Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke oprindeligt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, som har tilbageholdt ham, udsat ham for overgreb og tvunget ham til at arbejde som meddeler for dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er yarsan og arbejdede som taxachauffør i [en by]. [I sommeren] 2015 overhørte ansøgeren en af sine kollegaer tale dårligt om hans religion. Ansøgeren konfronterede kollegaen og sagde fornærmende ting om islam. Det førte til slagsmål mellem parterne, så deres andre kollegaer måtte skille dem ad. Herefter sagde ansøgerens chef til ham, at han skulle tage hjem, hvilket han gjorde. [Dagen efter] skulle ansøgeren på indkøb, da han blev passet op af fire ukendte personer i en [bil]. Ansøgeren blev tvunget ind i bilen, der kørte i cirka tyve minutter til et ukendt sted, hvor han blev placeret i et lille rum i en bygning i op til fem dage, uden at der skete yderligere. På et tidspunkt blev ansøgeren ført ind i et andet rum, hvor han blev afhørt med bind for øjnene af to personer, der udsatte ham for overgreb og bebrejdede ham, at han havde talt dårligt om islam. Ansøgeren har oplyst, at han blev tilbageholdt i 28 dage og afhørt cirka tre gange. Under sidste afhøring blev ansøgeren truet med overgreb og dødsstraf, hvis han ikke indvilgede i at samarbejde med myndighederne. Myndighederne ønskede, at ansøgeren skulle arbejde som meddeler og i kraft af sin stilling som taxachauffør indsamle informationer om passagerer, der talte dårligt om islam eller det iranske styre. Ansøgeren indvilgede i at samarbejde, fordi han ønskede at blive løsladt, så han kunne flygte. I den forbindelse udfyldte og underskrev ansøgeren en formular med personlige oplysninger. Han fik også udleveret en mobil, et telefonnummer til efterretningstjenesten og en kode, som han skulle bruge, når han videregav informationer til tjenesten. Nogle dage senere blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren har oplyst, at han fik bind for øjnene og blev kørt i en bil i cirka tyve minutter, hvorefter han blev løsladt et ukendt sted ved 22-tiden. Ansøgeren forsøgte at få et lift, men da det ikke lykkedes, gik han hen til et tilfældigt hus, hvor han fik nummeret til et taxaselskab. Ansøgeren ringede efter en taxa, der hentede ham og bragte ham til hans forældres bopæl. Forældrene fortalte, at deres bopæl var blevet ransaget af ukendte myndighedspersoner, der havde spurgt efter ansøgeren, og at de havde efterlyst ansøgeren hos politiet og i den forbindelse fremvist et billede af ham. Tidligt næste morgen forlod ansøgeren forældrenes bopæl. Han blev hentet af sin ven i en nærliggende gade, og de kørte til Kermanshah, hvor ansøgeren opholdt sig hos en anden ven i to måneder. Herefter tog ansøgeren til Urmia, hvorfra han udrejste. Ansøgeren har oplyst, at forældrenes bopæl sidenhen er blevet opsøgt af myndighederne cirka én gang måneden. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, idet den på centrale punkter er udbygget og indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet først i oplysnings- og motivsamtalen og senere, men ikke i asylskemaet, omtalt det skænderi med en kollega, som angiveligt var årsag til, at han kom i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor og hvornår han blev slået og om, hvordan han kom hjem efter løsladelsen. Han har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om sin kontakt til familien, og om hvor mange gange hans bopæl er blevet opsøgt af myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerens Facebook-profil indeholder regimekritisk materiale findes ikke at burde medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at materialet er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/185/THV
