Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte
Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret og henrettet af de iranske myndigheder, idet han i selvforsvar skubbede en skolekammerat, som faldt og skadede sin hjerne og endte i koma. Ansøgeren frygter endvidere sin tilskadekomne skolekammerats familie og bekendte. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han vedvarende igennem sin skoletid er blevet mobbet og chikaneret af en medstuderende ved navn [A], samt fire til fem andre. Under en episode engang i april eller maj 2015 blev ansøgeren omringet af [A] og hans venner, da han var på vej hjem fra skole. [A] slog ansøgeren på højre skulder og var meget aggressiv. I selvforsvar placerede ansøgeren sine hænder på [A]s brystkasse og skubbede, så [A] faldt bagover. Ansøgeren løb herefter direkte hjem, men blev hentet om aftenen af politiet. Efter to dages fængsling blev ansøgeren orienteret om, at [A] var i koma som følge af sammenstødet. Ansøgeren blev herefter fremstillet for retten og placeret i et ungdomsfængsel. Efter to uger blev ansøgeren løsladt mod kaution. To dage efter løsladelsen bad ansøgerens far ansøgeren om at samle sine ting, hvorefter ansøgeren forlod Iran sammen med faren. Ansøgerens far forsvandt sporløst under rejsen i Ungarn. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt det var hans far eller hans advokat, der forud for retsmødet orienterede ham om [A]s tilstand. Han har videre forklaret divergerende om, hvor mange gange han fik besøg i ungdomsfængslet samt om, hvorvidt hans far og advokaten hver gang besøgte ham samtidig. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er troværdigt, at ansøgeren ikke kan huske, hvad der blev sagt under retsmødet, eller om der blev afsagt dom over ham, idet der var tale om en begivenhed, som havde afgørende betydning for ham, ligesom det er utroværdigt, at ansøgeren ikke har kendskab til, hvorfor det var nødvendigt for ham at flygte ud af Iran. Endelig har flertallet tillagt det en vis vægt, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i forbindelse med, at han skubbede til [A], ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2018/103/IBK
