Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindelig muslim fra Ilam, Iran. Ansøgeren er efter det oplyste nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder og af familien til sin kæreste, [A], som følge af et ikke-ægteskabeligt forhold, han har haft til hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør i byen Ilam. Han mødte sin kæreste, [A], via dating-app’en Bitalk i [sommeren] 2014. På dette tidspunkt skrev hun under navnet [B]. Hun vidste godt, hvem ansøgeren var, mens ansøgeren ikke vidste, hvem hun var, udover at hun oplyste, at hun var kunde i taxafirmaet. En dag i november eller i december 2014 ringede ansøgeren til ”[B]”, mens han kørte nogle kvindelige passagerer. En af passagerenes telefon begyndte at ringe, hvorfor ansøgeren opdagede, hvem ”[B]” var. [A] blokerede efterfølgende ansøgeren på app´en, men genetablerede kontakten til ham allerede én uge senere, hvor de begyndte at skrive om hverdagsting. En måned efter episoden i taxaen fandt sted, aftalte de at mødtes. De mødtes i ansøgerens bil foran [A’s] kusines bopæl klokken 1 om natten. Kusinen, [C], var klar over, at [A] skulle mødes med ansøgeren. En måned efter dette mødte mødtes de igen. Denne gang hjemme hos ansøgeren. Omkring en uge efter deres andet møde, hentede ansøgeren [A] og hendes anden kusine, [D], hjemme hos [A]. Ansøgeren kørte [D] til midtbyen, og efterfølgende [A] hjem til hendes morbrors bopæl. [D] kendte også til [A’s] forhold til ansøgeren. Da [A’s] morbror var ud at rejse, havde ansøgeren og [A] seksuelt samkvem på hans bopæl. I februar eller i marts 2015 mødtes ansøgeren igen med [A]. Denne gang på ansøgerens bopæl, hvor de igen havde seksuelt samkvem. Derefter mødtes de mere regelmæssigt. [A] fortalte ansøgeren, at hendes bror, [E], arbejdede for den iranske efterretningstjeneste. I juni eller i juli 2015 ringede [A] til ansøgeren og fortalte, at hun var gravid. [Senere på sommeren] 2015 tog ansøgeren til [A’s] bopæl sammen med sine forældre for at fri til [A]. [E] svarede, at han var imod frieriet, idet han kendte til ansøgerens religiøse ståsted og mente, at hans job ikke passede til [A’s] familiestatus. Før ansøgerens forhold til [A] opstod, havde [E] kørt i taxa med ansøgeren, hvor de kom op at skændes om religion, da ansøgeren fortalte ham, at han ikke troede på imamer og deres efterkommere. To uger efter det første frieri, tog ansøgerens forældre og farbror igen hen til [A’s] bopæl for at bede om [A’s] hånd. [E] afslog igen frieriet. Omkring en uge derefter hentede ansøgeren [A] fra hendes bopæl, da hendes familie ikke var hjemme. Ansøgeren kørte hende til en kosmetikforretning. Da [A] kom ud af forretningen, fortalte hun ansøgeren, at hendes fætter havde fulgt efter dem, og at han havde set dem sammen. Nogle dage senere kørte [A’s] anden bror, [F], sammen med ansøgeren i taxaen, hvor de kom op at skændes. Tre dage efter mødet med [F] blev ansøgeren stoppet af fire personer, som hev ham ud af taxaen og slog ham. Ansøger havde tidligere set [F] sammen med to af de personer, som slog ham, hvorfor han formoder, at [F] havde sendt dem. Ansøgeren tog efterfølgende hjem til [A’s] bopæl, hvor [E] boede. Han hældte benzin på [E’s] bil og satte ild til den. Tre dage senere kom fire civilklædte personer til ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. Ansøgeren blev efterfølgende afhørt af de ukendte personer om sin religiøse overbevisning. Til sidst underskrev ansøgeren et stykke papir, hvoraf det fremgik, at han troede på de islamiske love. Ansøgeren fik at vide, at han ti dage senere skulle melde sig til efterretningstjenestens afdeling. Samme aften, som ansøgeren blev løsladt, ringede [E] til ham. Han sagde, at han godt vidste, hvor ansøger havde været henne. Han sagde også, at han godt kunne blive gift med [A], hvis han accepterede koranen og den islamiske lovgivning. Det afslog ansøgeren. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [A’s] kusine, [D], som fortalte, at [A] havde fortalt sin familie, at hun var gravid. Hun havde også fået at vide, at [E] havde optaget den tidligere telefonsamtale med ansøgeren, hvor han havde afvist at acceptere koranen, hvorfor han nu havde bevismateriale, som kunne føre til, at ansøgeren ville blive idømt henrettelse. Ansøgeren rejste den samme dag og tog ophold hos sin svoger, [G], i hans træningscenter i Teheran i to dage. Mens han opholdt sig dér, ringede [G] til sin familie, hvorfra han fik at vide, at ansøgerens far og bror var blevet opsøgt på deres bopæl og anholdt af personer fra efterretningstjenesten med henblik på at finde frem til, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren flyttede ind hos en ven i Teheran, hvor han boede i otte dage før sin illegale udrejse af Iran. Ansøger har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter henrettelse af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans interesse for kristendom opstod i Danmark et par dage efter, at han var flyttet ind på et asylcenter i [efteråret] 2015. Han går regelmæssigt i kirke. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at hans kærestes familie afslog ægteskab. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at det skyldes, at ansøgeren havde en meget begrænset indkomst og ikke havde nogen dokumentation. I asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at det skyldes hans religiøse holdning og hans jobstatus. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at kærestens families afslag skyldes hans frafald af troen på islam. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring vedrørende hans kontakt med efterretningstjenesten. I asylskemaet har ansøgeren ikke oplyst noget om, at han havde været tilbageholdt af efterretningstjenesten. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var blevet afhentet af fire mænd fra efterretningstjenesten, der stillede ham spørgsmål og bad ham melde sig til efterretningstjenestens afdeling i Ilam, og i asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren oplyst, at fire personer fra efterretningstjenesten afhentede ham på hans arbejdsplads, at han blev afhørt om sin religiøse overbevisning, sin familie og sine holdninger, og at han blev slået med håndflader og knytnæver samt blev sparket, og der blev bandet af ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hans kæreste fik foretaget en abort. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hans kæreste fik en abort, medens ansøgeren var i Iran. Ansøgeren har ikke oplyst herom tidligere, uanset at dette må anses for en central oplysning. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han helt tilfældigt mødte sin fætter i Istanbul, hvorefter de sammen indrejste til Danmark, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om baggrunden for, at ansøgeren udrejste af Iran, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om omstændighederne forud for hans udrejse af Iran til grund, sammenholdt med at det forekommer påfaldende, at ansøgeren påbegyndte sine kristne aktiviteter meget kort efter indrejsen i Danmark, uagtet at han ikke forud for indrejsen havde nærmere kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin egen kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. De fremlagte udtalelser fra [en menighed] og [en frikirke] kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse har slået opslag med kristne budskaber op på flere af ansøgerens egne Facebook-profiler kan ikke føre til en ændret opfattelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ej kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særlig af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering, samt at såfremt ansøgeren ikke før udrejse var i myndighedernes søgelys, vil vedkommende ikke risikere forfølgelse, trods opslag om konversion på internettet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/170/EMU
