Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere Ahle-Haqq af trosretning fra [A], [B], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter, at myndighederne vil fængsle eller henrette ham. Dette skyldes, at ansøgerens brødre har en konflikt med myndighederne, idet ansøgeren har fjernet myndighedernes islamiske plakater fra Yaresan troendes hellige steder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens brødre [C] og [D] forvandt efter en rejse til Irak i 2007, hvorefter ansøgeren i den forbindelse mistede sin tro. Ansøgeren har ikke efterfølgende hørt fra [C]. Dog kontaktede [D] ansøgerens familie fem til seks måneder senere, da han opholdt sig i Storbritannien. Ansøgerens familie blev opsøgt af efterretningstjenesten flere gange både før og efter ansøgerens brødre rejste til Irak i 2007 for at spørge efter dem. Efterretningstjenesten hentede ansøgeren for at afhøre ham vedrørende sine brødre første gang fem til seks måneder efter ansøgerens brødres rejse, anden gang i oktober eller november 2014 og tredje gang i maj eller juni 2015. Ansøgerens far blev tillige hentet af efterretningstjenesten, der afhørte ham vedrørende ansøgerens brødres rejse til Irak. Dette foregik en gang efter ansøgerens tredje afhøring, men inden ansøgerens udrejse af Iran i september eller oktober 2015. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgeren rev myndighedernes islamistiske plakater i stykker tre til fire gange i løbet af juni, juli og august 2015 ved tre forskellige [E], der var placeret i [A]. Ansøgeren tog derudover til [F] i august eller september 2015 sammen med fire andre personer under ledelse af [G] for at rive islamistiske plakater i stykker ved flere hellige steder i nærheden af [F]. En dag modtog ansøgeren en SMS fra [G], da han var i færd med at rive plakater i stykker ved det hellige sted [H]. I SMS’en stod der, at ansøgeren skulle flygte, idet efterretningstjenesten var på vej. Ansøgeren flygtede til landsbyen [I], hvor han opholdt sig i bjergene nær [I] i omkring en måned frem til sin udrejse af Iran [efteråret] 2015. Tre af de fire personer, som ansøgeren var sammen med ved [F], blev anholdt, imens ansøgeren skjulte sig i [I]. Efterfølgende ransagede efterretningstjenesten ansøgerens families bopæl tre til fire gange efter ansøgerens udrejse af Iran uden at oplyse om årsagen hertil. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund, idet ansøgerens forklaringer på flere centrale punkter fremstår divergerende, udbyggende og ikke troværdig. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om bl.a., hvornår han fik kendskab til sin bror [D]s ophold i Storbritannien og om hans kendskab til de forhold, der fik hans bror til at udrejse fra Iran. Ansøgeren har ligeledes forklaret forskelligt om forløbet og tidspunkterne for sine angivelige tilbageholdelser af efterretningstjenesten, ligesom han har forklaret noget usammenhængende og udbyggende om, hvorvidt efterretningstjenesten tillige har haft afhørt hans far. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen først oplyst, at hans far ikke var blevet tilbageholdt og afhørt, mens han under asylsamtalen har oplyst, at hans forældre efter oplysnings- og motivsamtalen havde oplyst, at deres hjem var blevet ransaget tre til fire gange efter ansøgerens udrejse, og at forældrene ikke i øvrigt havde oplyst noget af relevans for hans asylsag. Senere under samme samtale (asylsamtalen) oplyste ansøgeren imidlertid, at hans far tillige havde oplyst, at han forud for ansøgerens deltagelse i aktiviteterne i [F] var blevet tilbageholdt og afhørt en gang af efterretningstjenesten. Også denne oplysning savner imidlertid sammenhæng med, at ansøgeren endnu senere under samme samtale forklarede, at myndighederne slet ikke i den periode opsøgte hans familie, ligesom denne angivelige tilbageholdelse helt savner sammenhæng med ansøgerens angivelige deltagelse i aktiviteterne i [F], da den tidsmæssigt lå forud herfor. For nævnet har ansøgeren som noget nyt forklaret, at hans far også har været tilbageholdt på et andet for ansøgeren ukendt tidspunkt, men det er efter ansøgerens forklaring uklart, om tilbageholdelsen havde noget med ansøgerens forhold at gøre. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt og usammenhængende om den konflikt med myndighederne, som skulle være opstået som følge af ansøgerens aktiviteter i 2015 i [F]. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at den [G], der under aktiviteten advarede ham via sms, vidste, at en anden [G] havde fortalt myndighederne, hvad ansøgeren var i gang med. Under asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han ikke havde kendskab til, hvordan han var blevet opdaget, og at det beror på en formodning, at nogen skulle have sladret om ham. For nævnet har han forklaret, at han ikke ved, om han er blevet afsløret, og at han alene frygter risikoen herfor. Ansøgerens formodning om myndighedernes mulige kendskab til hans ulovlige aktiviteter har ingen støtte i ansøgerens andre oplysninger om, at hverken han selv, hans familie, venner eller bekendte skulle være blevet opsøgt af myndighederne som følge heraf, ligesom det savner sammenhæng med, at ansøgeren har forklaret, at aktivisterne ikke kendte hinandens navne, og at den person, der kunne forbinde ansøgeren til aktiviteterne [J] ikke skulle være blevet tilbageholdt. På baggrund heraf – og efter ansøgerens fremtræden for nævnet, hvor han under sin forklaring har svaret usammenhængende og afglidende på de stillede spørgsmål – finder nævnet, at ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Nævnet tiltræder herefter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/160/IBK
