Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Isfahan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke er religiøs. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev bekendt med sin seksuelle observans, da hun var omkring 15 eller 16 år gammel, i hvilken forbindelse hun indledte et forhold til en kvinde ved navn [A]. Forholdet varede i nogle år. I 2012 tvang ansøgerens far ansøgeren til at indgå ægteskab med hans kollegas søn ved navn [B]. Fire måneder efter indgåelsen af ægteskabet med [B] tog ansøgeren kontakt til [A], hvorefter de indledte et forhold på ny. I 2014 og 2015 blev ansøgeren gravid og fik foretaget en abort. Da [B] opdagede, at ansøgeren havde fået foretaget en abort, anmeldte han ansøgeren til de iranske myndigheder for at undlade at opfylde sine ægteskabelige forpligtelser. Efter anmeldelsen blev ansøgeren indlagt på et psykiatrisk hospital i 23 dage. Da ansøgeren blev udskrevet, fortsatte hun sit forhold til [A], mens hun stadig var gift og levede med [B]. [I efteråret 2015] blev ansøgeren fængslet af de iranske myndigheder, fordi [B] havde anmeldt til politiet, at han havde set og videooptaget ansøgeren og [A], mens de havde samleje. Syv til otte dage herefter blev ansøgeren løsladt mod kaution. Ansøgeren opholdt sig derefter hos sine forældre i 16 dage, hvorefter hun udrejste af Iran. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark haft kontakt til andre homoseksuelle og er blevet medlem af LGBT Asylum Danmark, hvor hun blandt andet har deltaget i flere af foreningens arrangementer og møder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på flere centrale og væsentlige punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren, der har 14 års skolegang, har således forklaret forskelligt om tidspunkterne for den første gang, hun skulle være blevet tilbageholdt af myndighederne efter at være blevet anmeldt af sin mand til politiet. Under samtalen den [i sommeren] 2016 hos Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun første gang blev fængslet og derefter tvangsindlagt på psykiatrisk hospital i [foråret] 2014. Under samtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at det skete i [sommeren] 2014. Foreholdt denne forskel, har ansøgeren senere under den samme samtale forklaret, at hun ikke husker, hvornår hun blev fængslet, da det er lang tid siden. For nævnet har ansøgeren forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i perioden foråret eller sommeren 2014. Dette er en central begivenhed i ansøgerens liv, og hun må derfor forventes at kunne udtale sig mere præcist herom. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun under den første tilbageholdelse skulle være stillet for en dommer. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun ikke blev stillet for en dommer, mens hun under samtalen [i vinteren] 2017 har forklaret, at hun blev stillet for en dommer, og ansøgeren beskrev dommerens spørgsmål til hende i retsmødet. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om episoden, hvor hendes ægtefælle skulle have fundet ansøgerens kærestes undertøj. Under samtalen [i vinteren] 2017 har ansøgeren forklaret, at hun på ægtefællens spørgsmål om undertøjet svarede, at hun ikke kendte noget til det, men at det kunne være ansøgerens kæreste, der havde skiftet tøj og glemt sin bh. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at hun over for ægtefællen hævdede, at undertøjet tilhørte ansøgeren, og at hun ikke nævnte sin kærestes navn i den forbindelse. Den omstændighed, at ansøgeren til sin advokat har oplyst, at hun var utryg ved tolkens oversættelse af samtalen [i vinteren] 2017, kan ikke føre til en anden vurdering. Det fremgår således af referatet, at ansøgeren efter en pause under samtalen blev spurgt, om hun forstod tolken, hvilket hun besvarede bekræftende, ligesom ansøgeren ikke har haft bemærkninger til oversættelsen af referatet. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først efter afslaget på asyl har indhentet oplysninger om sin hospitalsindlæggelse, og at hun ikke har været i stand til at fremskaffe oplysninger om fængslingen og kautionen for den midlertidige løsladelse. Hertil kommer, at ansøgeren i forbindelse med ansøgning [fra vinteren 2017] om privat indkvartering hos en mand i København har oplyst til Udlændingestyrelsen, at han var hendes kæreste. Den omstændighed, at ansøgeren senere har beklaget, at hun ved den lejlighed har løjet for at bevare adresse på Sjælland af hensyn til sin praktikplads, svækker i øvrigt ansøgerens troværdighed. Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til oplysningen i indberetning [fra vinteren 2016] fra Asylcenter [C] om, at ansøgeren skulle have haft en uoverensstemmelse med en anden beboer, fordi ansøgeren havde haft herrebesøg og ville have den anden beboer til at lyve herom, hvilket vedkommende ikke ville. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgeren ifølge de fremlagte uddrag af hendes Facebook-profil efter afslaget [i foråret 2017] har postet fotos, der fremstiller hende som homoseksuel, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at det efter nævnets vurdering af oplysningerne i sagen sammenholdt med ansøgerens generelt svækkede troværdighed ikke kan antages, at ansøgeren, der i øvrigt er udrejst legalt, alene i kraft af de pågældende opslag herved skulle have bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de iranske myndigheder, at dette i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/177/LINB.
