Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og født som shia muslim fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Iran ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under Flygtningenævnets oprindelige behandling af asylsagen henviste ansøgeren til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af sin ægtefælle eller blive dømt til stening af myndighederne, idet hun har været sin ægtefælle utro. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv yderligere fremlagt to indkaldelser til at give møde i retten i Iran, som hun har fået tilsendt af sin søn i Iran. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun siden Flygtningenævnets oprindelige afgørelse i sagen [efteråret] 2015 er konverteret fra islam til kristendommen, og at hun er blevet døbt [i starten af] 2016. Flygtningenævnets medlemmer er enige om, at ansøgerens oprindelige asylmotiv ikke kan lægges til grund og henholder sig i det hele til Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2015. De senere tilkomne dokumenter kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på dels, den sene fremkost af dokumenterne og dels, at ansøgerens datter ved fremmødet i Flygtningenævnet [dags dato] har forklaret, at hun ikke havde særlig forstand på computere, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring [fra foråret] 2015 samt senere ved nævnsmødet [i efteråret] 2015 om, at det var datteren, der sørgede for, at ansøgerens computer var beskyttet af en kode. Ansøgeren har endvidere ved samtale [i starten af] 2015 også forklaret, at datteren hjalp hende med blandt andet downloadning af billeder. Vedrørende ansøgerens oplysninger om det nye asylmotiv om, at hun er konverteret til kristendommen, finder flertallet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren oplyste ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014, at hun var troende muslim, at hun ikke gik i moské, men at hun kunne lide at bede, idet hun derigennem havde kontakt med Gud. Dansk Flygtningehjælp har imidlertid i indlæg [dateret i sommeren] 2016 henvist til, at ansøgeren allerede da hun befandt sig i Iran havde indledt et forhold til en mand, der forkastede islam. Det anføres af Dansk Flygtningehjælp: ’’Han startede derfor en masse tanker i hende omkring islam, som fik hende til at indse, at hun følte sig undertrykt og kontrolleret. Ansøger beskriver, at det første hun og datteren gjorde, da de var kommet over grænsen til Tyrkiet, var at tage tørklædet af. Ansøger beskriver, at det føltes som en stor befrielse.’’ Ved fremmøde i Flygtningenævnet [dags dato] har hun imidlertid forklaret: ’’ansøgeren har været glad for at have et forhold til en Gud. Ansøgeren var muslim, da hun kom til Danmark. Hun bad tre gange om dagen. I starten af sit ophold i Danmark bad ansøgeren stadig tre gange om dagen.’’ Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren i henhold til udtalelsen [dateret i starten af] 2016 fra præst [S], [navngiven kirke] i [mindre dansk by], begyndte at komme fast i kirken efter sommerferien 2015 og fra ’’slutningen af september syntes … at være berørt af budskabet …’’ Ansøgeren talte efter det af [S] oplyste om at blive døbt i [slutningen af] 2015 og blev faktisk døbt [i starten af] 2016. På baggrund af de således modstridende oplysninger om ansøgerens holdning til religion og det ganske korte forløb fra hun, efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2015, begyndte at vise seriøs interesse for kristendommen og indtil hun [i starten af] 2016 blev døbt, finder flertallet ikke at kunne lægge hendes konvertering til grund som reel. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren, der efter det oplyste er veluddannet, herunder med gode engelskkundskaber, under mødet i Flygtningenævnet [dags dato] har demonstreret et betydeligt kendskab til kristendommen. Ved denne vurdering har flertallet tillagt det betydning, at ansøgerens troværdighed generelt må anses for svækket på baggrund af Flygtningenævnets afgørelse i hendes oprindelige asylsag. Flygtningenævnets mindretal kan lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Ansøgeren har udvist betydeligt kendskab til den kristne tro og har forklaret herom – også selvom dåben er sket kort tid efter Flygtningenævnets afslag [i efteråret] 2015. I den henseende tillægger mindretallet det vægt, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 oplyste, at hun kan lide at bede for at få kontakt til Gud, men at hun ikke kom i moské. Ansøgeren har imidlertid oplyst under nævnsmødet [dags dato], at hun ikke finder at kunne praktisere sin kristne tro i Iran af hensyn til hendes meget troende muslimske forældre. Der er derfor ikke konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet kan forventes at udføre religiøse handlinger, som vil bringe hende i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder derfor forsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2018/11/HHU
