Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning fra Sarpol-e-Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive landvarigt fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet fire unavngivne personer fra partiet ‘Partiya Jiyana Azad a Kurdistanê’ (PJAK). Ansøgeren frygter endvidere, at de iranske myndigheder vil udsætte ham for repressalier, idet han ikke har aftjent militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en ukendt dato [vinteren] 2015 var i færd med at vande sin majsmark ved [en landsby], da han omkring kl. 21-22 så fire ukendte personer iført kurdisk beklædning nærme sig. Personerne forklarede, at de blot var forbipasserende og bad om mad, da de var sultne. Ansøgeren bød derfor de fire personer ind i sin murstensbygning på marken, hvor han serverede grøntsager og brød. Personerne bad ansøgeren herefter om at hente medicin i byen og forklarede, at de ikke selv kunne vise sig offentligt, idet de var fra PJAK. Ansøgeren indvilgede i at hjælpe, efterlod de fire personer i sin murstensbygning på marken og drog derpå alene til apoteket i Sarpol-e-Zahab. Omkring midnat blev ansøgeren på tilbagevejen på en grusvej stoppet af en lokal mand, [Si], som også havde landbrugsmarker ved [landsbyen]. [Si] havde bemærket, at fire ukendte personer opholdte sig i ansøgerens bygning, hvorefter ansøgeren løj og forklarede, at der blot var tale om forbipasserende, og at han havde hentet mad, fordi de var sultne. Ansøgeren forlod derfor området sammen med PJAK-folkene, som frygtede at blive opdaget af efterretningsvæsenet på grund af [Sis] besøg. Klokken et om natten blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin morbror [A], som meddelte, at efterretningstjenesten havde ransaget ansøgerens bopæl i Sarpol Zahab, ansøgerens marker ved [landsbyen] og anholdt ansøgerens far. Ansøgeren flygtede herefter til sin ven [Ss] plantage i [..]. Tre dage efter PJAK-folkenes besøg forlod ansøgeren Iran sammen med sin ægtefælle og søn. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet eller henrettet, idet han har hjulpet regime-fjendtlige personer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun opholdt sig hos din ægtefælles søster [A], da hendes ægtefælle ringede til hende for at snakke med hende. Dette skete i [vinteren] 2015. Ansøgerens ægtefælle fortalte hende, at han havde fået problemer, og måtte forlade Iran. Han sagde, at ansøgeren skulle slukke sin telefon og gøre klar til at rejse. Dagen efter ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgeren igen og sagde, at hun skulle rejse til […] med [A] og hendes mand [F]. I […] mødtes ansøgeren med sin ægtefælle, og sammen udrejste de til Tyrkiet med hjælp fra en menneskesmugler. For Flygtningenævnet har ansøgerne henvist til, at de nu er konverteret til kristendommen, og at de som også følge heraf frygter asylbegrundende forfølgning ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger er kommet i de iranske myndigheders søgelys, fordi han skulle have hjulpet fire PJAK-medlemmer, til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringerne fremstår usandsynlige og konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring fremstår utroværdig. Nævnet finder således, at det er usandsynligt og utroværdigt, at han uden at vide noget som helst om de fire personer, som han har forklaret om, efter mørkets frembrud skulle have inviteret dem ind og budt dem på mad. Nævnet finder videre, at det er usandsynligt, at ansøgeren, der ikke tidligere havde været politisk aktiv eller engageret uden videre – efter at være blevet bekendt med, at mændene var medlemmer af PJAK – skulle have indvilliget i at køre til Sarpol-e-Zahab for at købe medicin. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke spurgte til baggrunden for, at mændene skulle bruge medicinen. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren måtte have været bekendt med risikoen ved at hjælpe PJAK-medlemmerne, henset til at han ifølge sin forklaring til asylsamtalen [vinteren] 2017 vidste, at der havde været PJAK-folk i området, at myndighederne slår PJAK-folk ihjel, at myndighederne betragter personer, der hjælper PJAK-folk som medløbere, og at medløbere straffes ved offentlig henrettelse. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret vævende og modstridende om grunden til, at han valgte at hjælpe de fire mænd fra PJAK. Ansøgeren har således til asylsamtalen først forklaret, at han valgte at hjælpe personerne af barmhjertighed og medmenneskelige årsager, fordi de var kurdere, dernæst i samme samtale at han hjalp, fordi han frygtede, at mændene ville straffe ham, hvis han ikke hjalp, hvilket ansøgeren kort efter ændrede til, at han ikke frygtede mændene, og sidst at han hjalp, fordi de iranske myndigheder betragter yarsan-troende som urene og vantro. Endvidere finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om [Sis] tilstedeværelse og rolle er utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at [Si] ikke havde nogen anledning til at være på ansøgerens marker, da [Sis] egne marker lå 15-20 minutters gang fra ansøgerens marker. Flygtningenævnet lægger desuden vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring for nævnet om, at han så, at mændene bar våben, men ikke kan sige, om det var skydevåben eller knive, ikke er troværdig. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke har forstand på våben, men finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om, at ansøgerens far blev anholdt og løsladt mod, at der blev stillet sikkerhed i skødet på en ejendom, ikke har kunnet dokumenteres. