Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder eller lokalbefolkningen, idet han har haft samleje med en mand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tidligere har betalt sig til samleje med mænd, inden han blev gift med sin ægtefælle, [A], i 1999. I [efteråret] 2015 var ansøgeren i moskeen i landsbyen [B] for at bede. Da ansøgeren skulle gennemgå den rituelle vask, hørte han lyde fra toilettet. Han gik derud og opdagede to mænd, [C] og [D], der havde samleje på toilettet. Ansøgeren slog og sparkede [C]. Ansøgeren tilbød efterfølgende [D] betaling for, at han skulle have samleje med ansøgeren på moskeens toilet. [D] accepterede tilbuddet. Ansøgeren betalte ham dog ikke. Ansøgeren og [D] blev opdaget af moskeens imam, [E], mens de havde samleje. [E] slog ansøgeren, men ansøgeren nåede at stikke af. Ansøgeren kørte til sin bror i Kermanshah, hvor han talte med sin ægtefælle, der fortalte, at lokalbefolkningen i landsbyen [B] ønskede at stene ansøgeren for det, som ansøgeren havde gjort. [Ds] familie havde desuden meldt ansøgeren til myndighederne for at have voldtaget [D]. Da ansøgeren hørte om straffen for at have samleje med en mand, besluttede han sig for at udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende om flere centrale forhold. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring ikke sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han slog og sparkede [C], da han opdagede [C] og [D] på toilettet. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan imamen angiveligt trængte ind på toilettet, og hvordan ansøgeren og [D] var påklædt, da de blev opdaget af Imamen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han diskuterede med imamen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Nævnet har herved også lagt vægt på, at der er tale om én episode med et enkelt hændelsesforløb. Endelig finder Flygtningenævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren valgte at have sex med en anden mand på et toilet i den lokale moske umiddelbart inden middagsbønnen, herunder uden at gøre sig overvejelser om risikoen for at blive opdaget eller tage nogen forholdsregler. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/174/HHU
