Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og shia muslim af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.
Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han flygtede fra sit arbejde som sygeplejerske i [et fængsel], og fordi han via sit arbejde kom i besiddelse af flere følsomme oplysninger om det iranske fængselssystem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev ansat i [fængslet] for ca. fire år siden, og at han arbejdede i fængslet i omkring 17 til 18 måneder. Ansøgerens arbejdsopgaver bestod i at behandle de indsatte for fysiske skader samt at uddele metadon til de fanger, som var afhængige af narkotika. Efter en måneds ansættelse blev ansøgeren indkaldt til et møde med fængslets sikkerhedskontor, hvor han fik at vide, at han skulle samarbejde, hvilket han opfattede som en advarsel. Ansøgeren ændrede dog ikke adfærd, og han blev derfor ca. en måned senere indkaldt til endnu en samtale, denne gang med fængslets undersøgelseskontor. Ansøgeren sagde, at han ikke ville overvære henrettelser af dødsdømte fanger i fængslet og fastholdt, at han ikke havde til hensigt at ændre adfærd. Herefter blev ansøgeren gentagne gange udsat for fysiske overfald af fængslets indsatte, og ansøgeren fandt via en kollega, [F], ud af, at disse overgreb skete efter ordre fra fængslets ledelse. Ansøgeren planlagde herefter sin flugt fra Iran, idet han formodede, at han ikke blot ville kunne opsige sin stilling, da han havde kendskab til overtrædelse af menneskerettigheder i fængslet og statistikker vedrørende AIDS. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Iran til Tyrkiet, hvor han mødte sin søn og daværende ægtefælle. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens bror i Iran, [R], i tre tilfælde blevet kontaktet af [fængslets] sikkerhedsafdeling, der har spurgt efter ansøgeren. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han efter indrejsen i Danmark er begyndt at gå i kirke. Ansøgeren betragter i dag sig selv som kristen, men han ønsker ikke at lade sig døbe, før han har fået opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har således ikke kunnet lægge til grund, at han som ansat i fængslet ikke har kunnet opsige sin stilling som sygeplejerske. Flygtningenævnet har i den forbindelse fundet det utroværdigt, at ansøgeren skulle have ladet sig ansætte i fængslet uden at søge nærmere oplysninger om, hvad hans arbejdsopgaver bestod i, og først et stykke tid inde i ansættelsen blev klar over, at han skulle assistere som sygeplejerske ved henrettelser. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at ansøgeren ikke fra starten af ansættelsen skulle være gjort bekendt med fængslets retningslinjer for påklædning m. v. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår han første gang blev indkaldt til en samtale med fængslets sikkerhedkontor, idet ansøgeren blandt andet under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han blev indkaldt cirka 30 dage efter ansættelsen, mens han blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har forklaret, at det første møde fandt sted efter cirka tre måneders ansættelse. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af møder med fængslets sikkerhedmyndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at det alene beror på ansøgerens formodning, at fængslets ledelse skulle have foranlediget, at ansøgeren talrige gange blev overfaldet af fanger med langvarige straffe. Ansøgeren har samtidig forklaret udbyggende om fangernes angivelige angreb på ham og baggrunden herfor, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen blandt andet har forklaret, at nogle fanger til ansøgerens kollega [F] har givet udtryk for, at de ikke ønskede at overfalde ansøgeren, da han var en god mand, men at de ellers ville miste deres privilegier. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, at en af hans kollegaer på fængslets foranledning uretmæssigt blev beskyldt for drabet på sin hustru og fængslet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at grunden til, at han er blevet kristen, er, at han i kristendommen har fundet ro og fred, ligesom han har peget på de kristnes gæstfrihed som en væsentlig faktor. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på fyldestgørende måde har kunnet redegøre for sin indre overbevisning som kristen. Flygtningenævnet finder samtidig, at ansøgerens kendskab til de kristne værdier fremstår overfladisk, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen alene har henvist til, at man ikke må lyve og stjæle. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/164/kaa
