Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en by i Iran]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af sin tilknytning til sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere tidligere henvist til, at hun vil blive slået ihjel af sine brødre, [K] og [M], fordi hendes ægtefælle har været politisk aktiv, og fordi hun nægter at gifte sig på ny. Ansøgeren har ikke længere en konflikt med sine brødre, der har accepteret ægteskabet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at myndighederne, efter hendes ægtefælle udrejste af Iran i 2009, opsøgte hende og spurgte efter hendes ægtefælle. Ansøgerens brødre [K] og [M] begyndte at udsætte hende for fysiske overgreb, fordi beboerne i landsbyen chikanerede dem verbalt over, at ansøgeren ikke boede sammen med sin ægtefælle. I 2013 og 2015 afslog ansøgeren at gifte sig igen, hvilket fik [K] og [M] til at udsætte hende for yderligere fysiske overgreb. I [sommeren] 2015 rejste ansøgeren legalt til Irak for at indgå ægteskab med sin nuværende ægtefælle, fordi den danske ambassade i Teheran ikke anså deres oprindelige vielse for gyldig, og fordi de ønskede at søge familiesammenføring. Ansøgeren opholdt sig i Irak i omkring otte til ni dage, hvorefter hun rejste tilbage til Iran. Kort før ansøgerens udrejse af Iran tog hun hen til den danske ambassade i Teheran. Her blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin far, som fortalte hende, at myndighederne havde opsøgt deres bopæl for at tale med ansøgeren. Da ansøgeren kom tilbage til sin bopæl, blev hun igen udsat for fysiske overgreb af [K] og [M], da de opdagede, at hun havde søgt om familiesammenføring. Den efterfølgende dag rejste ansøgeren til [en by], og hun udrejste illegalt af Iran to dage senere. Mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, fik hun oplyst af sine forældre, at hun ikke skulle rejse tilbage til Iran, fordi hendes brødre var rasende. Efter ansøgerens udrejse af Iran har hun fået at vide af sine forældre, at politiet har været på deres bopæl og spurgt efter ansøgeren og hendes ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt, divergerende og udbyggende om centrale punkter i asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt hun overhovedet havde en konflikt med de iranske myndigheder, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun har en konflikt med myndighederne som følge af hendes ægtefælles konflikt. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod først forklaret, at hun ikke frygter andre end sine brødre i Iran, og at der ikke er andre grunde til, at hun ikke kan vende tilbage til sit hjemland. Efter en kort pause forklarede ansøgeren dog, at hun måske frygtede de iranske myndigheder. Ansøgeren forklarede herefter, at hun ikke vidste, om myndighederne forfulgte hende, men at hun frygtede det. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hun frygtede at få problemer med de iranske myndigheder, hvis hun vendte tilbage, men hun har ikke nærmere kunnet redegøre for sin frygt. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun frygtede, at de iranske myndigheder ville skære hende i småstykker. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor ofte de iranske myndigheder har opsøgt hendes bopæl, og om de spurgte efter hende eller hendes ægtefælle. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at myndighederne har opsøgt hendes bopæl gentagne gange, men ansøgeren har også til asylsamtalen forklaret divergerende om det præcise antal. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at myndighederne har spurgt efter hende to gange. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hun og hendes ægtefælle fik registreret deres religiøst indgåede ægteskab hos de iranske myndigheder i 2013, idet ansøgeren først under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret om dette. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hun ikke frygtede de iranske myndigheder som følge af denne registrering, idet hun havde sagt til myndighederne, at hun var skilt fra sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at denne forklaring fremstår usammenhængende og utroværdig henset til, at ansøgeren har gjort gældende, at hun frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af hendes ægtefælles politiske forhold. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sit ægteskab, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at det var et kærlighedsægteskab, mens ansøgeren i sin visumansøgning har angivet, at det var et arrangeret ægteskab. Samtidig fremgår det af ansøgerens ægtefælles asylsag fra 2009 til 2010, at ægtefællen var ugift, og at han var forlovet med en kvinde ved navn [E]. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor hendes ægtefælle har anført dette. Ansøgeren har alene henvist til, at det anførte navn er et kaldenavn, som ægtefællen bruger om hende. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun nu ikke længere har en konflikt med sine brødre. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/171/MME
