anbragt den nævnte pose for at skade den mandlige ansøger, selvom faren allerede i 2012 få måneder efter ansøgernes vielse har fået kendskab til, at ansøgeren ikke havde de papirer, der var nødvendige for at få ægteskabet registreret. Nævnet bemærker, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgerne, der er gift med hinanden, under deres senere samtaler med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2017 har afgivet i det væsentlige overensstemmende forklaringer. Det er indgået i Flygtningenævnets afgørelse, at ansøgerne har oplyst, at de er analfabeter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/187/JAH
