Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1999.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og har oplyst, at han er ateist fra Tehran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder på grund af de forbrydelser, som han har begået i Danmark og Iran og som følge af, at han har vendt islam ryggen. Han frygter endvidere sin kusine [A’s] familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til de domme han er idømt i Danmark samt til, at han i forbindelse med en ferie i Iran i 2003 eller 2004, blev idømt adskillige piskeslag, idet han havde drukket alkohol og været grov overfor en betjent. Han har videre henvist til, at han under den pågældende ferie deltog i en bryllupsfest for sin onkel. På et ukendt tidspunkt i forbindelse med bryllupsfesten havde ansøgeren samleje med sin kusine, [A]. Han frygter derfor også hendes nærmeste familiemedlemmer. Endelig har ansøgeren henvist til, at han har forladt islam. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med de iranske myndigheder og med sin kusines familie til grund. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt. Ansøgeren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvem der var i bilen, da ansøgeren blev stoppet og tilbageholdt. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt det var politifolk eller militærpersoner, der stoppede ham, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange personer, der stoppede ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han havde samleje med sin kusine [A] samt om, hvorvidt der var tale om et overgreb eller et frivilligt samleje. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han blev anholdt af fire politimænd umiddelbart efter, at han i en bil havde tiltvunget sig samleje med sin kusine. Under samtalen [i efteråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at samlejet med [A] både var med og mod hendes vilje, og at det ikke fandt sted samme dag, som han blev anholdt. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at samlejet var frivilligt. Flygtningenævnet finder endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren, der angiveligt var løsladt mod kaution, uden problemer kunne udrejse via en lufthavn i Iran. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af den 29. august 2017, at det fremlagte retsdokument fra de iranske myndigheder vurderes til at være uægte. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at ansøgeren i Danmark er fundet skyldig og dømt for en lang række strafbare forhold, kan føre til, at han meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af notat af 29. januar 2010 fra Udenrigsministeriet, at en sag mod en person, der har begået en strafbar handling i udlandet, kun kan rejses ved en iransk domstol, hvis der er interessenter i Iran, som anerkendes af domstolen, til at rejse sagen, f.eks. familiemedlemmer til ofret. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at en kopi af dommen, hvorved ansøgeren blev idømt tre års fængsel for voldtægt af sin søster, er sendt til Den Iranske Ambassade i København. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst dette til sin advokat kort før mødet i Flygtningenævnet. Henset til, at endelig dom blev afsagt i 2011, forekommer det endvidere utroværdigt, at ansøgerens søster på nuværende tidspunkt skulle sende dommen til de iranske myndigheder. Hertil kommer, at der efter det oplyste ikke kan antages, at der er interessenter i Iran, som vil have interesse i at rejse sagen ved de iranske domstole. Det fremgår videre af notatet, at de iranske myndigheder ikke har interesse i at føre sager, der omhandler narkorelaterede forbrydelser i udlandet, hvis der allerede er fældet dom for disse i udlandet. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har forladt islam. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed samt på, at ansøgeren først har oplyst dette efter, at han har fået afslag på sin asylansøgning. Uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren ikke længere er muslim kan dette ikke i sig selv føre til, at han meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Landinfos ”Respons: Iran Blasfemi og ateisme” af 6. februar 2017, at antallet af personer i Iran, der definerer sig som ateister er stigende. Det fremgår videre, at der er forskel mellem at være ateist og konvertit, idet en muslimsk født person, der ikke er praktiserende muslim, er uinteresseret i religion eller som definerer sig som ateist, fortsat rent juridisk vil have en muslimsk identitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/143/CHA
