Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og han har oplyst, at han er kristen fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han seks måneder inden sin udrejse fra Iran blev introduceret til kristendommen af sin storebror, [A], der er bosiddende i Østrig, og at ansøgeren konverterede til kristendommen, før han udrejste. Ansøgeren har videre oplyst, at han talte med [A] om kristendommen, og at han også selv foretog undersøgelser af kristendommen via Internettet. Ansøgeren har oprindeligt i forbindelse med sit asylskema og sine asylsamtaler forklaret, at han begyndte at komme i en huskirke sammen med sin lillebror, [M], idet det var [A], der henviste ham til huskirken, der var ledet af [A]s ven, [B]. Ansøgeren har forklaret, at han kom i kirken to gange om ugen i ca. 6 måneder før sin udrejse, og at han også på denne måde lærte om kristendommen. I advokatindlægget forud for nævnsmødet og under nævnsmødet har ansøgeren og hans bror [M] forklaret, at oplysningerne om huskirken ikke er korrekte, og at den omtalte huskirke ikke eksisterer. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med familien besluttede at udrejse, fordi de var bange for, at rygtet om, at ansøgeren og broren [M] var konverteret til kristendommen, var blevet spredt. Ansøgeren udrejste herefter ammen med lillebroren [M] legalt af Iran. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne tre til fire gange opsøgt familiens bopæl for at lede efter ansøgeren og hans lillebror, idet myndighederne har modtaget anmeldelse om, at ansøgeren er konverteret. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter, i hvilken forbindelse han har gået til undervisning og gudstjenester i kirken. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen har været divergerende på centrale punkter, herunder divergerende fra den forklaring, der er afgivet af broren, [M], ligesom forklaringen har været usandsynlig og afglidende, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens og broren [M]s asylskemaer i det store og hele er ens formulerede, og at de begge i såvel oplysnings- og motivsamtalen som i de tre efterfølgende asylsamtaler har forklaret, at de forud for udrejsen fra Iran gennem ca. 6 måneder kom i en huskirke i en nærliggende landsby, hvor de modtog undervisning og deltog i gudstjenester to gange om ugen, og derfor begge betragtede sig som konverterede allerede forud for udrejsen fra Iran. De har videre samstemmende forklaret, at de, da rygterne om deres konversion havde bredt sig, gemte sig godt en uge i huskirken, mens deres far arrangerede deres udrejse. Ansøgeren og brorens forklaringer om tilknytningen til huskirken har været præget af en række divergenser – herunder indbyrdes divergenser brødrene imellem, og de har først i forbindelse med samtalen med deres advokat, forud for nævnets behandling af sagen, meddelt, at oplysningerne om opsøgningen af huskirken er urigtige, og at der ikke eksisterer en huskirke ledet af præsten [B]. Ansøgerens bror [M] har oplyst, at det var ansøgeren, der forklarede om huskirken i hans oplysnings- og motivsamtale, og at [M] derfor følte, at han var nødt til at støtte denne forklaring, da han selv var til samtale. Ansøgeren har derimod forklaret, at de hørte om huskirker, efter at de kom til Danmark, og at de forud for samtalen aftalte at fortælle om huskirken. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at ansøgeren og hans bror har forklaret usandt om huskirken og dermed en væsentlig del af deres motivation for konversionen markant svækker deres generelle troværdighed. Nævnet har videre tillagt det betydning, at ansøgeren også på andre punkter har forklaret divergerende, idet han har forklaret, at familien på baggrund af hans og [M]s Skype-samtaler med [A] selv fandt ud af, at de var konverteret, hvorimod [M] har forklaret først har forklaret, at det var ham selv, der fortalte familien herom, og siden at det var broren [A]. Ansøgeren og [M] har videre forklaret divergerende med hensyn til, om det kun var deres forældre og deres ene søster samt broren [A], der vidste, at de var konverteret, eller om også deres øvrige søskende og svogre vidste dette. Ansøgeren har endelig forklaret, at myndighederne har opsøgt bopælen i Iran 3-4 gange, hvorimod [M] har forklaret, at myndighederne har opsøgt familien henholdsvis en og to gange. Ansøgerens forklaring om, hvorfra han inden udrejsen havde opnået tilstrækkelig viden om kristendommen til at betragte sig selv som kristen, har været afglidende og upræcis, hvilket også gør sig gældende med hensyn til omstændighederne i forbindelse med, at han frygtede for, at myndighederne skulle være blevet bekendt med konversionen. Ansøgeren har forklaret, at han forud for udrejsen via Skype havde samtaler med sin bror [A] i Østrig om kristendommen, og at det i øvrigt var svært at finde oplysninger herom, fordi Internettet var blokeret, men at han følte sig som kristen allerede, da han udrejste. Han har videre forklaret, at det først og fremmest er efter indrejsen i Danmark, at han har fået viden om kristendommen. Ansøgerens forklaring om, hvad det var, der førte til, at han allerede før udrejsen valgte at frasige sig sin muslimske tro og tilslutte sig kristendommen har været præget af overordnede betragtninger om, at kristendommen er en mere kærlig og tilgivende religion end Islam, uden at han har været i stand til på en overbevisende måde at forklare om årsagen til trosskiftet, og den indre afklaringsproces han gennemgik i forbindelse med det relativt korte forløb fra, at han hørte om kristendommen fra [A], og til at han betragtede sig selv som kristen. Ansøgeren har endvidere udvist en særdeles begrænset viden om den kristne tro, idet han blandt andet ikke ved, hvorfor man fejrer jul, eller har været i stand til at nævne en lignelse fra Biblen som har særlig betydning for ham. Endelig bemærkes, at ansøgeren endnu ikke er blevet døbt, idet der har været flere pauser i hans dåbsforberedelsesforløb, ligesom han har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran vil holde sin kristne tro skjult. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til Kristendommen hverken før eller efter udrejsen fra Iran. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/141/MME
