Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er iranske statsborgere, etniske kurdere og muslimer fra Mirede, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han som chauffør har smuglet varer fra Irak til Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter ejeren af arbejdsbilen og lasten, [A], idet han har ødelagt bilen ved et uheld. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2014 blev ansat som chauffør til at transportere varer, herunder alkohol, stof, te og damesko, fra Irak til Iran. Ansøgeren kørte to til tre ture om ugen. [I vinteren] 2015 kørte ansøgeren med en ukendt person i bil på vej til Baneh i Iran. Han blev opdaget af grænsevagter, og de kørte efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at flygte til et nærliggende skovområde, og med hjælp fra sin svoger udrejste han med sin ægtefælle til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive arresteret af de iranske myndigheder som følge af hendes ægtefælles asylmotiv. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sin far, idet han er bestemmende og kan blive meget sur. Faren vil fornægte ansøgeren, hvis hun vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring er divergerende og fremstår usandsynlig og som konstrueret til lejligheden. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om den situation, der førte til, at han flygtede fra Iran. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han så en masse iranske politibiler holde parkeret, hvorefter han flygtede. Under asylsamtalen har han forklaret, at han kørte om natten med slukkede lygter for ikke at blive opdaget. Han så en bil langt forude og tændte lyset for at se, hvad det var, hvorefter den anden bil tændte et sirenelys, og den mandlige ansøger flygtede, da hans passager fortalte, at deres last var alkohol og våben. Under mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger først forklaret, at det var hans passager, der opdagede en af grænsepolitiets biler forude og tændte lyset. Nærmere afhørt herom har han forklaret, at passageren bad den mandlige ansøger om at tænde lyset, hvilket den mandlige ansøger gjorde. Grænsepolitiets bil tændte sirenelyset og kørte i retning af dem, hvorefter den mandlige ansøger flygtede. Flygtningenævnet finder, at denne divergerende og løbende tilpassede forklaring, som angår et centralt punkt i den mandlige ansøgers asylmotiv, svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed. Divergensen kan ikke forklares med, at den mandlige ansøger er analfabet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvilken type bil, ansøgeren kørte i. Den mandlige ansøger har forklaret, at han kørte i en pick-up, mens den kvindelige ansøger under asylsamtalen ud fra fotos har udpeget en større, lukket lastbil som den, der bedst ligner den mandlige ansøgers køretøj. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger, som kørte om natten ad små veje og uden lys på for ikke at blive opdaget, tændte bilens lygter, da dette netop gav konkret risiko for at blive opdaget. Det forekommer endvidere usandsynligt, at den mandlige ansøger, der to gange tidligere var blevet udsat for at blive opdaget under de natlige transportture, har været så uforsigtig at efterlade sit id-kort med navn på i bilen, da han flygtede. Endelig forekommer det usandsynligt, at bilen, som forklaret af den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen, var udstyret med sømmåtter og en blæser, som kunne sprede støv bag bilen, til brug for den situation, at de blev forfulgt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at den mandlige ansøgers forklaring ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det alene beror på den mandlige ansøgers formodning, at han er blevet identificeret og risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke er blevet opsøgt efter episoden. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at uanset om der måtte være en konflikt i forhold til ejeren af bilen, er det ikke af en karakter, der kan være asylbegrundende. Flygtningenævnet har ikke lagt vægt på, at den mandlige ansøger i asylsamtalen er citeret for at have forklaret, at han fik jobbet som chauffør i 2015, idet dette må antages at bero på en oversættelsesfejl med hensyn til datoen. Om den kvindelige ansøger bemærkes, at hun ikke har et selvstændigt asylmotiv, men alene har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. På denne baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/184/SSM
