Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et kærestepar fra Iran samt to herfødte børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunnimuslimer af trosretning. Begge ansøgere er fra Sarpol e Sehab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder og lokalbefolkningen, idet ansøgeren har indledt et forhold til sin kæreste, [A], uden for ægteskab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A’s] familie og de iranske myndigheder som følge af forholdet til [A]. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han mødte [A] i en basar 4-5 måneder, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren indledte et hemmeligt forhold til [A] omkring 2-3 uger efter de mødtes. Ansøgeren og [A] mødtes blandt andet på ansøgerens bopæl, hvor de havde samleje. Efter et par uger blev [A] gravid. Omkring 3-4 måneder efter fandt [A’s] familie ud af As graviditet. Familien forøvede derfor vold mod Sherin. Ansøgeren er tre gange blevet opsøgt af maskerede mænd på sin bopæl. Omkring 15 dage efter, at ansøgeren sidst var blevet opsøgt, udrejste han og [A] af Iran. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet hun er udeblevet fra retsmøder, og fordi hun er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har indledt et forhold til [B] uden familiens samtykke og har fået to børn udenfor ægteskab, ligesom hun frygter sin tidligere ægtefælle, fordi hun har fundet sig en ny kæreste. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger forklaret, at hun lærte sin kæreste, [B], at kende 7-8 måneder inden ansøgeren udrejste af Iran. Omkring et år inden ansøgeren mødte [B], blev hun skilt fra sin tidligere ægtefælle, Farhad, som på daværende tidspunkt opholdt sig i Schweiz. Ansøgerens familie affandt sig med skilsmissen men ønskede ikke, at ansøgeren skulle finde sig en ny ægtefælle. Familien vil slå ansøgeren og vedkommende ihjel, såfremt dette blev aktuelt. Ansøgerens tidligere ægtefælle kom tilbage til Iran efter skilsmissen. Han bad om at få skilsmissesagen genoptaget og sagsøgte ansøgeren. Ansøgeren deltog efterfølgende i retsmøder i forbindelse med genoptagelsessagen af skilsmissen. Under to af retsmøderne havde hun [B] med. Ansøgerens tidligere ægtefælle truede i denne periode med at slå ansøgeren og [B] ihjel. Skilsmisseretssagen er endnu ikke afsluttet, og ansøgerens advokat har fortalt ansøgeren, at hun er idømt fængselsstraf af de iranske myndigheder, for at udeblive fra to retsmøder. Fire måneder efter, at ansøgeren havde mødt [B], flyttede de sammen i Sarpol-e Zahab. 40 dage efter, at ansøgeren og [B] flyttede sammen, fandt ansøgeren ud af, at hun var gravid. Omkring en måned efter, at ansøgeren var blevet gravid, fortalte hun om det til sine naboer, hvorefter rygterne om ansøgerens graviditet spredtes til hendes familie. Ansøgeren har videre forklaret, at [B] på et for ansøgeren ukendte tidspunkt blev opsøgt af nogle maskerede mænd, som truede med at slå ham ihjel på grund af ansøgeren. Sluttelig har ansøgeren oplyst, at hun formoder, at hendes tidligere ægtefælle har anmeldt ansøgeren til de iranske myndigheder for ulovlig udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet især den mandlige ansøgers forklaring har været divergerende og udbyggende, ligesom ansøgernes forklaringer indbyrdes har været divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstruerede til lejligheden. Overordnet set bemærkes, at især den mandlige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at han ikke er i stand til at huske en lang række centrale hændelser og episoder, selvom det er forhold, han tidligere har afgivet forklaring om overfor Udlændingestyrelsen. Den mandlige ansøger har blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om graviditeten var planlagt eller ej, om den kvindelige ansøger med det samme fortalte ham, at hun var gravid, eller om hun først fortalte ham om det, efter at hendes familie havde opdaget det, og om han blev opsøgt af de maskerede personer to til tre gange med en uges mellemrum, tre gange om ugen i to til tre uger eller tre gange i løbet af tre til fire måneder, om nogen af de maskerede personer kom indenfor i huset eller ej, og om den kvindelige ansøger var hjemme i forbindelse med den sidste opsøgning og med hensyn til, om han også derudover har været opsøgt af de iranske myndigheder. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende blandt andet med hensyn til, om de har boet sammen i tre måneder før udrejsen eller ej, om de indledte et seksuelt forhold, da de havde været kærester i 2-3 uger, eller først efter at de havde været kærester i 4 måneder. De har videre forklaret divergerende med hensyn til, om de havde samleje på deres fælles bopæl eller på den mandlige ansøgers bopæl, herunder om den mandlige ansøger boede for sig selv eller sammen med sin familie eller ansøgerne boede i et hus, de havde lejet sammen. Også med hensyn til, om den kvindelige ansøgers graviditet var planlagt eller ej, og om hendes familie erfarede om graviditeten, fordi de kunne se hendes mave vokse, eller fordi de hørte om det fra nogle naboer, som den kvindelige ansøger havde fortalt det til, har ansøgerne forklaret divergerende. Endelig har ansøgerne forklaret divergerende med hensyn til, om den mandlige ansøger har friet og fået afslag af den kvindelige ansøgers familie. Flygtningenævnet har derfor i det hele tilsidesat ansøgernes forklaringer om asylmotiv, og kan derfor hverken lægge til grund, at de ikke er gift eller, at deres to børn er født udenfor ægteskab. Idet det endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgerne måtte være udrejst illegalt ikke i sig selv kan begrunde, at de meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/121/FAM