Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren oplyser at være kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel eller overfaldet med syre af sin tidligere ægtefælle, [E]. Derudover frygter ansøgeren at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for [E] oplyst, at de blev gift [efteråret] 2010. I 2013 henvendte ansøgeren sig til retten for at klage over [E], som var hende utro, og som var voldelig overfor hende. I [foråret] 2015 blev ansøgeren skilt fra [E]. Efter at ansøgeren opdagede hans utroskab, flyttede ansøgeren hjem til sine forældre. [E] truede ansøgeren efterfølgende per telefon og en gang via SMS, ligesom han gav udtryk for, at han ville giftes med ansøgeren igen. Den sidste trussel fra [E] modtog ansøgeren en måned før hendes udrejse fra Iran. Ansøgeren udrejste [efteråret] 2015. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i [foråret] 2017. Ansøgeren frygter alvorlige overgreb fra myndighederne ved en tilbagevenden til hjemlandet. Hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil angive hende til myndighederne, idet han er blevet bekendt med konversionen gennem en ukendt person på asylcenteret. Yderligere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun lever i et uægteskabeligt forhold til en kristen mand, og at dette, hvis det kommer til de iranske myndigheders kendskab, vil medføre overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til sin tidligere ægtefælle i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige forhold i denne del af hendes asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe hun har opholdt sig i Iran efter skilsmissen, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun har opholdt sig i Iran i cirka seks måneder efter skilsmissen, mens ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun har opholdt sig i Iran i cirka et år efter skilsmissen, og til asylsamtalen har forklaret, at hun har opholdt sig i Iran i cirka to år efter skilsmissen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hendes tidligere ægtefælle opsøgte hende og hendes familie, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hendes tidligere ægtefælle kun opsøgte dem inden skilsmissen, mens ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han kun opsøgte dem efter skilsmissen. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan hendes tidligere ægtefælle fremsatte sine trusler mod hende, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hendes tidligere ægtefælle kun en gang har fremsat en trussel mod hende per sms og ellers har fremsat dem telefonisk, mens ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at hun fik gentagne trusler på sms. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, når ansøgeren til gensamtalen på direkte forespørgsel forklarede, at hun ikke skelnede mellem sms og telefonsamtaler. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun i forbindelse med sin klage til retten over sin tidligere ægtefælles utroskab nævnte, at han havde indgået et tidsbegrænset ægteskab. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen og til gensamtalen forklaret, at hun ikke har sagt i retten, at hendes tidligere ægtefælle havde indgået et tidsbegrænset ægteskab, mens ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun sagde til retten, at han havde indgået et tidsbegrænset ægteskab. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende og utroværdigt om sin mulighed for at opnå skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at ingen har set, at hun havde blå mærker efter slag og spark fra sin tidligere ægtefælle, hvorfor hun ikke havde mulighed for at bruge dette som bevis i retten. Ansøgeren har derimod til oplysnings-og motivsamtalen forklaret, at hendes forældre havde set hendes blå mærker. Ansøgeren har desuden forklaret, at en underbo har hørt voldsudøvelsen mod hende. Ansøgeren har yderligere forklaret udbyggende om, at hendes moster havde anbefalet hende at gifte sig på ny med en anden mand, idet dette først er fremkommet i advokatindlægget, hvor ansøgeren tillige udbyggende har anført, at hendes tidligere ægtefælle med våben har truet den mand, som mosteren havde fundet, og som ønskede at fri til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har udtalt, at det, som for hende er det afgørende i kristendommen, er ro og fred og lighed mellem kønnene, og at ansøgeren ikke i øvrigt har kunnet redegøre på fyldestgørende måde for sin indre kristne overbevisning. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens viden om væsentlige forhold i kristendommen fremstår tillært. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke på fyldestgørende måde har kunnet redegøre for, hvad der ligger i begrebet mission, men blot har henvist til, at det jo er hendes pligt som kristen at missionere. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt, findes ikke at ændre herved. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen som et nyt asylmotiv gjort gældende, at hun risikerer forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af, at hun nu lever i et uægteskabeligt forhold til en kristen mand. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at dette forhold er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kendskab. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke kan lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at der er en person på asylcenteret, som har underrettet hendes tidligere ægtefælle om, at hun er blevet vantro. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/165/kaa
