Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en by i] Iran. Ansøgeren er medlem af Komala og har støttet partiet ved at uddele løbesedler, indsamle tøj, penge og fødevarer samt arbejde på partiets sundhedsklinik i [Komalas lejr]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder på grund af hendes og hendes ægtefælles politiske tilhørsforhold til Komala. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været aktiv i partiet Komala siden foråret 1993. Ansøgeren sympatiserede med partiet og begyndte at uddele løbesedler samt indsamle tøj, penge og fødevarer sammen med sine veninder. Det foregik i omkring ét år. Da to af ansøgerens veninder blev tilbageholdt af de iranske myndigheder, flygtede ansøgeren til Irak. Ansøgeren opholdt sig i Irak i to til tre år, hvor hun arbejdede på partiets sundhedsklinik. Det var også her, at ansøgeren lærte sin ægtefælle at kende. De blev gift, og hun blev gravid. Under graviditeten rejste ægtefællen til Tyrkiet, hvor han søgte beskyttelse hos UNHCR, mens ansøgeren vendte tilbage til Iran. Ansøgeren havde hørt, at hvis man som Komala-sympatisør henvendte sig til de iranske myndigheder, kunne man blive tilgivet og få lov til at bosætte sig i Iran igen. Derfor henvendte ansøgeren sig til myndighederne, der tilbageholdt hende i omkring fem måneder. Ansøgeren har oplyst, at hun blev udsat for fysiske og psykiske overgreb under tilbageholdelsen, og at myndighederne krævede, at hun fik sin ægtefælle til at vende tilbage til Iran. Ansøgeren blev løsladt mod kaution, fordi hun var højgravid. Hun blev herefter pålagt meldepligt og udrejseforbud. I forbindelse med ansøgerens fars død blev skødet på familiens bopæl, der var stillet som kaution, givet tilbage til familien. Ansøgeren har videre oplyst, at hun underskrev en erklæring om, at hun skulle informere myndighederne, hvis hun fik kontakt med sin ægtefælle, og at hun ville blive henrettet, hvis hun havde kontakt med Komala. Ansøgeren har også oplyst, at familiens bopæl løbende blev opsøgt og ransaget i perioden fra hendes løsladelse til hendes udrejse, herunder hvis der var uroligheder i byen. Myndighederne forlangte, at hun fortalte, hvor hendes ægtefælle opholdt sig. Myndighederne ransagede bopælen og udsatte hende for vold og råbte og bandede ad hende. Omkring ét til halvandet år inden ansøgerens udrejse, oplevede hun, at presset fra myndighederne blev intensiveret. Familiens bopæl blev opsøgt og ransaget oftere – nogle gange flere nætter i træk. Bopælen blev i alt opsøgt fire til fem gange om måneden, og myndighederne opførte sig mere aggressivt end hidtil. Ansøgeren har forklaret, at hun mener, at den øgede interesse fra myndighedernes side skyldtes, at ægtefællens kommunale sagsbehandler i Danmark havde videregivet oplysninger om hans asylsag til de iranske myndigheder. På et tidspunkt flyttede ansøgeren og hendes datter i en lejebolig, hvor de boede i to måneder. Lejeboligen blev også opsøgt af myndighederne flere gange. En måned inden ansøgerens udrejse, blev hendes bopæl opsøgt endnu engang. Ansøgeren blev slået og spurgt, om hun var flyttet, fordi hun ventede på at få besøg af sin ægtefælle. En af myndighedspersonerne tog kvælergreb på ansøgeren og pressede hende op mod en væg. Ansøgerens datter forsøgte at afværge dette, men blev slået af myndighedspersonen, så hun faldt over mod en køkkenskranke og slog hovedet imod denne, så hun brækkede næsen. Myndighedspersonen sagde i den forbindelse, at datteren nu var gammel nok til at blive afhørt, og at næste gang ville de tage hende med. Datteren kom på hospitalet. De flyttede aldrig tilbage til lejligheden igen, men flyttede hjem til ansøgerens mor. I løbet af den følgende måned blev morens bopæl opsøgt flere gange, men myndighederne tog ikke datteren med, da de så, at datteren lå syg i sengen. Herefter udrejste ansøgeren illegalt sammen med sin datter til trods for sit indrejseforbud. Det var ansøgerens ægtefælle, der arrangerede udrejsen. De mødtes med ansøgerens ægtefælle i [Komalas lejr] i Irak, hvor de opholdt sig i nogle måneder. Ansøgerens families bopæl er efterfølgende blev opsøgt af myndighederne, der har spurgt efter ansøgeren og hendes datter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren siden 1993 har været aktiv for Komalapartiet, og at hun i 1994 følte sig nødsaget til at flygte fra Iran på grund af sine politiske aktiviteter og tage ophold i Irak i [Komalas lejr]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren mødte sin ægtefælle i lejren, og at hun blev gravid. Ægtefællen tog ophold i Tyrkiet og søgte asyl gennem UNHCR og fik opholdstilladelse i Danmark [i foråret] 2000. Ansøgeren vendte i slutningen af 1997 tilbage til Iran, idet hun havde hørt, at man kunne få tilgivelse, hvis man meldte sig til myndighederne. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun i stedet blev fængslet og under fængselsopholdet, der varede i cirka fem måneder, blev udsat for psykiske og fysiske overgreb, idet de iranske myndigheder ønskede, at hun skulle oplyse, hvor hendes ægtefælle befandt sig og prøve at få ham til at komme til Iran. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om, at hun ved løsladelsen, der skete mod, at skødet på hendes forældres hus blev lagt som kaution, måtte skrive under på, at hun ville blive henrettet, hvis hun genoptog sine aktiviteter for Komala. Hun blev endvidere pålagt udrejseforbud fra [sin hjemby] og fra Iran, ligesom hun blev pålagt meldepligt. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at hun i årene frem mod udrejsen i 2014 blev udsat for, at myndighederne løbende og ofte opsøgte og ransagede hendes bopæl og prøvede at tvinge hende til at oplyse ægtefællens opholdssted, og at de i forbindelse hermed udsatte hende for både psykisk og fysisk vold. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at myndighedernes pres mod hende blev intensiveret omkring et år til halvandet år før hendes udrejse i [slutningen af] 2014, og at en myndighedsperson cirka en måned før udrejsen udøvede vold mod både hende og hendes datter og udtalte, at hendes datter nu var blevet stor nok til at blive afhørt, og at myndighederne ville tage hende med næste gang, de kom. Ansøgeren udrejste herefter sammen med datteren og tog ophold på Komalas […] base i Irak i omkring ni måneder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2018/111/THV
