Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist af trosretning fra landsbyen […] nær […], Kermanshah provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har givet peshmergaer kost og logi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der på en ukendt dato i 2013 kom ti til 15 personer til hans landsby. Personerne introducerede sig som peshmergasoldater, og de ønskede at få at vide, hvor de iranske soldater befandt sig. Ansøgeren gav peshermergaerne mad og drikke, ligesom han husede dem i omkring to timer. Ansøgeren hjalp herefter peshmergaersoldater flere gange i perioden 2013 til 2015. Ansøgeren kan ikke huske, hvor mange gange, han hjalp dem, men de kom oftest med to til tre ugers mellemrum. Det var altid mellem ti og 15 personer, der kom, men det var aldrig de samme personer. Personerne kom altid uanmeldt. Når peshmergaerne kom, fik de kost og logi af ansøgeren, og de opholdt sig altid hos ansøgeren i maksimalt to timer. Omkring to måneder efter, at ansøgeren første gang havde givet peshmergaerne kost og logi, blev ansøgeren opsøgt af fire eller fem personer fra iranske myndigheder. Myndighedspersonerne bankede på døren på ansøgerens bopæl, og de bad ham om at følge med. De gav ansøgeren bind for øjnene og kørte ham til et hus, der lå omkring 40 til 50 minutters kørsel derfra. Ansøgeren blev ført ind i et rum, hvor han blev afhørt om, hvorfor han hjalp peshmergaerne. Ansøgeren blev slået under afhøringen. Efter én times afhøring blev ansøgeren ført ind i et andet rum, hvor han blev tortureret. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i omkring to døgn, blev han løsladt uden betingelser. Efter den første tilbageholdelse, kom myndighederne konsistent på ansøgerens bopæl med én til tre ugers mellemrum. Når myndighederne mødte op på bopælen, tilbageholdt de ansøgeren og torturerede ham. Dette fortsatte i perioden fra 2013 til 2015. Sidste gang, ansøgeren blev opsøgt af myndighederne, var i en ukendt måned i 2015. Myndighederne kom til ansøgerens bopæl og skød op i luften. De sagde herefter til ansøgerens ægtefælle, at han ville blive dræbt, hvis han fortsatte med at hjælpe peshmergaerne. De tog herefter ansøgeren med og torturerede ham. Ansøgeren udrejste af Iran én måned efter, at myndighederne løslod ham efter den sidste afhøring. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet. Uanset dette finder nævnet, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende om forhold, der ikke kan tilskrives hans analfabetisme. Han har således forklaret forskelligt om, hvornår myndighederne opsøgte ham efter, at han første gang blev opsøgt af peshmergaerne, idet han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at myndighederne havde opsøgt ham omkring to måneder efter, han første gang havde haft kontakt med peshmergaerne, hvorimod han under nævnsmødet har oplyst, at der gik ét år, ligesom han har forklaret forskelligt om, hyppigheden af myndighedernes besøg, og hvad der skete i forbindelse med disse. Endvidere har han forklaret divergerede om myndighedernes angivelige henvendelse til ansøgeren ægtefælle efter hans udrejse, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans ægtefælle modtog en skriftlig tilsigelse fra retten, og at han ville forsøge at fremskaffe denne, medens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at hans ægtefælle blev personligt opsøgt og da mundtligt indkaldt til møde hos efterretningstjenesten. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren endvidere oplyst, at ægtefællen ikke er blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgerens udrejse, hvilket ikke stemmer overens med ovenstående. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. På spørgsmålet om hvad der blev krævet af ham i forbindelse med hans løsladelse og foreholdt det besynderlige i, at der angiveligt ikke blev stillet krav til ham i den forbindelse, har han først under nævnsbehandlingen forklaret, at han ville modtage en mobiltelefon, så han kunne kontakte myndighederne, når peshmergaerne kom til hans bopæl. Nævnet bemærker, at det må fremstå som mindre sandsynligt, at ansøgeren fortsatte med at hjælpe peshmergaerne efter, han var kommet i myndighedernes søgelys og han kontinuerligt blev afhørt og udsat for tortur, ligesom det må fremstå som bemærkelsesværdigt, at myndighederne angiveligt valgte at anvende massive ressourcer på at tilbageholde ansøgeren og udsætte ham for tortur for derefter at løslade ham uden betingelser. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/130/JHB.