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren efterfølgende har givet en ny forklaring på, hvorfor faren blev løsladt, henset til at det ikke er en uvæsentlig oplysning, som det må forventes, at ansøgeren har interesseret sig for og derfor kan redegøre korrekt for. Flygtningenævnet tillægger det også betydning ved vurderingen af ansøgernes forklaring, at den kvindelige ansøger i sin oplysnings- og motivsamtale [foråret] 2016 forklarede, at hun vidste meget lidt om den mandlige ansøgers konflikt, at han havde fortalt hende, at han havde hjulpet nogle folk, der var imod det iranske regime, men at hun ikke vidste, hvor mange personer det drejede sig om, og at hun ikke vidste, hvad den mandlige ansøger hjalp dem med. Til asylsamtalen forklarede den kvindelige ansøger derimod, at den mandlige ansøger havde hjulpet nogle regime-fjendtlige folk med mad, drikkevarer og medicin, at en person i den mandlige ansøgers landsby, [Si], havde set den mandlige ansøger og afsløret ham over for myndighederne, og at den mandlige ansøger havde fortalt dette, mens ansøgerne var i […]. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at både den mandlige og den kvindelige ansøger, der har forklaret, at de har gået i skole i henholdsvis omkring 12 år og i 10 år, i deres asylansøgningsskemaer har beskrevet asylmotivet ganske overordnet i en sætning, selv om det fremgår af skemaet, at ansøgeren skal beskrive alle grundene til udrejsen, og at det er vigtigt, at ansøgeren tydeligt og detaljeret beskriver, hvorfor ansøgeren var nødt til at rejse. Begge ansøgere har endvidere i ansøgningsskemaerne hver i en sætning henvist til, at deres religion er yarsan som forklaring på, at de har søgt om asyl i Danmark. For Flygtningenævnet har ansøgerne som asylmotiv også henvist til, at de nu er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres angivelige konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at han var yarsan-troende, at han praktiserede sin religion, og at han aldrig havde interesseret sig for eller beskæftiget sig med andre religioner, og på at den kvindelige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun blev født shia-muslim, at hun konverterede til yarsan-troen, da hun blev gift, at hun praktiserede sin nye religion, og at hun aldrig havde interesseret sig for eller beskæftiget sig med andre religioner. Nævnet lægger videre vægt på, at begge ansøgere blev udspurgt om religion, herunder den omstændighed at den kvindelige ansøger oprindeligt var shia-muslim og betydningen heraf, til deres asylsamtaler, uden at ansøgerne forklarede om, at de skulle være begyndt at interessere sig for kristendommen, ligesom ansøgerne intet forklarede om deres interesse for kristendommen til deres asylsamtaler, selv om de på tidspunktet for samtalernes afholdelse skulle være begyndt at gå i kirke. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne, der fik afslag på asyl [foråret] 2017, ifølge udtalelse af [vinteren] 2018 fra [en frimenighed] først ytrede ønske om at blive døbt i sommeren 2017, og at de efter et dåbskursus bestående af syv dobbeltlektioner blev døbt [vinteren] 2017. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren trods godt faktuelt kendskab til kristendommen, ikke har forklaret overbevisende om den indre, religiøse og spirituelle proces, der har ført til, at de fra at være praktiserende yarsan-troende, der i deres ansøgningsskemaer har angivet deres tro som asylmotiv, er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at formanden for [frimenigheden] og frimenighedspræsten har erklæret i en udtalelse af [vinteren] 2018 har oplyst, at ansøgerne begyndte at komme i [frimenigheden] i efteråret 2016, men finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgernes angivelige konversion til kristendommen er udslag af et ønske om at konstruere et sur place-asylmotiv, og nævnet finder, at denne vurdering støttes af oplysningerne om ansøgernes aktiviteter på Facebook. Begge har således efter Udlændingestyrelsens afslag opslået kristne budskaber på Facebook, og ansøgerne har foreholdt, at opslagene kan have en alvorlig konsekvens, ikke kunne givet en rimelig forklaring på disse opslag. Nævnet bemærker herved, at en henvisning til den kristne missionsbefaling ikke er overbevisende, idet ansøgernes svar har fremstået indstuderede og utroværdige. Nævnet finder i øvrigt henset til, at ingen af ansøgerne er profilerede i forhold til de iranske myndigheder, at den omstændighed, at ansøgerne har opslået kristne budskaber på Facebook, ikke kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Herefter, og da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger om yarsan-troende og kurdere i Iran er der ikke grundlag for at fastslå, at de generelle forhold for yarsan-troende og kurdere kan begrunde meddelelse af asyl i Danmark, er der ikke grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse som følge af deres religiøse forhold. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i begrundelsen i afgørelsen vedrørende den mandlige ansøger, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse som følge af, at den mandlige ansøger ikke har aftjent sin værnepligt. Nævnet lægger herved også vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at ansøgerens far betalte penge til myndighederne, således at ansøgeren ikke blev indkaldt, og at ansøgeren ikke blev indkaldt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Iran/2018/176/KAA
